Anmeldelse

Pixeline - Dansk

Lær at læse og stave

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Spillet er beregnet for børn mellem tre og ni år, hvor en pige, Pixeline, skal bruge hjælp til at samle en postflyver, så den kan bringe posten ud til en lille ø. Børnene skal løse opgaver, hvor de skal bruge bogstaver, lyde og ord. Som belønning får de en del til flyveren for hver rigtigt løst opgave.

Der findes tre forskellige sværhedsgrader af de enkelte opgaver, som barnet kan vælge imellem. I en af opgaverne skal man placere en bogstavlyd, symboliseret af en node og læst op af Pixeline, under bogstavtegnet. På niveau ét er der to bogstaver i ordene, mens der på niveau tre forekommer ord på fire til fem bogstaver. Hver gang man gør noget rigtigt i spillet, får man ros af Pixeline.

Spillet henvender sig desuden til forældrene, som kan gå ind i en særlig menu og der regulere tempo og tid til at udføre opgaven. Desuden kan de gå ind og aflæse deres barns fremgang, ligesom de kan nulstille denne registrering.

Efter min mening er spillet sjovt og udfordrende og vil især være populært blandt børn omkring seks-syvårsalderen. Naturligvis kan de også tidligere lege med mulighederne, men så er duften taget af spillet, som så næppe vil være attraktivt, når børnene har den fornødne viden og modenhed. "Pixeline" henvender sig ikke primært til skoleelever, og det fremgår ikke af materialet, hvad en skolelicens koster, men spillet byder på gode muligheder for individuelt arbejde med læsningens grundpiller og er absolut egnet til differentiering i skolesammenhæng.