Lærer til lærer
8   843

En personlig beretning om en læreruddannelse syd for Ækvator

En personlig beretning om min erfaringer og oplevelser omkring store klassekvotienter og alarmerende arbejdsvilkår i forbindelse med mit studieophold i Kenya som tredjeårsstuderende i Silkeborg.

En personlig beretning…… om en læreruddannelse syd for Ækvator

Læreruddannelsen er fyldt med muligheder og udfordringer uden for seminariet fire vægge, og jeg er så heldig at have grebet én af dem. Projektet, jeg deltager i, er internationalt og hedder Global Awareness.

Jeg pakkede rygsækken i slutningen af august, forlod min familie og kæreste i Herning og begyndte min rejse med en forhåbning om et anderledes, men personligt, udviklende semester i udlandet. De første fem uger tilbragte jeg i Holland med 24 andre europæiske studerende med forskellige studieretninger, perspektiver og forventninger til opholdet. Skemaet var spækket med emner som stresshåndtering, førstehjælp, kulturelle forskelle, kulturchoks og meget andet, og de første fem uger skulle forberede os på det uundgåelige kulturchok, som angiveligt skulle vende vores verdener op og ned – uanset hvilket tredjeverdensland vi skulle til.

Nu sidder jeg i Kenya, hvor jeg samarbejder med lærerne på en sponsorskole, hvor alle elever er forældreløse og størstedelen har mistet deres forældre til HIV/AIDS. Børnene bor hos værger i lokalområdet, men de har ikke råd til at betale skoleskat, og derfor er de specielt udvalgt som sponsorbørn. Jamilo School, hvor jeg har min base, er privatsponseret, så vilkårene her er bedre end de offentlige skoler, men sårbarheden hos eleverne er den samme. Jeg har arbejdet på skolen i en måned nu, men allerede efter den første dag oplevede jeg de skolekulturelle forskelle fra danske skolekultur.

Artiklen fortsætter under banneret

Kritiske klassekvotienter og alarmerende arbejdsvilkår

Foruden mit arbejde på Jamilo School har jeg indtil videre besøgt og undervist på elleve andre offentlige skoler i området og sikke et syn, der mødte mig første gang, jeg trådte ind i en skolegård. Bygninger af ler og sten tætnet med halm og komøg, elever klynget sammen ved de få borde, der var og resten placeret på jorden. Propfyldte lokaler, ni elever om at dele én matematikbog og alligevel så størstedelen af eleverne glade og imødekommende ud. Bag facaden ser alt dog anderledes ud.

På den første skole, som jeg besøgte, var skoleinspektøren meget glad for at møde mig, og have en "hvid lærer” på besøg. Han viste mig rundt på skolen, og da vi kom til indgangen i 4. klasse, sagde han, at jeg bare kunne gå i gang. Jeg spurgte forundret, hvad han mente, og hans svar var: ”Er du ikke lærer? Bare undervis dem. Læreren er taget hjem og vi vil lære fra dig”. Og så gik han. Der stod jeg tilbage uden nogen som helst anelse om, hvad jeg skulle stille op med en kenyansk 4. klasse. Forsigtigt stak jeg hovedet ind i det mørke komøglokale og så 94 sæt forventningsfulde øjne stirre direkte på mig. Jeg må indrømme, at min første tanke var at finde den nærmeste nødudgang!

Mine første skridt var tøvende, men efter at have snakket med eleverne og fundet frem til, at de skulle have matematik, måtte jeg kickstarte alle mine improviseringsredskaber fra mine to første år på seminariet.

Eleverne var stille, lyttede og lavede deres opgaver. Lærerne her kalder eleverne for disciplinerede – jeg kalder dem robotter. De svarede på mine spørgsmål, men svarene var præget af automatik og personlig stillingtagen eller refleksioner er absolut ikke velkommen i undervisningen. Nogle af eleverne sov i timen, fordi de ikke har spist i to eller tre dage. Andre sniffede lim for at holde sulten nede. Det var et frygteligt syn. Det var frygteligt, fordi jeg var magtesløst. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dem alle mad, men bare på den her skole var 92 procent ekstremt fattige og spiste kun to eller tre gange i ugen.

