USA's uddannelsesminister Arne Duncan kritiserede sit eget lands indsats siden sidste topmøde

Topmøde: Lærerne er nøglen til al reform

Der er fokus på tre hovedtemaer: Skoleledere, rekruttering, og lærere, der kan undervise i det 21. århundredes kundskaber på uddannelsestopmødet i New York. Men lærerne er vigtigst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

International Summit on the Teaching Profession er den officielle titel på uddannelses-topmøde, der for andet år i træk afholdes i New York med USA's undervisningsministerium og lærer-organisationer samt OECD som værter.

Onsdag bød den amerikanske undervisningsminister Arne Duncan velkommen med en ærlig tale, der ikke just tegnede noget rosenrødt billede af USA's eget system.

"Lektien fra sidste års topmøde var klar: USA er blevet overhalet af mange andre uddannelsessystemer. Vi hørte og forstod beskeden. Og vi går til opgaven med stor ydmyghed, men også med en klar fornemmelse af, at det haster," sagde han.

Topmøde: Lektien fra Asien

Fem milliarder til at styrke lærerne

Erfaringerne fra topmødet i 2011, der var det første af sin art, har blandt andet spillet en rolle i et nyt amerikansk regeringstiltag, det såkaldte RESPECT-program, der skal investere 5 mia. dollar i at styrke lærer-professionen, f.eks. via bedre rekruttering, evaluering og efteruddannelse, fortalte Duncan:

"Med et behov for op mod en million nye lærere de næste fire-seks år, er vi nødt til at tage en svær situation og forsøge at gøre den til en udfordring," sagde han.

Men hvem kan USA så lære af? OECD's vicedirektør og særlige rådgiver for uddannelse Andreas Schleicher kridtede banen op for debatten med sin præsentation af en ny rapport, der byder på erfaringer fra de bedste uddannelses-systemer verden over. Skønt det godt 100 sider lange dokument er fyldt med gode eksempler og anbefalinger, så står en ting dog klart, sagde han i et interview med Folkeskolen efter sit oplæg: Lærerne og skolelederne er nøglen til vellykket reform.

"Kvaliteten af et uddannelsessystem kan aldrig blive bedre end kvaliteten af dets lærere. Ingen reformer fører til noget godt, hvis de ikke implementeres rigtigt ude i klasseværelserne," sagde Schleicher: "Regeringerne har måske nok teten, når det handler om at designe politikken, men hvis de vil føre den ud i livet, så er de nødt til at inddrage lærerne fra begyndelsen - og helt fra bunden".

Topmøde: Danmark kan løfte ambitionen

Bygge på lærernes viden

Efter fem år med recession og global økonomisk usikkerhed bliver der skåret dybt i de offentlige budgetter mange steder i verden. Men det er ingen undskyldning for at lade stå til, understregede Schleicher.

"Hvis vi blot kunne bygge lærernes viden og visdom bedre ind i reform-designet, så tror jeg allerede, vi ville se bedre resultater. Derfor er det også meget vigtigt, at vi om bordet har både ministre og lærerformænd, som taler sammen i øjenhøjde. Vi har samarbejdet med lærerforeningerne i mindre skala, blandt andet hos OECD i Paris, men det er nyt, at vi ved en event som denne bringer alle aktører sammen."

Landene, der er repræsenteret omkring det store bord i festsalen på New Yorks Hilton Hotel, har enten leveret gode resultater over lang tid, eller de har opnået markante forbedringer for nylig, betonede Schleicher.

"Men det er ikke det eneste krav for at deltage. Både ministrene og de faglige ledere skal være villige til at deltage side om side. De er nødt til at have relationer i en eller anden form. Og vi tror på, at begge parter er helt afgørende for succes."

Vi skal rekruttere bedre lærere

Samme pointe havde Barbara Ischinger, leder af OECD's direktorat for uddannelse.

"Vi kan samle erfaringer ind og hjælpe skolelederne og lærerne til at blive de bedste på deres felt. Vi kan også hjælpe landene med at rekruttere og fastholde de dygtige lærere, især i vanskelige fag som naturvidenskab og matematik, der volder problemer mange steder," sagde hun: "Men regeringer vil jo ofte gerne være effektive og sætte høje mål. Det er også fint og forståeligt. Her på topmødet har vi imidlertid en unik platform, hvor vi både kan tale politik og implementering - og hvor vi også lytter til lærernes stemme. Det er et krav, vi i OECD møder oftere og oftere: At vi ikke kun leverer teoretisk visdom og samler resultater ind, men at vi også giver nogle bud på, hvordan man bedst fører reformerne ud i livet."