Rapporten fortæller om lærernes og pædagogernes mange forskellige roller i løbet af en arbejdsdag. Der er mange skift på en dag, og de er i konstant bevægelse. Rapporten fortæller også, at børnene er hele meningen i arbejdet. Dem, der giver lærere og pædagoger energi. Dem og deres trivsel, der er det vigtigste.

Rapporten hedder "Alene - Med børnene i centrum" og er udarbejdet af Alexandra-Instituttet, der arbejder med organisationsanalyse og antropologiske analyser. De har her set på lærernes og pædagogernes professionsforståelse.

Undersøgelsen er bestilt af skoleforvaltningen i Silkeborg Kommune. Antropologer og konsulenter har observeret 11 lærere og 4 pædagoger fra seks skoler over to dage samt interviewet 53 lærere og 19 pædagoger fra skoler i kommunen. Der er altså tale om et kvalitativt studie over arbejdsforhold og samarbejde - eller måske rettere mangel på samarbejde. For det er her, det halter, når man spørger lærere og pædagoger.

Skolechef i Silkeborg: Ingen skal stå alene med opgaven

Kun lidt samarbejde

Anbefalingen fra Alexandra-Instituttet er: "Der er hårdt brug for at arbejde på at bringe fællesskabet tilbage til skolen for både lærere og pædagoger. Der er brug for at arbejde både med professionsbevidsthed og med professionelle læringsfællesskaber for at styrke den sociale kapital. Og der er brug for at udvikle en samarbejdskultur på skolerne, som flytter fokus fra individuel effektivitet til fælles ansvar både for forberedelse og undervisning".

Konsulenterne skriver, at når det pres, der opleves, kobles med at være alene, så forstærkes presset, og der er intet værn mod udfordringerne. De skriver, at lærernes svar på nogle af udfordringerne er at forsøge at arbejde endnu mere effektivt, at fokusere og prioritere, at undgå kontakt - og at være alene.

"Den overvejende del af lærere siger, at der er meget lidt eller intet samarbejde på tværs af skolen. De fleste savner fællesskabet. De synes, at skolen er blevet meget opdelt, og at man ved, hvad der foregår i ens eget team, men ikke noget om, hvad de øvrige kolleger beskæftiger sig med. De nævner manglende fællesmøder, manglende viden, tomme personalerum og manglende sammenhængskraft i skolen", lyder et citat fra rapporten.

Personalerummet står tomt

De lærere, der oplever et godt samarbejde, kommer primært fra små skoler, hvor alle kender hinanden, og hvor man har en række aktiviteter med børnene på tværs af skolen.

Lærere som arbejdsgivere for pædagoger

Det er alt samarbejde, det kniber med på skolerne, men især er det samarbejdet mellem lærere og pædagoger, der mangler. Mange oplever, at lærerne bliver arbejdsgivere for pædagogerne, definerer deres opgaver og sætter dem i arbejde. Det er lærerne, der bestemmer, hvordan dagen skal køres i skolen.

Pædagogernes arbejde er i nuet, og de fylder i høj grad huller ud i skolen. Når der mangler en vikar, når der er brug for en støtte, når der skal sættes en aktivitet i gang i en pause, når der opstår et akut problem, der skal løses.

Flere pædagoger i undervisningen

Samtidig har pædagogerne med skolereformen fået opgaver i skolen som at varetage lektiecafe, understøtte undervisningen, sætte bevægelsesaktiviteter i gang og arbejde med trivselsaktiviteter med eleverne. Rapporten konkluderer, at pædagogerne ikke blot har fået en ny rolle i skolen - de har fået mange forskellige roller i skolen.

Konsulenterne har også flere gange oplevet, at en pædagog skulle være to steder på samme tid - fordi koordineringen ikke fungerede.

"Det sværeste ….. Jamen, det er jo nok det her med ikke at kunne holde fast i, at jeg er her som pædagog og ikke som minilærer", som en pædagog siger.

Samtidig med at pædagogerne skal fylde alle mulige roller ud i skolen, så bliver de sjældent inddraget i planlægning og forberedelse. De møder op til en lektion og ved ikke, hvad der skal ske. For lærere og pædagoger har ikke fælles tid til møder, hvor de kan aftale og samarbejde om det, der skal ske i skolen.

"Jeg synes, det er svært at udfylde de timer. Jeg synes, der er mange timer, hvor jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal give mig til, fordi jeg mangler lidt føling med, hvad der sker i skoledelen. Det er svært at understøtte noget, når man ikke ved, hvad man skal understøtte. Det, synes jeg, er en af de store udfordringer", siger en pædagog i rapporten.

Konsulenterne har set mange eksempler på, at pædagogerne fungerer som aflastning af lærerne. Pædagogerne kommer ind, når lærerne skal til møde, til pause, skal forberede sig, er syge…..

Ifølge undersøgelsen er der omkring en tredjedel af pædagogerne, der beskriver samarbejdet som godt og ligeværdigt. To tredjedele beskriver samarbejdet som sporadisk og utilfredsstillende.

Lærerne "bruger" pædagoger

Det er lærerne, der forbereder undervisningen og dermed dem, der definerer, hvad der skal foregå. Konsulenterne fortæller, at mange af lærerne - sikkert ubevidst - taler om, hvordan de bedst "bruger" pædagogerne i "deres" undervisning.

"Den måde de bruges på i år. Det er til, når vi har teammøder. Så bliver de brugt til lektiecafe og bevægelse og sådan noget med børnene", siger en lærer.

