Fysisk arbejdsmiljø
0   10

Tre fagforeninger vil have lukket Fjordskolens to fløje med skimmelsvamp

Indtil videre tager den skimmelsvampsramte Fjordskolen i Kruså ét undervisningslokale ud af drift, men FOA, BUPL og DLF opfordrer til at stoppe al aktivitet i de to fløje, som skal undersøges yderligere. Tvivlen bør komme ansatte og elever til gode, mener de.

En undersøgelse fra Teknologisk Institut har afsløret en høj forekomst af skimmelsvamp i tagkonstruktionen over afdeling D, hvor Fjordskolen i Kruså underviser elever med fysiske funktionsnedsættelser og syndromer.

I en anden fløj i den modsatte ende af skolen er der fundet skimmelsvamp bag tapetet, og en krybekælder under hele fløjen er 'fugtig og med meget kraftig skimmellugt'. Samlet set vurderer Teknologisk Institut, at det kan påvirke indeklimaet på skolen væsentligt.

Artiklen fortsætter under banneret

Det rækker dog, at skolen tager ét undervisningslokale ud af drift her og nu, lyder det fra Teknologisk Institut, som samtidig anbefaler, at indeklimaet i de to fløje undersøges yderligere. En opfordring, Aabenraa Kommune vil følge.

Måling viser, at medarbejderne har grund til bekymring

Står det til de lokale afdelinger af FOA, BUPL og DLF, bør skolen stoppe alle aktiviteter i de to fløje, indtil det er klarlagt, om indeklimaet lider under skimmelsvamp.

"Skolen har fået foretaget en hulens masse målinger, siden den flyttede til Kruså i 2019. De har ikke kunnet påvise noget, men medarbejderne har hele tiden fornemmet, at der var noget galt. Den nye måling viser så, at der er skimmelsvamp på dele af skolen. Indtil det er klarlagt, hvad det betyder for indeklimaet, bør tvivlen komme medarbejdere og elever til gode", siger Mads Lund, formand for Aabenraa Lærerkreds.

Fjordskolens indeklima

Teknologisk Institut har udført fugt og mikrobiologisk undersøgelse af tagkonstruktionen på den nordvestlige del af skolen, flere lokaler på skolen samt i krybekælder i den sydlige bygning.

Der er konstateret flere forhold, som vurderes at kunne påvirke indeklimaet på skolen væsentligt.

Der er konstateret meget høj skimmelvækst i tagkonstruktionen både ved skråt tag og ved fladt tag, blandt andet af skimmelgruppen Penicillium, som kan stamme fra fugtskadeområder, herunder at tagkonstruktionerne for de skrå tage ikke er ventileret korrekt, og at de flade tage under renovering ikke er opbygget korrekt, samt at dampspærren ikke er tætsluttende ved ydervæg.

Endvidere er der på udbygninger, der udgør en del af lokalerne, konstateret kuldebroer ved betonafdækning og kondensproblemer ved ventilationsgennemføringerne.

Herudover er der i de bærende limtræsremme enkelte steder trænedbrydning samt enkelte steder revner i limtræssamlinger.

Endvidere er der ved blandt andet prøveudtagning i lokale 212 konstateret meget forhøjet niveau af skimmelsvampe bag tapet. Det vurderes, at overfladebehandlingen bestående af væv, spartel og maling er for tæt.

Krybekælderen under den sydlige bygning er opfugtet og med kraftig skimmelvækst og lugt af skimmel.

Samlet vurderes dette at kunne påvirke indeklimaet på skolen væsentligt.

Han peger på, at der har været sat pavilloner op, når andre bygninger i den sønderjyske kommune har været ramt af skimmelsvamp.

"Jeg er ikke ekspert i skimmelsvamp, men jeg lytter til mine medlemmers bekymringer, og nu er der en måling, som viser, at der er noget om snakken", siger Mads Lund.

Kommunen har ikke lyttet til fagforeningernes opfordring

De tre fagforeninger sendte deres opfordring til børne- og uddannelsesvalget i søndags. Mandag uddybede Teknologisk Institut resultatet af undersøgelsen på et onlinemøde med Fjordskolens ledelse, arbejdsmiljørepræsentanter og medarbejdere fra henholdsvis børne- og kulturforvaltningen og plan, teknik og miljøforvaltningen.

Her anbefalede instituttet, at skolen i første omgang tager det ene lokale i afdeling D ud af drift, hvilket skolen gør. Dermed sidder kommunen fagforeningernes opfordring overhørig. Det betyder dog ikke, at Mads Lund er helt utilfreds.

"Så langt så godt, for så gør man noget. Jeg hørte om rapporten onsdag i sidste uge, og det ser ud til, at kommunen har speedet sagen op, og som jeg hører skolechefen, vil man tage flere lokaler ud af drift, hvis det viser sig, at de heller ikke er egnede til at opholde sig i. Vi er bare ikke så tålmodige som kommunen, fordi vi er bekymrede for elever og medarbejdere", siger kredsformanden.

Kredsformanden roser skolelederen for at holde fast

Skoleleder Jens Boddum fra Fjordskolen skal have et cadeau for sin håndtering af sagen, mener Mads Lund.

"I og med at de andre målinger, der er foretaget på skolen, ikke har påvist noget, kunne han have lænet sig tilbage. Men han er fortsat arbejdet og har også fundet penge til den aktuelle undersøgelse. Så vidt jeg har forstået, har skolen fået lavet den på egen regning. Det skal skolelederen have ros for", siger Mads Lund.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.520 andre er allerede tilmeldt