Stemningsbillede fra prisfesten 2017.

Flot evaluering af Lærerprofession.dk

"Jeg havde arbejdet med projektet i lang tid, og brænder for emnet. Det føltes derfor som en stor anerkendelse af det fagprofessionelle arbejde, jeg havde lavet". Sådan svarer en af modtagerne af Lærerprofession.dk's priser i 2017 i en ny evaluering.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den positive tilbagemelding deles med de andre prismodtagere ved sidste års uddeling. Det viser en evaluering, som Lærerprofession.dk netop har foretaget. Og det er ikke kun pristildelingen, der får roser med på vejen, også selve sitets værdi bliver fremhævet af flere:

En bachelor-prismodtager skriver:

"Jeg bakker helt klart op om Lærerprofession.dk. Jeg havde meget glæde af at kunne se andre gode projekter for at forstå niveauet og omfanget af en bacheloropgave. Desuden gav andres opgaver mig ideer til opbygningen af mit projekt".

En anden fremhæver folkeskolen.dk og Lærerprofession.dk som gode inspirationskilder: "Opmærksomheden omkring mit projekt har bevirket situationer, hvor jeg har kunnet diskutere og skabe debat om projektets pointer".

En tredje kalder Lærerprofession.dk "et fantastisk initiativ" og et vigtigt element for professionen.

"Dels bliver der produceret god, anvendelig og ny viden, og dels kan en udsigten til en pris måske anspore til, at man lige gør det ekstra, der skal til", mener hun.

Lærerprofession.dk: Læreruddannelsen bør producere mere viden   

Anerkendelse i branchen 

En PD-prisvinder skriver, at pris har givet "en anerkendelse i branchen, der rækker ud over min egen omgangskreds", så hun nu er inviteret til at holde oplæg og kurser, og vejlederen har bedt hende være gæsteunderviser for kommende afgangsstuderende på diplomuddannelsen.

Om prisfesten skriver en anden: "Det var en meget stor oplevelse. Det betød meget, at det blev gjort til noget højtideligt og særligt med invitation af både skoleledelse og politikere. Priser, udmærkelser og anerkendelse er ikke noget, man er vant til som lærer, men jeg synes professionalismen og den faglige stolthed har god gavn af både oplevelsen og omtalen i medierne".

Lærerprofession.dk: "Man kan ikke undervise efter manual" 

En tredje synes, at det var "imponerende at så mange prominente mennesker havde forholdt sig til ens arbejde og endda inkorporeret elementer fra opgaven i talerne."

God - men ukendt

Det er ærgerligt, at Lærerprofession.dk stadig ikke kendes af alle undervisere og studerende på lærernes grund- og efteruddannelser, mener en deltager: "Jeg har faktisk ikke selv været så opmærksom på Lærerprofession.dk før nu, men jeg kan se, at der ofte bliver linket til artikler derfra på forskellige Facebooksider. Efterfølgende har jeg gjort flere lærere opmærksomme på, at siden kan være oplysende".

Evalueringen indeholder også kritiske kommentarer. En prismodtager ville gerne have kendt sin slutplacering før festen, og en anden synes, at begrundelsen for prisen ikke var særligt fyldestgørende.

Næste frist for indstillinger til offentliggørelse af bachelor- og pædagogiske diplom-projekter er den 20. august. Projekterne præsenteres løbende på lærerprofession.dk og i de faglige netværk på folkeskolen.dk, efterhånden som de kommer ind.

2018-prisfesten holdes fredag den 16. november, og årets festtaler bliver professor Lene Tanggaard.