Lærerjobbet i Kenya kun forholder sig til videregivelse af viden, men det betyder ikke, at jobbet altid lige nemt og barmhjertigt. Lønnen er lav, og en typisk arbejdsdag strækker sig fra halv otte om morgenen til fire om eftermiddagen, seks dage i ugen. Alle lærere har halvanden times pause midt på dagen, når eleverne holder ”frokostpause”. Med mangel på lærere i skolerne og undervisning hele dagen kan man nok forestille sig, at det ikke ligefrem er innovativ forberedelse, der er afsat mest tid til.

Tankpasserpædagogik

Efter min første undervisningstime på den offentlige skole besluttede jeg mig for at snakke med klasselæreren om mine oplevelser. Jeg spurgte hende, om hun overvejer elevernes personlige og sociale udvikling, når hun tilrettelægger undervisning. Hendes svar var tydeligt. Nej! Hun havde ærlig talt ikke tid og resurser til sådanne overvejelser. Det vigtigste er at få eleverne til at bestå deres eksamen, så de kan rykke en klasse op i systemet, og derfor er de sociale færdigheder ikke relevante. Hun fortalte mig, at fokus kun er på de faglige kompetencer, da eleverne ikke skal sætte spørgsmålstegn ved lærerens undervisning.

Foruden manglende fokus på social og personlig kompetenceudvikling er der heller ikke elever med specielle behov i skolerne. Indtil videre har jeg besøgt 12 forskellige, offentlige folkeskoler og hver gang jeg har lavet et interview, siger alle lærerne, at skolen ikke har børn med specielle behov. I mine ører lyder det forunderligt, men med tanke på deres fokus på faglige kundskaber, kan jeg regne ud, at de ikke tillægger børn med specielle behov nogen værdi. De er dog ikke helt blinde for omverdenen, for når jeg for eksempel spørger dem, hvorfor aldersforskellen i fjerdeklasse varierer mellem ni og 13 år, for så ved de godt, at nogle elever har sværere ved at lære, men herefter er kommentaren, at de ikke har tid til at tilgodese elevernes forskellige læringsforudsætninger. Jeg er sikker på, at lærerne ville gøre en indsats under rette vilkår, men med én lærer og 94 elever i én klasse, så synes opgaven at være uoverskuelig og til dels urealistisk.

Jeg skriver ikke dette for at gøre grin med det kenyanske skolesamfund, men for at sætte det i perspektiv til vores eget.  I Kenya er hele samfundet styret af eliten – de ved mest og resten følger efter. Det er et kollektivistisk samfund, hvor gruppen tillægges størst betydning, og de forstår slet ikke relevansen af personlig udvikling, når jeg forklarer om vores formålsparagraf.

Kristendomskundskab i den kenyanske skole

Kenya er et kristenkatolsk land, hvilket har rigtig stor indflydelse og betydning for befolkningen. Som kommende kristendoms- og religionslærer er det derfor meget givende for mig at undervise i skolerne i lokalsamfundet. Der er dog én betydningsbærende forskel fra det danske curriculum til det kenyanske – forkyndelse i undervisningen! Lærere og elever tager det som en selvfølge her, at jeg er troende kristen, når jeg underviser i kristendom, hvilket nogle gange resulterer i komplikationer og misforståelser. De har ét syn på Gud og Biblen, og det er vigtigt at indtænke i undervisningen. Her nytter det ikke noget at præsentere dem for andre religioner eller trosretninger, da der simpelthen kun findes én sand – kristendommen. I starten var det en stor udfordring for mig at undervise, da der ikke sættes spørgsmålstegn ved den kristne sandhed og det var dermed ikke tilladt at diskutere, hvordan budskabet i Biblen skal forstås.

