Henrik Bregnhøj vil arbejde for, at lærere i u-lande får adgang til mere kvalificerede opgaver af undersøgende karakter.

Tidligere lektor vil formidle kvalitetsopgaver til lærere i u-lande

Vil du dele dine matematikopgaver med lærere i u-lande? Tidligere DTU-lektor er i gang med at udvikle en platform til deling af opgaver for at kvalificere undervisningen i u-landene. Det gælder i alle fag og især de mere undersøgende opgaver.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Der findes for meget dårlig undervisning i mange u-lande, der er mangel på uddannede lærere og flere steder er de håbløst bagud, når det gælder pædagogik. Men jeg ser et potentiale til at forbedre undervisningen nogen steder, hvis nogle grundskolelærere vil være med", siger Henrik Bregnhøj.

Han har arbejdet som lektor på DTU i 25 år, været e-læringskonsulent på Københavns Universitet i 10 år og har arbejdet som frivillig med vandprojekter i Indien siden 2004.

Han betegner sig selv som meget engageret i u-landsarbejde. Nu har han sagt sit arbejde op og vil prøve at udarbejde en portal - dial.school - med opgaver fra folkeskoleundervisningen.

Dial står for Distance Active Learning og vil henvende sig til elever mellem 12 og 18 år samt være et netværk for lærere og på den måde kan det fungere som en form for efteruddannelse for nogle lærere, mener han.

Undersøgende opgaver

"Jeg brænder for u-landsarbejde og har lyst til at arbejde indenfor det felt, så nu satser jeg. Jeg har ikke selv arbejdet i folkeskolen, men jeg ved fra mine børn, at folkeskolelærere arbejder sammen, deler opgaver og lader sig inspirere af hinanden", siger Henrik Bregnhøj og tilføjer: 

"Jeg er godt klar over, at det er en stor opgave, og at jeg skal i gang med at søge fonde for at kunne finansiere det på længere sigt, så jeg har brug for nogle folkeskolelærere og nogle studerende, der også vil engagere sig her. Umiddelbart kan jeg se de mere undersøgende opgaver indenfor naturfag, matematik og også samfundsfag kunne være en mulighed at dele. Men vi er ikke ude i de opgaver, der har ét resultat og med to streger under", forklarer han.

Flere elever deltager, når matematikopgaven er undersøgende

Opgaverne må gerne passe ind i hverdagen i fx Afrika, men han kan også se mere traditionelle fysik-opgaver om at bygge en solcelle for sig, fortæller han.

De skal jo så oversættes og deles, hvilket han vil gå i gang med.

"Jeg ved godt, at mange lærere i u-lande sidder med et curriculum og en fast lærebog, de skal igennem. Men jeg vil gerne prøve at skubbe lidt i en anden retning. Og de lærere, der deltager, vil kunne blive inspireret af opgaverne og dele med hinanden også".

 

Læs mere

Læs mere om projektet og om Henrik Bregnhøj på https://dial.school