I 2018-overenskomstforhandlingen afstod vi fra at bruge støtten fra vores forhandlingspartnere i Forhandlingsfællesskabet. De ventede på os igennem et langt forhandlingsforløb, som endte i Forligsinstitutionen med to udsættelser. De stod skulder ved skulder med os – det var én løsning for alle - selv da klokken var 5 minutter i tolv! I sidste minut anbefalede Anders Bondo og hovedstyrelsens flertal, at vi frem for at tvinge KL til at indgå en arbejdstidsaftale via en stor konflikt skulle vælge kommissionsvejen med en ny start og efterfølgende periodeforhandling.  

Nu to år efter står vi ved enden af den vej. DLF har gået 100 % ind på samarbejdssporet, har betalt for udviklingsprojekter og holdt utallige møder og konferencer, indgået samarbejdsaftaler, afdækket datagrundlag, engageret forskere, og foreningens tillidsvalgte har leveret gratis arbejdskraft til skolernes og arbejdspladsernes fælles bedste i deres samarbejde med de lokale ledere. Senest sendte kongressen i februar på opfordring fra hovedstyrelsen Anders Bondo til periodeforhandlingen uden nogen krav overhovedet. Nej, han skulle med afsæt i samarbejdsporet finde fælles løsninger med KL på de udfordringer skolen og vi undervisere står i.

Hvor står vi så i dag?

Periodeforhandlingen mellem KL og LC/DLF blev ikke færdig til deadline, og en første udsættelse er i gang. Anders Bondo rapporterer i medlemsbreve om, at KL fastholder ultimative krav i det, der skulle have været en forhandling i samarbejdets ånd og på Lærerkommissionens neutrale grundlag.

Jeg opfordrer hver eneste borgmester i landet til omgående at redde KL fra at ødelægge det, som er tilbage af folkeskolen.

Jeg opfordrer hver eneste borgmester i landet til at sætte magt bag Jacob Bundsgårds ord om, at Lov409 ikke duer til at sætte rammen for arbejdet i folkeskolen.

Jeg opfordrer hver eneste borgmester i landet, til at kræve at KL indgår en reel ny arbejdstidsaftale.

Jeg opfordrer Anders Bondo og hovedstyrelsen til at afbryde periodeforhandlingen, hvis KL ikke ændrer kurs. NOK er NOK.