Efter mange times observationer på forskellige skoler og forskellige klassetrin begyndte jeg mit eget forløb om Skabelsesberetningen. Forløbet byggede på principper fra Cooperative Learning og jeg var meget spændt på, om robothjernerne kunne omstilles til at deltage aktivt i kommunikationsprocessen eleverne imellem. Det gik både godt og skidt. I de klasser, hvor læreren var til stede, faldt forløbet fuldstændig til jorden, men i de klasser, hvor jeg underviste alene, var eleverne mere omstillingsparate til den nye undervisningsstil end jeg havde forventet. Først læste jeg Skabelsesberetningen op og vi inddelte den i syv dage. Bagefter lavede vi ”Quiz og byt” med spørgsmål, der omhandlede oplæsningen og de elementer, som Gud skabte i løbet af de syv dage. Herefter blev eleverne inddelt i CL-grupper, hvor de skulle bruge strukturen ”Bordet rundt” til at argumentere for, hvilken dag de mente, var den vigtigste. I de klasser, hvor det ikke faldt til jorden, afsluttede vi forløbet med at tegne de syn dage og hvilke ting, Gud skabte. Her er et par eksempler fra en 2. klasse. Min personlige favorit er Dag 7, hvor eleverne tegnede Gud i sin seng, fordi han slappede af.

Selvom dette afspejler et vellykket forløb, så tager det mange timer og kræfter at tilrettelægge og udføre et simpelt forløb hernede, da eleverne ikke er vante med arbejdsgangen. Desuden er det svært, fordi elevernes evne og lyst til udfordringer ikke normalt bliver stimuleret i undervisningen og hverdagens udfordringer, men jeg ved også, at det er hele samfundsstrukturen, der skal ændres, hvis eleverne på længere sigt skal lære at tage stilling og blive selvstændige individer. Kenya er et nyt, selvstændigt land og meget langt fra at udvikle dette børnesyn og dannelsesideal.

Rygsækken fyldes

Det er en oplevelse som uundgåeligt sætter min personlighed og min faglige lærerprofession i perspektiv. Vores verdener er vidt forskellige og umulige at sammenligne, men at kunne gøre sig erfaringer som lærer i et tredjeverdensland er helt unikt for min kommende lærerprofession. Efter at have undervist en klasse på 94 elever, synes en klassekvotient på 28 som privilegeret, nemt og uden udfordringer, men efter at have mødt uselvstændige robotelever, er jeg dog taknemmelig for, at vi har andre mål i vores formålsparagraffer end automatisk indlæring.

Foruden min personlige udvikling lærer jeg også, hvordan jeg kan tilrettelægge undervisningsforløb uden brug af computer, interaktive tavler og alt muligt andet elektronik. Nogle gange synes jeg, at elektronikken overtager undervisningen i Danmark, og derfor nyder jeg at komme ”back to basic”. IT og computere er bestemt i nogle undervisningsforløb og -situationer, men her må ideer komme på baggrund af de begrænsede midler, jeg har. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg bare kunne tilslutte computeren til projektoren og gå i gang, men jeg er sikker på, at alternative undervisningsformer vil styrke min kreativitet, når jeg skal planlægge det næste undervisningsforløb i en dansk skoleklasse.

Jeg har stadig to måneder tilbage i Kenya, inden jeg vender snuden hjemad mod Danmark – forhåbentlig med endnu flere erfaringer og nye ideer til undervisning.

 

Trine Rydder HenriksenHerningLærerstuderende i Silkeborg3 år – kristendom/religion


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Religionsnetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Religionslærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
997 andre er allerede tilmeldt

Netværket Praktiklærere er for alle, der tager sig af de lærerstuderendes praktik på folkeskolerne, og andre med interesse for området. I samarbejde med Praktiklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
167 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
355 andre er allerede tilmeldt