Bogen er ikke en gyser. Heller ikke let underholdende sengekantslæsning. Den er en saglig brugsbog. Forfatterne ved, hvad de snakker om. De har begge været ansat i Undervisningsministeriet som fagkonsulenter og konsulenter i prøveafdelingen. Deres ærinde er at vise veje til en holdbar karaktergivning gennem teoretiske overvejelser og praktiske eksempler.

I første del af bogen beskrives formålet med at give karakterer. Nøgleværdierne i bogen præsenteres: reliabilitet, validitet, gennemskuelighed, troværdighed og retssikkerhed er rygraden i karaktergivningen. Censorers medvirken ved afgangsprøverne er med til at sikre elevernes retssikkerhed.

Man skal tilstræbe, at karaktergivning og eksaminationer måler de læreprocesser og det indhold, der er arbejdet med. Der skal være overensstemmelse med fagbeskrivelserne og evalueringen af fagene. Og ideelt set skal karaktergivningen være uafhængig af, hvornår, hvor og hvordan den finder sted. Den skal opleves som meningsfuld og troværdig af studerende, eleverne og af det omgivende samfund.

Forfatterne belyser i det indledende afsnit også den seneste udvikling set i et internationalt perspektiv og informerer om forskellige karakterskalaer og måder at evaluere og give karakterer på.

Resten af bogen er en grundig, jordnær gennemgang af karaktergivning i folkeskolen og de krav, afgangsprøverne stiller. Der er solid information om prøverne og praktiske forslag til, hvordan de kan afvikles bedst muligt.

Selv om forfatterne forholder sig positivt til afgangsprøverne og karaktergivningens nytte som motivation, disciplinering, dokumentation og information, har de ud fra deres nøglebegreber også kritiske bemærkninger til brugen af karaktergivning.

Karakterer er ikke objektive og ikke egnet til ranglistning af skoler. Der er ikke dækning for at regne Pisa-undersøgelser og karaktergivning for at være objektive, indiskutable kriterier for vurdering af en skoles hele liv. De flerfaglige prøver er problematiske, og anvendelse af en enkelt beskikket censor ved de skriftlige prøver i dansk fremmer ikke validitet og reliabilitet. Desuden er det inkonsekvent, at der i de officielle bestemmelser står, at karaktergivningen skal være målrelateret, samtidig med at man ved formøder efter skriftlig eksamen, blandt andet i forbindelse med digitale prøver, lægger et niveau efter en normalfordelingskurve.

Forfatterne savner også en mere konsekvent sammenhæng mellem de forskellige niveauer i bestemmelserne for fagene. For eksempel er prøvebestemmelserne ikke i tilstrækkelig grad ændret efter indførelse af de nye Fælles Mål.

Denne saglige kritiske holdning til sider af karaktergivningen er et godt supplement til de lalleglade udmeldinger om prøvernes fortræffeligheder fra Undervisningsministeriet og dets trofaste rygklappere og eftersnakkere.

Jeg kan roligt anbefale bogen til alle, der arbejder med karaktergivning i folkeskolen. Der er styr på tingene i denne bog, og man kan trygt følge dens anvisninger.