Social arv
0   892

Ildsjæl skaber mønsterbrydere

Tryghed får elever til at bryde negativ social arv. Sådan lyder det fra pensioneret lærer Rasmus Brock. Han tager udfordringen op, når han møder børn som Siddik Lausten, der bærer deres baggrund som en tung byrde.

Offer. Da Siddik Lausten for første gang i 6. klasse trådte ind på Molsskolen, var det følelsen af at være et offer, han slæbte med gennem døren. Hans mor var gået ud af skolen i 7. klasse, var på kontanthjælp, havde fået sit første barn som 16-årig og havde født fire børn, før hun fik Siddik med en tyrkisk mand.

De første år af Siddik Laustens skoleliv foregik i Aarhus' belastede boligkvarterer, hvor han boede med sine søstre og mor.

Artiklen fortsætter under banneret

Han blev ikke direkte smidt ud af de første skoler, han gik på, men han blev tydeligt bedt om at gå.

Mønsterbryderi

»Velfærdsstaten gjorde mig til mønsterbryder 
- pas godt på den!«


Sådan lød overskriften på et debatindlæg i Politiken, som Siddik Lausten skrev i april. I debatindlægget nævnte han sin lærer Rasmus Brock som en del af velfærdsstaten, der gjorde Siddik Lausten til mønsterbryder. Folkeskolen aftalte derefter et interview med Siddik Lausten og Rasmus Brock for at komme tættere på, hvordan en lærer kan spille en rolle i en mønsterbryders liv.

Siddik var bange. Bange for at få bank af de andre. Bange for at blive fjernet fra hjemmet af kommunen. Familien flyttede til Mols, hvor de kunne leje en dårlig istandsat gård til kun 2.000 kroner om måneden.

»Jeg flyttede ind med historien. Jeg så mig selv som offer. Jeg havde fattige forældre. Jeg var mørk. Jeg fik skyld for mange ting, som jeg ikke gjorde. Jeg havde ondt af mig selv«, siger Siddik Lausten.

Han mødes i dag med sin gamle lærer Rasmus Brock i sin lejlighed på Vesterbro i København. Folkeskolen har bedt de to sætte hinanden stævne.

»Vi andre havde ikke behov for at have ondt af Siddik, for det havde han i høj grad selv«, siger Rasmus Brock.

Den første uge på Molsskolen blev Siddik Lausten sendt uden for døren tre gange.

Danmark vil bryde social arv

Pisa-undersøgelsen fra 2012 viser, at forældres sociale, økonomiske og kulturelle status slår kraftigere igennem i elevernes matematikresultater i Danmark, end den gør i de øvrige nordiske lande. Da tallene kom frem, spurgte undervisningsminister Christine Antorini: »Hvad skal der til, for at alle børn reelt har en chance i Danmark?«

Nærvær og tryghed, lyder lærer på Molsskolen Rasmus Brocks svar på undervisningsministerens spørgsmål.

Men det tænkte han ikke på, da han i 1990 stoppede Siddik Lausten, der råbende jagtede tre yngre elever hen ad Molsskolens gange. Da Rasmus Brock fik bragt drengen til ro, brugte han tid på at forklare, hvorfor Siddik Lausten ikke skulle råbe.

»Der vil altid være ting, du synes er urimelige. Sådan bliver det resten af dit liv. Hvis du råber, vil de andre råbe igen. Du vil altid tabe ved at råbe højt. Du skal have overskud. Det er den eneste måde, du kan vinde på«.

Cirka sådan lød Rasmus Brocks ord dengang, er både lærer og elev enige om i dag.

Egentlig havde Rasmus Brock slet ikke timer i Siddik Laustens klasse. Men Rasmus Brocks undervisning foregik ofte på gangene eller udenfor. Siddik stod tit uden for døren, og derfor mødte han Rasmus Brock. Han gik også i klasse med lærerens søn.

Og Rasmus Brocks hjem to hundrede meter fra skolen var altid åbent for de elever, der havde brug for det. Hans kone Ulla var indforstået med, at der tit sad elever i sofa­en og ventede på, at Rasmus Brock kom hjem.

»I havde tid til os. Egentlig var skolen udvidet ned ad vejen. Vi vidste jo, hvor nøglen var. Så kunne vi sætte os ind og vente i sofaen«, siger Siddik Lausten.

Men Rasmus Brock er ikke helt enig.

»Jeg havde ikke tid. Jeg havde fuldtidsjob og 30-40 timer hver uge som frivillig i idrætsforeninger. Men jeg gav jer lov til at være, hvor jeg var. Når jeg lavede mad, var I med. Når jeg var på fodboldbanen, kunne I være med. I følte en tryghed i, at jeg og Ulla var der. I havde altid lektier med og kom for at spørge. Men i virkeligheden ville I bare snakke. Og vi lyttede og gav os tid til nærvær«, siger Rasmus Brock, som også i flere perioder har haft elever boende hos sig og fire gange i sit lærerliv har haft elever i pleje i op til et år ad gangen.

