Kritik af København

DLF's lønstrategi blev vedtaget efter en hed debat om et nyt forsøg fra Københavns Lærerforening

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Københavns Lærerforening, KLF, har som forsøg valgt at lade tillidsrepræsentanterne forhandle en del af lærernes løn.

'En uddelegering af aftalekompetencen til tillidsrepræsentanterne er politisk uacceptabel i forhold til DLF's politik'.

Så klart udtrykte formanden for hovedstyrelsens faglige udvalg Jon Kowalczyk sin kritik, da kongressen behandlede DLF's lønstrategi.

'Aftalekompetencen er kredsens, står der i den lønpolitik, som vi besluttede i hovedstyrelsen i sidste uge. Det var en enstemmig beslutning, også Københavns Lærerforenings to repræsentanter var med', sagde hovedstyrelsesmedlem Peter Hess-Nielsen og udbad sig en 'fornuftig forklaring på, hvad fanden der foregår'.

Formand for Københavns Lærerforening Jan Trojaborg understregede, at den nye aftale i København først blev indgået tirsdag den 25. september, altså seks dage efter hovedstyrelsesmødet:

'Det har aldrig været vores kop te at uddelegere forhandlingskompetencen omløn til skoleniveau. Bestyrelsen har imidlertid efter nøje analyse måttet sande, at en bevarelse af den nuværende forhandlingsmåde vil være meget resursekrævende', forklarede Jan Trojaborg og henviste til, at politikerne på Københavns Rådhus har besluttet, at skoleinspektørerne skal stå for forhandlingerne af Ny Løn til lærerne. Der er 80 skoler og institutioner i København, og et snævert flertal i KLF har vurderet, at det vil være for dyrt at etablere et sekretariat i KLF, der vil være i stand til at varetage så mange forskellige forhandlinger.

'Det er rigtigt, at vi er en stor kreds i DLF, men vi er også en selvstændig forening i Lærernes Centralorganisation med selvstændig aftaleret. Vi diskuterer ikke lønpolitik i hovedstyrelsen, og vi har ikke stemmeret i spørgsmål, der vedrører overenskomsten', sagde Jan Trojaborg.

I DLF's lønstrategi, der blev vedtaget på kongressen, handler et afsnit om, at alle løndele skal være aftalt mellem arbejdsgiverne og organisationen.

'Aftaleretten udøves af (amts)kredsen', står der. Dette punkt går KLF's nye forsøg direkte imod.

Jan Trojaborg fortalte, at den aftale, man har indgået med kommunen, på alle andre punkter overholder DLF's politik. Blandt andet med en lang række forhåndsaftaler om løntillæg efter objektive kriterier. Desuden indbefatter den en forhandleruddannelse til tillidsrepræsentanterne, som efter et års virke vil give dem et varigt kvalifikationstillæg.

DLF-formand Anni Herfort gav udtryk for, at hun anerkender, at KLF er selvstændigt medlem af Lærernes Centralorganisation, men også en kreds iDanmarks Lærerforening, som har indflydelse, når der fastlægges politik. Hun regner Københavns Lærerforenings beslutning for ude af trit med DLF's politik.-Se DLF's lønstrategi på www.dlf.org