"Vi har brugt vores pædagog i år til at stå for seksualundervisningen for eksempel", siger en anden.

Eller helt firkantet: "Det er mig, der har ansvaret, men det er også mig, der bestemmer - derfor behøver vi ikke at mødes", som en lærer siger.

Især oplevede konsulenterne fra Alexandra Instituttet , at det er lærere i udskolingen, der forholder sig negativt til pædagogerne. Udskolingslærerne har meget lidt samarbejde med pædagogerne og kan ikke se meningen med, at pædagogerne skal involveres i aktiviteter i skolen. Derfor kan de heller ikke se ideen i at bruge tid på samarbejde.

I rapporten skriver konsulenterne, at det er tydeligt, at nogle skoler er en kampplads, hvor både lærere og pædagoger bruger territoriale ord. De taler om faglige territorier, enemærker og om at blive trængt op i en krog. De skriver, at lærerne måske reagerer, fordi de i høj grad har følt sig angrebet på deres faglige territorium i forbindelse med hele skolereformens og arbejdstidslovens tilblivelse.

Men konsulenterne oplevede også, at der var sket en markant udvikling på de to år, der er gået med folkeskolereform og arbejdstidslov. På de skoler, hvor lærere og pædagoger samarbejdede tæt tidligere, dér er det nye samarbejde ved at finde sin form.

I Silkeborg Kommune har lærerne en lokal arbejdstidsaftale med forberedelsestid på seks timer hjemme om ugen.

Børn sidder meget på lange skoledage

Det er tydeligt, at skolerne stadig er i en omstillingsproces, konkluderer undersøgelsen. Lærerne drømmer om kortere dage i skolen, mens pædagogerne drømmer om længere dage - i SFO'en. At de har tid til at sætte et bål i gang og til at bage snobrød for eksempel.

8 ud af 10 elever synes, skoledagen er for lang

Lærerne er citeret for, at børnene lider under de lange skoledage. At de bliver trætte og stressede. "Det er det rene børneplageri, at de skal sidde her så længe", siger en lærer.

Konsulenterne skriver, at det måske netop er problemet, at børnene "sidder".  For på en del skoler sidder de længe. Børnene vil gerne mere ud og oplever undervisningen som stillesiddende.

"I interviewene ender flere af lærerne i det paradoks, at de på den ene side fastholder definitionsretten i forhold til, hvad den understøttende undervisning skal være, samtidig med at mange fraskriver sig ansvaret for, hvad der foregår i praksis", står der i rapporten.

Træt af dårlige undskyldninger: Alternativet indkalder til samråd om lange indskolings-dage

Konsulenterne konkluderer, at enten tager lærerne ansvaret, definerer og laver klassisk undervisning eller også tager pædagogerne ansvaret og sætter klassiske trivselsaktiviteter i gang. "Det er sjældent, at ansvaret tages i fællesskab, og dermed forpasser begge grupper muligheden for at bringe hinandens kompetencer i spil", skriver de i rapporten.

Snævert fokus på test

Lektiecafeen opleves som en kamp, står der i undersøgelsen. Her er det meget tydeligt, at man ikke har fundet en form, der fungerer.

"Jeg føler tit, jeg har sådan en rolle som bussemand, fordi det er der, de skal lave lektier, og det er svært for mig, for hvad har de egentlig for i lektier, og kan jeg hjælpe dem? Og det er faktisk ikke ret tit, jeg kan, for jeg er ikke uddannet til at gå ind og hjælpe dem og guide dem i lektier", siger en pædagog.

Observatørerne fortæller, at lærerne i nogle sammenhænge griber undervisningen anderledes an nu, end de egentlig gerne vil. Fordi de vælger at fokusere snævert på test og målopfyldelse. Det sker, fordi lærerne føler sig pressede på tid. Det er et paradoks, at børnene har fået flere timer, men lærerne oplever at være pressede på det, de skal nå i timerne. Således taler nogle lærere om, at de tidligere tog på ture, tænkte mere på det sociale liv i klassen og måske brugte drama i undervisningen. Men det gør de ikke mere, fordi de skal gøre eleverne klar til næste test, som en udtrykker det.

"Selvom den overvejende del af de interviewede i princippet er positive over for reformen, så udtrykker op mod halvdelen af pædagogerne og næsten to tredjedele af lærerne alligevel skepsis i forhold til reformen. Og denne skepsis handler primært om deres frihed og personlige manøvremuligheder efter reformen", står der i rapporten.

Disrespekt for lærerarbejde fylder

Der er meget, der presser ude på skolerne. Meget, der kan være med til at give et dårligt arbejdsmiljø. Inklusionen presser. Målstyring og test opleves som øget pres. Men den lokale arbejdstidsaftale virker frisættende for mange lærere, fortæller de. At de har seks timer ugentligt, hvor de kan forberede sig hjemme - det er med til at give lærerne en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv. De, der ikke oplever balance i arbejdslivet, er de nyuddannede lærere. De kæmper med at nå det hele og med at finde det rette niveau for forberedelse.

Gruppetilbud hjælper stressede lærere

Men den største trigger for lærerne er faktisk, hvordan deres omdømme er i samfundet. Befolkningens holdning til lærerstanden, at lærerne oplever disrespekt for deres arbejde - det fylder meget. Den næststørste trigger for lærerne er deres syn på sig selv. At de må gå på kompromis, fordi de ikke har tid, at de må møde uforberedt op nogle gange og lave uspændende undervisning.

Udefrakommende krav og at arbejde for meget er andre triggere for lærerne.