»Rasmus havde jeg sindssygt meget respekt for. Det havde jeg ikke, når jeg kom op til skoleinspektøren. Der var også lærere, jeg var bange for. Men Rasmus havde jeg respekt for«, understreger Siddik Lausten.

»Sådan er det jo. Det giver ingen mening at skælde ud, hvis man ikke først har opbygget respekt. Eleverne bliver jo kede af det, hvis de mister noget af den respekt, man bygger op«, siger Rasmus Brock.

Hadelæreren

I den nye folkeskolereform er et af målene, at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.

Da Siddik Lausten kom til Molsskolen i sjette klasse i 1990 kunne han næsten ikke læse og slet ikke stave. Men Rasmus Brock fandt hurtigt ud af, at den temperamentsfulde dreng med de mørke øjne havde en virkelig god hukommelse. I weekender og i ferien spillede de Trivial Pursuit.

»Han var god til at se, at konkurrencer motiverer mit intellekt. Jeg tror, vi har spillet 800 spil Trivial. Jeg er god til at huske. I 8. klasse kunne jeg alle statsministre og udenrigsministre siden 1929 udenad«, siger Siddik Lausten.

»Siddiks problemer havde intet med intelligens at gøre. Det har noget med tryghed at gøre. Man må skabe et sikkerhedsnet under mennesker. Hvis elever føler, at de bliver bekæmpet af samfundet, så begynder de at bekæmpe samfundet. Alle kunne se, at Siddik brugte sin intelligens tåbeligt«, siger Rasmus Brock.

Selv om han havde sin gang i Rasmus Brocks hjem, røg Siddik Lausten stadig uden for døren i skolen.

»Det blev pinligt, når jeg mødte Rasmus på gangen. Jeg skyldte ham jo ikke at ende der så tit«.

»Alle de halve timer, jeg har brugt på at forklare dig, hvad du kan. Så ligger der også en forventning om, at du ændrer dig«, siger Rasmus Brock.

Siddik Lausten tror, at han faktisk godt kunne være endt med at blive smidt ud af skolen i 9. klasse.

»Der var en lærer, som jeg ikke kunne lide. Hun sagde til mig, at jeg ikke kunne komme på gymnasiet. Jeg følte, at hun hadede mig. Det var hende, der var skyld i, at jeg ikke kunne noget. Hvilket er løgn, for det var hende, der lærte mig at læse«.

Men netop den lærer blev en drivkraft, som var med til at få Siddik Lausten gennem hf. Først var han dog forbi handelsskolen og også en butiksuddannelse. Men han ville være folkeskolelærer, og derfor skulle han på gymnasiet.

»Rasmus havde et trick. Hvis jeg havde bestået en eksamen eller en uddannelse, så sagde han altid, at han ville fortælle det til min tidligere lærer. Det så jeg som en motivation for at gå videre og 'skuffe' hendes forudsigelse«, siger Siddik Lausten.

»Men det var ikke et trick«, siger Rasmus Brock. »Jeg fortæller altid de andre kolleger, hvordan det går - og selvfølgelig fortæller jeg det også til hende«.

Samfundets tunge bund

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fra september i fjor viser, at selv om skiftende ministre har haft den sociale arv som mærkesag, er det blevet sværere for børn at bryde forældrenes mønstre. Siden 2001 er andelen af unge med ufaglærte forældre, der bryder den sociale arv, faldet fra 59 procent til 54 procent.

Siddik Lausten er i dag 37. Han er gymnasielærer og samfundsdebattør. I Politiken i foråret takkede han velfærdsstaten for, at han slap fri af sin negative sociale arv. Men 67-årige Rasmus Brock får en stor del af æren.

»Jeg havde brug for den motivation, han gav, men også for de krav og irettesættelser, han fandt nødvendige - og jeg vil påstå, at han er mindst 90 procent af årsagen til, at jeg i dag er mønsterbryder«, skrev han for et par år siden, da han indstillede Rasmus Brock til Politikens undervisningspris.

Rasmus Brock er i dag gået på pension, men træner stadig børn i fodboldklubben. Hans egne to børn arbejder som folkeskolelærere.

»Men de er ikke lærere, som jeg var. Jeg var lærer - det var ikke et arbejde. Sådan er det ikke mere. Arbejdstidsloven har ødelagt det. Nu skal man være lærer fra 8-16, og så har man fri. Jeg tror, det bliver meget svært at få det gamle tilbage«, siger Rasmus Brock. »I 90'erne gik det fra tillid til mistillid. Det slog noget i stykker for børnene og for skolen. Man kan ikke have nærhed, når der skal sættes tid af til det«, siger Rasmus Brock.

Siddik Lausten forsøger i dag selv at få unge ud af offerrollen blandt andet som mentor for unge på Nørrebro og i sit arbejde som gymnasielærer.

»Men det er svært at bryde mønstre, når der ikke er tid og rum til det. Man kan ikke være ildsjæl på kommando«.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