Eleverne i modtagelsesklasserne har slet ikke profiteret af fjernundervisningen, oplyser Monica Edelmann.

De ældste elever i modtageklasserne kan komme i skole nu

Samtlige modtageklasser for elever med behov for sprogstøtte, er vendt tilbage i skole i København - det gælder også de ældste elever. Undervisningsministeriet har bekræftet, at genåbningen omfatter samtlige modtagehold.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens et politisk flertal uden om regeringen dagligt presser på for at få genåbnet landets skoler for alle elever i 6.-10.-klasserne, er en række klasser i udskolingen allerede vendt tilbage til skolen.

Det drejer sig om nytilkomne elever, der går i modtageklasser, fordi deres behov for sprogstimulering betyder, at de endnu ikke er klar til at gå i en almen klasse.

I København vendte eleverne i kommunens 27 modtageklasser på alle niveauer tilbage til skolen mandag. Ud over elever i modtageklasser i indskoling og på mellemtrin omfatter genåbningen også samtlige elever i kommunens seks modtageklasser i udskolingen.

I en vejledning, som skolelederne i København modtog i sidste uge fra Københavns børne- og ungdomsforvaltning, fremgår det, at forvaltningen har været i dialog med Undervisningsministeriet om sagen, og ministeriet bekræfter over for kommunen, at genåbningen på skolerne omfatter samtlige modtageklasser - uanset klassetrin.

Åbning gælder alle modtageklasser

"For en god ordens skyld har vi i dag fået endelig melding fra ministeriet om, at genåbningen af skoler også omfatter modtagelseshold for både m-indskoling, m-mellemtrin og m-udskoling", lyder det bl.a. i vejledningen. Og derfor indfandt eleverne i samtlige modtageklasser sig mandag til første skoledag efter corona-nedlukningen.

Lærer Monica Edelmann, der er koordinator for modtageklasserne på Bavnehøj Skole i København, bakker helhjertet op om beslutningen om at lade de nytilkomne elever vende tilbage.

"Vi havde allerede drøftet på skolen, om vi kunne kalder vores tre klasser ind, for det gik simpelthen ikke længere - men det var jo svært at kalde hele klasser ind. Men nu har kommunen så været i kontakt med ministeriet og fået at vide, at modtageklasserne kan betragtes ud fra de samme retningslinjer, der i nødloven gælder børn med særlige behov", siger Monica Edelmann.

"De har behov for det"

Hun understreger, at hun "på alle måder hylder, at eleverne er tilbage på skolen".

"De har simpelthen behov for det, for de har slet ikke profiteret af fjernundervisning. De er så afhængige af, at tingene er konkrete. De er afhængige af det fysiske fremmøde i et klasselokale for at lære dansk og lære fagene. Det med at undervise mundtligt via Teams har ikke fungeret så godt her, blandt andet fordi flere af vores elever ikke er særlig digitale. Flere af vores elever kunne ikke finde ud af at være på Teams, og dermed har de så heller ikke fået det fællesskab med", siger Monica Edelmann.

Minister: Langt flere elever skal have tilbud om at komme i skole 

Endnu er hun varsom med at konkludere, hvad hjemsendelsen har betydet for eleverne i modtageklasserne, men hun slår fast, at hun ikke har kunnet spore en sproglig eller faglig progression i perioden.

"Ud af de fire kompetenceområder, lytning, læsning, tale og skrive, er det kun skrivning, der er blevet tilgodeset. De har jo været hjemme, de har ikke mødtes med nogen - så de har jo ikke talt dansk".

Ifølge Monica Edelmann er eleverne meget glade for at være sammen igen.

"Det er selvfølgelig en anden måde at gå i skole på nu. Vi har jo måttet dele børnene op på en anden måde, så vi overholder alle sikkerhedsforanstaltninger. Men vi har også travlt med at holde dem adskilt fra hinanden. Når vi er ude at gå, går de jo op ad hinanden i bare glæde over at se hinanden", beretter Monica Edelmann.

Genkendelig ensomhed

Første skoledag introducerede hun og kollegerne eleverne for undervisningsmateriale om dilemmaer under corona-krisen.

"Vi talte blandt andet om ensomhed, og jeg fortalte om et dilemma, jeg selv havde stået i med en gammel mor på plejehjem. De sad med store, sorte øjne - især da det kom til det med at være ensom under krisen. Det var helt tydeligt at se, at her talte vi ind i noget, de kendte til".

Det er endnu uvist, om andre kommuner har taget samme skridt som København og genåbnet skolerne for modtageklasserne. Ifølge KL findes der intet samlet overblik endnu - men for nylig slog både undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Venstres Ellen Trane Nørby - som omtalt på folkeskolen.dk - fast, at kommunerne burde sende langt flere børn og unge i skole under nedlukningen.

Partier vil suspendere sprogprøver og nationale test