Anmeldelse

Mickybo & me

Mickybo & me

"Mickybo & me" er et fantastisk mediemateriale om to drenge fra Belfast, der i 1970 forenes i et tilsyneladende ubrydeligt venskab

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I tidens løb har mange engelsklærere undervist i emnet Nordirland i overbygningen. Nu er der udgivet et meget interessant materiale, som er fortrinligt til undervisning i netop dette tema.

Fakta:

Titel: Mickybo & me

Forfatter: Bitten Mortensen, Poul Otto Mortensen

Type: Bog med cd + dvd

Forlag: Forlag Malling Beck

"Mickybo & me" er en fantastisk film om to drenge fra Belfast fra hver sin side af broen, der skiller protestanter og katolikker. Historien foregår i 1970, der blev starten på "The Troubles". Den politiske og religiøse konflikt danner baggrund for historien, men hovedvægten ligger på venskabet mellem den fattige, katolske dreng Mickybo og den protestantiske middelklassedreng Jonjo.

Filmen starter med et flashback tredive år senere, men hurtigt derefter oprulles historien om Mickybo og Jonjo. Mickybo er den frække, charmerende dreng, der er vant til at klare sig selv i en stor, fattig familie. Han småstjæler og laver ulykker. Da han tilfældigt møder Jonjo, forenes de i et tilsyneladende ubrydeligt venskab. Det varer ikke længe, før Mickybo får den mere generte og sky dreng med på løjerne.

De ser filmen "Butch Cassidy and the Sundance Kid", som inspirerer dem til at løbe væk hjemmefra. Tanken er at ende i Australien, men undervejs på deres færd ender de kun på den anden side af grænsen i den sydlige del af Irland.

De går så grueligt meget igennem, men til sidst ender de hjemme hos deres forældre. Desværre er der i mellemtiden sket noget forfærdeligt i begge hjem. Jonjos mor har forladt faderen på grund af hans kroniske utroskab, og og Mickybos far er blevet dræbt af en protestantisk skudsalve i sin yndlingspub.

Denne sidste ulykke fører til, at deres venskab brydes, og filmen slutter med et flashforward, hvor Mickybo sidder i sin fars gamle bar og læser et brev fra Jonjo. I modsætning til Mickybo er det lykkedes for ham at flygte fra Belfast og nå til Australien.

Filmen er den ene del af en spændende mediepakke, som i øvrigt består af elevbog, lærervejledning og cd. Elevbogen indeholder blandt andet filmmanuskriptet til tre dele af filmen, og desuden er der masser af baggrundsmateriale, heriblandt nogle af de dejlige, irske sange, der bliver brugt i filmen. Jeg har kun en lille indvending imod bogen, som bør rettes i næste oplag. Forlaget har desværre fået byttet om på de katolske og de protestantiske områder på et kort over Belfast.

Lærervejledningen giver en udførlig introduktion til arbejdet med filmen. Der er mange variationer af opgaver, som kan give anledning til undervisningsdifferentiering. Eleverne kan for eksempel arbejde med nogle af de sange, der bliver brugt i filmen.

Sidst, men ikke mindst, afrundes mediepakken af en rigtig god cd, der indeholder oplæste tekster fra elevbogen. Teksterne er mesterligt indtalt af Michael Rosen samt Hannah og Edward Broadbridge.

Helhedsindtrykket af mediepakken er meget positivt, man får virkelig lyst til at gå i gang med dette fascinerende og indbydende materiale.