PD-projekt Inklusion
0   918

Elever med ADHD kan inkluderes, hvis de har en tryg base

Elever, der er diagnosticeret med ADHD, skal inkluderes i almindelige klasser. Men de har brug for en ”oase”, de kan vende sig mod, Og så er det vigtigt, at lærerne i klasserne og i ”oaserne” arbejder tæt sammen. skriver Lillian Malling i sit diplomprojekt.

"Jeg har, inden de forlod skolen, ofte stillet mig selv spørgsmål af typen: Får de en uddannelse? Får de et job? Får de en kæreste, som de bliver sammen med? Får de venner, som holder ved? Kan de klare at bo alene? Føler de sig som deltagere - inkluderede - i de forskellige arenaer, de optræder i," spørger Lillian malling i sit pædagogiske diplomprojekt fra Professionshøjskolen Via.

"Det påvirkede mig meget at opleve drengene give udtryk for, at de havde lært at leve med deres ADHD diagnose, men at det på forskellig måde stadig fylder meget i hverdagen,"  skriver hun i afhandlingens sidste afsnit.

Artiklen fortsætter under banneret

Inklusion på længere sigt?

Formålet med Lillian Mallings projektet var at undersøge, om et inkluderende skoletilbud for elever, der er diagnosticeret med ADHD på længere sigt også giver inkluderede unge voksne, der opfatter sig selv som fuldgyldige medlemmer i de miljøer, hvor de færdes. Hendes problemformulering lyder: "Hvordan kan vi udvikle et alment inkluderende skoletilbud for børn og unge med ADHD, så de på sigt fortsat kan være inkluderede i forhold til uddannelse og sociale liv i øvrigt? Hvilke lærings- og udviklingsmæssige aspekter kan bidrage til dette?"

Skole med specialtilbud

Skolen, hun arbejder og gennemfører undersøgelsen på, har siden 1997 haft et heldagstilbud til seks elever, som er diagnosticeret med ADHD, og skolen havde inden da en lang tradition for både at undervise elever med særlige behov og tosprogede elever.

Alle elever i den lille specialklasse var to og to med en lærer tilknyttet en almindelig klasse. "Læreren kunne således selv bestemme, om eleverne skulle undervises alene i den lille klasse, eller man underviste de seks elever diagnosticeret med ADHD sammen eller deltog i den almene parallelklasse."

Hvad har de fået med fra skolen?

Det er interessant at se på udvikling af kvaliteten og muligheden for interaktion mellem det specialpædagogiske og det almene miljø, siger Malling. Men det virkeligt interessante for hende, er at se "hvor inkluderede eleverne er efter skolelivet, hvordan de trives, og hvad de i øvrigt oplever at have fået med fra deres skoletid."

Diagnose giver ikke pædagogiske handlemuligheder

I modstrid med de politiske visioner om inklusion kan man på mange måder sige, at folkeskolens indsats over for elever, der ikke trives i de almene klasser, fx elever, der er diagnosticeret med ADHD, er ekskluderende, lyder en af Mallings opsamlinger efter at have refereret en række undersøgelser.

"En del af skolens arbejde er netop - sammen med PPR og muligvis en børnepsykiatrisk afdeling - at identificere disse børn, for derefter at kategorisere dem som værende anderledes, hvilket kan være starten på en eksklusionsproces, idet barnet måske ikke længere kan indgå på samme vis i klassen som de øvrige elever." … "En diagnose bliver en måde at opdage og beskrive problemerne med elevens trivsel i klassen på. Diagnosen giver til gengæld ingen pædagogiske handlemuligheder til undervisning af eleven i den almene klasse, han/hun går i." Det betyder, at læreren ofte kommer i tvivl om, hvordan undervisningen for diagnosticerede elever skal tilrettelægges.

Uforandret pædagogik

Der findes ikke megen forskning på området, men Linda J. Graham har undersøgt forhold omkring marginalisering og patologisering af børn, som er diagnosticeret med ADHD "Langt de fleste tiltag i skolen er rettet mod det enkelte barn, og justeringer foretages omkring barnet. Selve pædagogikken forbliver relativt uforandret, siger Graham.

Visioner, økonomi og forældreforventninger - og eksklusion?

Samtidig synes kommunerne at befinde sig i et dilemma mellem visioner om inklusion og økonomiske hensyn, og forældrene forventer undervisningstilbud for deres barn, der fremhæver specialundervisning som en mulig løsning, skriver Malling og refererer Christian Quvang, som spørger, om den formelt inkluderede elev reelt er inkluderet.  En dreng, der er enkeltintegreret i en 10.klasse beskriver fx det at være integreret som "ensomhed, social isolation og truet identitetsudvikling."

