Vordingborg Kommune
4   548

Lærerne: Hvorfor spurgte de aldrig os?

Marianne Madsen og Peter Fisker har altid været glade for deres lærerjob på Svend Gønge-Skolen. Men når skolen skal rumme 20 nye inklusionsbørn uden ekstra resurser, og man ikke længere har overskud til at tage sig af børn, der sidder og græder, er det svært at holde modet oppe.

I dag kan Marianne Madsen opleve sig selv gå forbi en elev, der sidder på gangen og skriger i frustration. »Man når dertil, hvor man tænker: Det er ikke mit barn. Jeg er nødt til at nøjes med at tage mig af mine egne«. Sådan ville hun aldrig have reageret for et år siden. Men der er intet overskud tilbage.

I efteråret 2011 fik lærerne i Vordingborg Kommune at vide, at der skulle laves ny skolestruktur. I foråret 2012 fik de at vide, at skolelederne skulle byttes rundt. Og 14 dage senere kom beskeden om, at ingen lærere kunne forvente at blive på deres nuværende skole. Alle skulle udfylde papirer med, hvor de helst ville være.

Artiklen fortsætter under banneret

»Alle følte sig meget usikre. Det har stor betydning for folk, hvem deres leder er, og hvilke kolleger de har. Vi ville jo helst blive, hvor vi var. I sidste ende var det meget få, der blev flyttet, men det gav en masse uro. Og alle de andre ændringer, der kom væltende, blev langt sværere af, at vi ikke havde vores leder, som vi var glade for«, fortæller Peter Fisker, som er lærer og arbejdsmiljørepræsentant på skolen.

Vi gør børnene en bjørnetjeneste

Svend Gønge-Skolen modtog 20 nye visiterede elever efter sommerferien, så de nu har i alt 35 børn med særlige behov på en skole med 483 elever. Hidtil havde deres 15 specialundervisningselever været samlet i to specialklasser med tre fuldtidslærere, en pædagog og en medhjælper. Nogle af børnene var med i normalklasserne i enkelte timer, mens dem med svære diagnoser kun gik i specialklassen. Nu skal samtlige elever inkluderes i normalklasserne, men virkeligheden er ikke helt sådan endnu.

Da lærerne startede efter sommerferien, havde de ikke færdige skemaer, og de vidste først efter skolestart, hvilke elever de ville få ind.

»Nogle elever kan godt inkluderes, og der er bestemt også succeser imellem. Jeg har en, som helt tydeligt har rigtig godt af at kunne spejle sig i de andre børn. Men der er altså også nogle, der overhovedet ikke magter de andre børn. Vi gør dem en stor bjørnetjeneste, for det her er slet ikke det, de har behov for«, siger Marianne Madsen.

Lærerne føler sig pressede

Samtidig med inklusionen og den nye økonomiske fordeling har kommunen også indført heldagsskole, holddeling og linjer i udskolingen. Men lærerne kan ikke se, hvordan det skal hænge sammen. Skolen har fået et påbud fra Arbejdstilsynet for dårligt arbejdsmiljø, og lærerne føler sig pressede.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke har spurgt os lærere om, hvordan vi mente, man kunne lave den bedste skole for børnene. Vi kunne fint have fundet en måde, hvorpå vi kunne inkludere flere, hvis vi var blevet spurgt, og det hele ikke skulle hastes sådan igennem«.

Normalbegrebet flytter sig

De to lærere fortæller om, hvor svært det er at have børn med så forskellige behov og niveauer i klassen.

»Vi har intet fået at vide om de nye børn. De var der fra dag ét, og så kunne man gå op og læse i en mappe om dem. Det har godt nok været skrækkeligt. Der er børn, der skriger i flere timer heroppe, fordi de har det så dårligt. Og hvis jeg går hen til dem, bliver jeg kaldt fede luder og slået på. Det er simpelthen så hårdt at se på, at de har det så dårligt«, siger Marianne Madsen.

Peter Fisker har en dreng fra områdets opholdssted, som bare går fra timerne.

»Der er sket et skred for, hvad der er normalt. Det er sværere at holde på dem, der ligger på grænsen, for de andre ser, at han skrider, og så gør de det også. Der er meget løberi på gangene til stor frustration, og det smitter. Når vi får nye børn ind, så skal vi se på dem som normalelever. Vi må ikke kalde dem inklusionselever, for så skal de jo have støtte«.

Peter Fisker har drengen Mads i klassen, hvis mor har klaget. Hun har som den eneste ud af 12 fået medhold i sin klage. Det undrer ham, at der ikke er flere forældre, der har klaget over den nye situation.

Økonomien er blevet sværere

Med de nytilkomne er 7,2 procent af Svend Gønge-Skolens elever visiteret til specialundervisning. Det er dobbelt så mange som kommunegennemsnittet. Vordingborg Kommune har samtidig med den nye fuldinklusionsstrategi ændret tildelingsmodellen, så man ikke længere får tilskud til elever med særlige behov. Pengene til specialundervisning er lagt i den samlede pulje, så skolerne får samme lidt højere beløb til alle elever. Det er en fordel for for eksempel Kulsbjerg Skole, som kun har 0,7 procent visiterede elever, men anderledes ser det ud for Svend Gønge-Skolen.

»Vi oplever, at vi har fået 20 ekstra børn med særlige behov og kun en halv lærerstilling ekstra. Resten skal dækkes af de timer, vi allerede har. Vi har fået forklaret, at når pengene bliver fordelt til alle, så bliver der mere tid til alle. Det er sikkert rigtigt på nogle af de andre skoler, hvor de har fået flere penge, men ikke flere specialbørn. Men på Svend Gønge-Skolen er vi havnet i fedtefadet, for vi ligger i et belastet område og har børn fra et opholdssted«, siger Marianne Madsen.

Hvis lærerne går til ledelsen og siger, at et barn absolut ikke kan inkluderes, så er beskeden den, der er givet fra kommunen: Hvis et barn skal sendes til Kompetencecenter Kalvehave, så koster det skolen 300.000 kroner. Det er det samme som at fyre en lærer.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