Specialklasser er under afvikling, og alle børn skal være en del af skolens inkluderende fællesskab, men mange er bekymrede for, om projektet kan lykkes, og nogle føler direkte afmagt, siger Pernille Agermose Karlsson i sit diplomprojekt fra Via University College. Bekymringen findes hos skolens professionelle, men sandelig også hos børn og forældre.

Både trivsel og inklusion?

"Begrebet inklusion bliver italesat både i samfundsdebatten og i min hverdag på skolen. Det er et af de hyppigst anvendte i min dagligdag som lærer, og det bruges både af aktører med tilknytning til skolen og alle andre", siger Pernille Karlsson.

Men stemmerne er flertydige, og holdningerne forskellige, refererer hun:

- inklusion er spareøvelser,

- alle har krav på at være en del af fællesskabet,

- inklusion er dårligt for fællesskabet,

- mangfoldighed gør stærkere,

- inklusion går ud over folkeskolens kerneydelse.

Hvordan kan man i arbejdet med børn og unge i vanskeligheder skabe inkluderende fællesskaber med resten af skolen? Alene elever med ADHD kan der nu registreres to til tre procent af i den danske folkeskole. Er det en mulig opgave, spørger Pernille Karlsson i sit projekt.

Fortællinger fra skolehverdagen

Hun har altså valgt udelukkende at have fokus på de professionelles oplevelser og praksis i diplomprojektet. Hendes problemformulering lyder: "Hvordan opleves og praktiseres inkluderende fællesskaber i en skolepraksis set fra de professionelles perspektiv? Hvordan kan en skolepraksis fremme både trivsel og inklusion?"

Empirien består en kvantitativ undersøgelse tre skoler i hendes kommune og indsamlede narrativer fra de samme skoler.

I den første del tager Pernille Karlsson afsæt i et projekt fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, som har undersøgt "om initiativerne efter skolereformen i inklusionens navn, har haft en effekt", fortæller hun. "I min empiri har jeg brugt det udviklede evalueringsskema til en mindre kvantitativ undersøgelse for at få indblik i, hvordan professionelle på skoler betragter egen praksis".

Den anden empiridel er lærere og pædagogers fortællinger om praksis. "Jeg har indsamlet narrativer på de tre skoler. Inden mødet var de blevet bedt om at overveje konkrete situationer, som for dem viste succesfuld eller manglende inklusion, og møderne med dem blev holdt, efter at de havde arbejdet med de udleverede evalueringsskemaer", fortæller hun.

Gennem narrativ dokumentation forsøger Pernille Karlsson "at afdække eksisterende kulturelle diskurser" og prøver at genkende den meningsproduktion, der foregår, for at gennemskue den pædagogiske praksis og ud fra sproget at kunne belyse de værdier, der danner baggrund for praksis.

"Jeg er klar over, at mine indledende kommentarer har haft væsentlig betydning for, hvad de har valgt at fortælle om. Narrativ dokumentation tager udgangspunkt i praktikerens egen producerede fortælling og bygger på den antagelse, at den virkelighed, vi erkender og oplever, er formet gennem sprog, begreber og sociale konventioner", siger hun.

Relationsudvikling som klasseledelse

Hvis man ønsker at styrke inkluderende fællesskaber burde man i stedet kalde klasseledelse for relationsudvikling i læringsfælleskaber, siger Pernille Karlsson i efter analysen af narrativerne.

"I skoleverdenen er klasseledelse et centralt begreb, hvor der lægges vægt på struktur og synlighed, men det kan samtidig være med til at skabe ekskluderende praksis. I stedet for klasseledelse kan man tænke relationsudvikling i læringsfællesskaber. Så bliver (uønsket) adfærd i stedet en invitation til at nytænke og bryde med 'vi plejer' og 'almindelige'. Nytænkningen kan i stedet blive startskuddet til at opfatte adfærd som invitationer til at ændre praksis", mener hun.

"Klasseledelse faciliteres af de professionelle ved at de påtager sig tydeligt lederansvar for at opbygge gode rutiner for samvær og samarbejde. Der skal være tydelig rammesætning og gennemtænkt organisering af arbejdsprocesserne. Det kræver flere kompetencer af den professionelle: at man kan tilrettelægge og lede læreprocesser på tværs af individuelle behov. At man samtænker social trivsel med faglig udvikling, at man er bevidst om medskabende sprog, at man har en anerkendende tilgang, og at man evaluerer undervisningsmiljøet", skriver hun.

