Nødbekendtgørelse: Ikke mere uddannelsesparathedsvurdering i 8. klasse

Fredag kom nødprøvebekendtgørelsen med de særlige regler for afgangseleverne i coronakrisen. 8.-klasseeleverne skal ikke uddannelsesparathedsvurderes, og i 9. klasse skal tilretninger af upv'en først ske i juni.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sådan skal de afgørende karakterer til afgangseleverne gives 

"Skal vi fortsat give eleverne en UPV d. 1. juni, selvom ministeriet nu opfordrer til at give de sidste standpunktskarakterer så sent i juni som muligt? Normalt ligger karaktergivningen før UPV'erne, således, at man blandt andet kan basere den enkelt UPV på karaktergennemsnittet i de bundne prøvefag. Skal man så at sige argumentere med nyt fortegn, eller har det dybest set ikke nogen betydning?" spurgte udskolingslærer Janus Neumann for nylig i sin blog på folkeskolen.dk:

Hvad skal der ske med UPV?

Svaret kom fredag i nødbekendtgørelsens paragraf 18:

"Til brug for uddannelsesparathedsvurderingen for elever i 9. og 10. klasse ajourfører skolen senest den 10. juni 2020 ændringer i de personlige, sociale og/eller praksisfaglige forudsætninger i optagelse.dk. Skolen indberetter senest den 15. juni 2020 elevernes faglige forudsætninger i optagelse.dk"

I samme bekendtgørelse er det nu fastlagt, at sidste standpunktskarakterer, der i år også ophøjes til at erstatte prøvekarakteren i prøvefagene, skal gives senest 15. juni. Fem dage før skal skolen have indført evt. tilretninger af elevens udvikling på de øvrige områder, som indgår i uddannelsesparathedsvurderingen.

For 8.-klassernes vedkommende bliver der ikke nogen anden uddannelsesparathedsvurdering i år. Efter sommerferien og inden 30. september skal skolelederen i samarbejde med kommunalbestyrelsen vurdere, om eleverne har brug en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats.