on

»Og de er faktisk rigtig negative« (kommentar)

Elever i 6. og 7. klasse kan godt finde på at vende ryggen til skolen, siger lærer. Men det er ikke kun, fordi de er i puberteten

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Søren Busch - der er lærer på Lykkebo Skole i Valby i København - skubber det nye nummer af »Vi Unge« hen over bordet. Det er slået op på en artikel, der handler om nogle af hans gamle elever. »Sådan gik det 9. klasse«, lyder overskriften.

En af de portrætterede elever, der nu går i teknisk gymnasium, giver det råd til »Vi Unge«s læsere, at de skal tage deres skolegang og uddannelse alvorligt. Han var en såkaldt »gardinhænger« i 6. klasse, fortæller Søren Busch. Nu er han nærmest stræber.

Søren Busch foreslog dengang, at de to 6.-klasser, der var fyldt til randen med det, som psykologen Ditte Winther-Lindqvist kalder anti-aktiviteter, blev brudt op, så der efter sommerferien var en klasse med en snes motiverede elever og en klasse med en halv snes mindre motiverede elever, i daglig tale lektieklassen og den lektieløse klasse. Skoleleder og kolleger var med på idéen, der blev en succes.

Så han kender alt til anti-aktiviteter, men han mener, at Ditte Winther-Lindqvist ser for snævert på det, når hun gør det til et udviklingspsykologisk fænomen.

Hun glemmer det sociale aspekt, mener Søren Busch. Når en dreng for eksempel kommer for sent den ene gang efter den anden, behøver det ikke at være en protest mod skolen. Det kan simpelthen også være et svigt fra forældrene, der ikke får ham op og af sted.

»Der er desværre en tydelig sammenhæng imellem forældres engagement i skolen og elevens deltagelse«, fastslår han.

»Og det kan man godt komme til at overse, hvis man kalder det pubertetsprojekt eller anti-aktivitet. Det er det også. Jeg kan godt finde elevtyper, hvor det er meget pubertet, og 'det er os mod alt muligt og voksne generelt', men det bekymrer mig, hvis man tror, at anti-aktiviteter er ren pubertet, for det sociale aspekt er større. Det kender vi på Lykkebo Skole temmelig meget. Så vi skal også have fat i skole-hjem- samarbejdet«.

»Når Ditte Winther-Lindqvist siger, at deres anti-aktiviteter er et opgør og deres stræben efter at blive unge, så lægger hun ansvaret over på de unge, og det har jeg problemer med, fordi skolen er lige så ansvarlig, og forældrene er mindst lige så ansvarlige. Når det drejer sig om undervisning og læring, så er der altså tre parter involveret«.

Eleverne opfatter det som usmart at have madpakke med i skole, siger psykologen. Søren Busch kan godt genkende problemet, men mener igen, at hun indsnævrer sin forklaring.

»Også her kan der være sociale årsager. Står mor og smører madpakken derhjemme, eller gør hun ikke? Jeg har elever, der siger: 'Det er, fordi jeg selv skal smøre madpakke'. Og det når hun så ikke om morgenen, og om aftenen fik hun det ikke lige gjort. Det kan være udtryk for en misforståelse fra forældrenes side: At nu er barnet blevet stort og skal klare sig selv. Jeg har også haft forældre, der har sagt, at det med lektier må han altså snart selv kunne klare. Det kan han så tilsyneladende ikke«.

Forældre og lærere fejlvurderer ofte, hvor meget børn i 6.-7. klasse selv kan, mener Søren Busch.

»Ham her«, siger han og peger på et foto i »Vi Unge«, »han var allerede i 7. klasse på min højde. Vi lærere tiltalte ham, som om han var ældre, end han var. Han var bare en lille dreng i et lidt stort hylster«.

Pædagogisk falliterklæring kalder Ditte Winther-Lindqvist den opdeling af elever, som Søren Busch har foranstaltet. Selv kalder han det en pædagogisk håndsrækning.

»Hun beskriver det som en sorteringsdeling, hvor man piller de mindre motiverede fra. Det var faktisk det modsatte, vi gjorde. Vi sagde: 'For at de elever ikke bare skal blive tabt - som de faktisk var på vej til - så skaber vi et rum for dem, hvor vi tager fat, hvor de er'. Hvis problemet bare var lektielæsning, jamen, så kunne vi fjerne dele af det og sige, så har vi ikke de problemer at slås med, og så starter vi dér«.

»Og det sjove er, at mange klarede sig rigtig godt til afgangsprøverne. Og alle klarede sig langt over forventning, både dem i lektieklassen og de lektieløse. Eleverne mente selv, at det var på grund af delingen. Det har vi selvfølgelig ikke belæg for at sige, men det mener vi også«.

Som udgangspunkt skal man ikke dele eleverne, siger Søren Busch, »men hvis vi kan se, at her har vi en gruppe elever, som vi risikerer at tabe på gulvet, så skal man sætte ind. Og det var faktisk det, vores deling gik ud på«, tilføjer han. »Hvordan får vi dem genmotiveret? Det er altså en anden type undervisning, der skal til. Man skal tage et andet hensyn til den gruppe end til dem, der i forvejen er motiverede«.

»Faktisk var det dem, der fik mest ud af det. Det var dem, der lavede det største ryk. De motiverede klarede sig også godt. De fik mere tid på undervisningssiden. I den anden klasse brugte vi meget tid på trivsels- og adfærdssiden. Men vi kørte dem jo netop ikke ud på et sidespor. Vi tog dem alvorligt og fik taget fat om det. Vi gav dem en ekstra chance, ellers ville de sandsynligvis være gået mere tabt i systemet«.

»Og de er, sådan som jeg er orienteret, alle sammen, fra begge klasser i øvrigt, i gang med videre uddannelse. Der er ikke nogen af dem, der ikke er kommet i gang«, siger Søren Busch. |

Læreren

Søren Busch er lærer på Lykkebo Skole i Valby i København, hvor han har været siden 1996, da han afsluttede sin læreruddannelse på Zahle.

»Jeg kan godt finde elevtyper, hvor det er meget pubertet, og 'det er os mod alt muligt og voksne generelt', men det bekymrer mig, hvis man tror, at anti-aktiviteter er ren pubertet, for det sociale aspekt er større« Søren Busch»Hvordan får vi dem genmotiveret? Det er altså en anden type undervisning, der skal til. Man skal tage et andet hensyn til den gruppe end til dem, der i forvejen er motiverede« Søren Busch