Tre unge mænd, som har gået i specialklassen

I projektet opsøger Lillian Malling tre unge mænd, som i deres skoletid gik i specialklassen for elever, der er diagnosticeret med ADHD.Det blev de tre, fordi de var de ældste elever i klassen, da Lillian Malling i sin tid blev ansat på skolen, "og det faktum, at ingen af de yngre ønskede at medvirke."

De er i dag 23, 23 og 26 år og er "godt på vej ind i voksenlivets krav om optræden i forskellige arenaer såsom arbejde, at bo alene eller sammen med en." De er meget forskellige og fik eller får medicin til at dæmpe ADHD-symptomerne. I skolen var de inkluderet i det almene miljø i forskelligt omfang. En af dem ville slet ikke ud af det afskærmede miljø, en anden var ude af specialklassen cirka halvdelen af tiden, og den tredje omkring en fjerdedel.

Tendens trods få informanter

Tre informanter er et spinkelt grundlag at konkludere på, "men tendensen må siges at være der med de meget enslydende svar fra drengene trods de meget forskellige unge mænd, de er blevet, og som de i øvrigt også var som skoledrenge," skriver hun

De tre unge giver alle udtryk for at have et godt liv. De stortrives på arbejdet, de bor alle alene og klarer tilsyneladende denne udfordring godt - dog med støtte i vekslende omfang fra deres familie - primært fra mor.  Men hvem får ikke en sådan hjælp i starten af voksenlivet, spørger Malling. De har venner, "og vel at mærke venner de har haft over tid." To af dem "har / har haft kærester og er meget realistiske omkring deres måde at tackle eventuelle kærestekonflikter på." De unge mennesker har givet udtryk for, at de har haft en god skolegang i specialklassen, og de ønsker samme gunstige vilkår for andre, der diagnosticeres med ADHD.

Store forsamlinger, støj, vredesudbrud og medicin

De gav udtryk for, at antallet af elever var afgørende for, om de ville kunne trives i en almen klasse, og to af dem fortalte, at de stadig har det fysisk dårligt i større forsamlinger. Den ene kommer fx aldrig i Ikea, selv om kæresten ønsker det. Støj er et stort problem for alle tre, så de holder sig fx så vidt muligt fra supermarkeder. En af dem havde lavet adskillige buler i bilen, fordi han havde slået til bilen på grund af pludselige vredesudbrud. En anden fortalte flere gange om sine "systemer" for at huske aftaler.

De får alle tre medicin og ved, at "det er skidt for kroppen." En af dem regner ikke med at blive mere end 50 år på grund af en forholdsvis uafprøvet medicin, han har fået ordineret.

"Det, politikerne har gang i, er helt håbløst. De må simpelthen ikke vide nok om DAMP. Kunne du ikke blive politiker, Lillian? - Du ved meget om DAMP," spurgte to af dem.

Brug for time-out-oase

"Undersøgelsen bekræfter mig i, at vi skal inkludere børn, der er diagnosticeret med ADHD i almenklasserne. Drengenes kategoriske udsagn fortæller mig til gengæld også, at vi skal sørge for - som vi havde det i vores amtsklassetilbud - at børnene har en "oase", de kan vende sig mod og få støtte og ikke mindst time-out i," skriver Lillian Malling. Og så er det vigtigt, at lærerne i almenklasserne og i "oaserne" arbejder sammen. "Det optimale ville være en mentor (en lærer eller pædagog), der kan stille sig til rådighed, når tingene i perioder brænder på og hjælpe tilbage på sporet og i øvrigt i dagligdagen være tæt på eleven."

En nær relation til en voksen er vigtig

Undersøgelsen viser, at drengene anser den "nære relation til de enkelte voksne som det, der for dem havde gjort en stor forskel."  De voksne omkring elever, der er diagnosticeret, må stille sig til rådighed i udvidet omfang - som nogle, eleverne kan spejle sig i, lyder Lillian Mallings konklusion, som hun finder bekræftet i undersøgelsen "Effekter af specialundervisningen", der viser, at 60 procent af elever, der er diagnosticeret med ADHD, er i risiko for at blive ekskluderet af deres skoletilbud.

Hele diplomprojektet kan findes til højre under EKSTRA: "Her har jeg for første gang mødt voksne, der tog mig alvorligt"

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.469 andre er allerede tilmeldt

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.377 andre er allerede tilmeldt