Men i øjeblikket er der er en udviklingstendens i retning mod en individualiseret skole, som skyldes krav fra konkurrencesamfundet, mener Pernille Karlsson. Eleverne arbejder ofte med deres egne projekter, fælles gennemgang er reduceret, og der er hyppige gruppeskift. Det stiller store krav til elevernes sociale kompetence og deres evne til at tage selvstændigt ansvar. Vi bør være opmærksomme på udviklingen, "da den netop ikke fordrer fællesskabsopbyggende aktiviteter, men samtidigt er krævet qua samfundsudviklingen. Et fællesskab udvikles sjældent ved at fokusere på individet, det er er snarere omvendt, og måske ovenikøbet bremsende for det inkluderende fællesskab", skriver hun og mener, at tt individ kan kun være individ, hvis der fællesskaber, hvor individualiteten kan blomstre.

En måde at nytænke klassefællesskabet vil samtidig være at indrette sig anderledes, siger Pernille Karlsson. "Der er udviklet forskellige tiltag med kreative måder at tænke klasse på. Det inkluderende klasseværelse er et bud, hvor der er rum til at arbejde i klassen i forskellige zoner, samtidig med at der er fokus på arbejdsro og forudsigelighed. Her kunne man for eksempel finde plads til den dreng, som ikke kan sidde og vente i 'den almindelige klasserunde'.

Relationer er afgørende

Hvis inkluderende fællesskaber skal blive en realitet, er relationer af afgørende betydning, understreger Pernille Karlsson i projektkonklusionen. "Relationerne mellem skolens aktører, de professionelle og eleverne. Fællesskaberne er mangfoldige i skolen, hvor kommunikation og sprog er den lim, som giver fællesskaberne mening. At skabe inkluderende fællesskaber vil sige at være opmærksom på, hvordan sproget kan være både inkluderende og ekskluderende. Hvis de professionelle har modet til at gøre tynde historier tykke, og kigge nysgerrigt og kritisk på egen praksis og derved skabe alternative narrativer, vil inkluderende fællesskaber efterhånden blive en realitet", skriver hun.

Forskellene mellem det, der kom frem i spørgeskemaerne, og det, der sker i de professionelles praksis, viser, at arbejde med inkluderende fællesskaber forudsætter, at de professionelle i processen arbejder ud fra et fælles værdisæt og samme udgangspunkt. Det er det derfor vigtigt at give plads i skolekulturen, siger Pernille Karlson. Samarbejde er nødvendigt, men kvaliteten i samarbejdet er afgørende, understreger hun. Det er ikke nok at være to personer om en gruppe elever, hvis disse to professionelle ikke har mulighed for at forberede en fælles identifikation af problemer, implementering og evaluering. Og det kræver tid.

"Når der er diskrepans mellem elevernes oplevelse af trivsel og de professionelles  oplevelse af elevernes trivsel på, må der ændringer til. Ændringer som kan opstå, hvis man kigger kritisk og nysgerrigt på egen praksis. Hvis man bruger nogle af de redskaber, som nyere forskning har tilvejebragt med arbejde ud fra synlige mål og Deep Learning. Udviklingen i skolen og samfundet står midt i modsatrettede strømninger. I samfundet findes der tungtvejende efterspørgsel efter individualiserede, konkurrencedygtige samfundsborgere, hvor skolens kerneopgave har læring og trivsel som omdrejningspunkt. Skolens stigende tendens til individualisering medfører derfor en exceptionelt svær opgave at gøre skolepraksis på - en måde som både støtter inkluderende fællesskaber og individualitet", skriver hun.

Læring og trivsel opstår i det samspil, der foregår i den konkrete sammenhæng og i fællesskaber, der giver mening. De professionelles opgaven kræver derfor på en og samme tid fokus på den enkelte elevs styrker og på fællesskabet.

Gå sammen om at ændre praksis

Første prioritet er at de professionelle på skolen bliver bevidste om sproget og finder et fælles værdigrundlag at arbejde ud fra, siger Pernille Karlsson. Næste prioritet bliver at sætte ord på og aftale rammer for, hvordan samarbejdet skal foregå. Samarbejdet mellem støttelærer og faglærer kan kvalificereres ved at bruge tid på fælles planlægning og evaluering af undervisningen, og gennem fælles, struktureret reflektion over den feedback, de giver eleverne. Det vil give overskud til at være sammen om at se på praksis, mener hun.

"Ændring i praksis skal ske i det nære samarbejde på den enkelte skole, da det er her, der gives mulighed for videndeling. Mulighed for professionsudvikling sker lettest, hvis man besøger hinanden i hinandens praksis, og arbejder med struktureret erfaringsudveksling", siger Pernille Agermose Karlsson.

Se hele diplomprojektet: