Anmeldelse

På rejse i tiden

Den sjove skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den sjove skole er en serie på tre engelske cd-rommer, som Gili har bearbejdet og oversat til dansk. På den måde er det blevet en 'pædagogisk cd-rom på dansk'. Kassetten lover også 'masser af kreativ indlæring', og at det er 'spændende'. Så langt så godt.

Titlen dækker over, at to børn, Inga og Frede er på tur i bjergene med deres kæledrage (ja, ja - ingen 'gåseøjne' her). De opdager en grotte, og ved at trykke, det vil sige klikke, på væggen kan de vælge mellem fem 'tidsperioder'. I 'Grotteskolen' kan de komme tilbage til tiden, hvor mennesker levede i grotter, og lære grottemenneskene dansk. Måske burde udgiverne også lære lidt, de staver for eksempel sådan: bobbel (boble), plov (pløj (bydeform)) og rutchebane. I 'Maya-labyrinten' kan de lære algebra og geometri. Her gælder det om at finde ud fra en labyrint. Støder man på en vagt, får man stillet regneopgaver. I den kinesiske rutsjebane behandles emer som accelleration og friktion, som dog er en meget abstrakt sag, når det foregår på en skærm. 'Få det til at gro' er et spil, hvor det gælder om at dyrke et landområde i Mesopotamien for 5.000 år siden. Der skal sås, vandes, høstes, luges og meget mere. Og det gælder om at puge penge sammen og holde liv i en stadigt voksende befolkning. Nok det mest virkelighedsnære på cd'en. Endelig er 'Persisk malebog' et tegneprogram, hvor det dog skal hedde sig, at der bruges materialer og teknikker fra for 2.500 år siden. Det er bare lidt svært at se på den digitale skærm.

Det er en på mange måder både sjov, underholdende og pædagogisk cd. Men det sjove lærer man ikke meget af, og det, som skulle befordre læring, er ikke sjovt. Grafikken, som er meget tivolipræget, nogle vil synes, den er flot, andre, at den er hæslig, er i det mindste afvekslende - også noget uoverskuelig, især for de yngste. Og mange af de ældste i målgruppen (9-13 år) vil finde den for barnlig.

Cd'en er prøvet på en 75 Mhz pentium-pc. Det kan lige gå, men kræver dog tålmodighed, for eksempel ved regneopgaverne i Mayalabyrinten.

Nå, men vi kan jo ikke tillade os at være så kræsne, men skal være glade, når der bare er lidt på dansk. Denne cd er i genren edutainment - absolut mere 'tainment and edu.