Anmeldelse

Find ind i historien, 6. klasse

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Find ind i historien 6" er skrevet efter fremkomsten af historiekanonen, som nu er en realitet for faget og undervisningen. Vi møder emner som Christian den 4., den westfalske fred og statskuppet i 1660, alle emner hentet i omtalte historiekanon. Men i bogen findes også emner hentet fra den store verden som de tidlige forhold mellem Kina og Europa, om kolonister og europæere i Amerika samt om missionærer og opdagelsesrejsende fra Europa i Afrika. Bogens emner handler altså i høj grad om relationer og forhold mellem Danmark og vore nabolande i Europa og mellem Europa og resten af verden. Man får eksempler på forhold, som har haft indflydelse på og betydning for Europas og Danmarks udvikling.

Fakta:

Titel: Find ind i historien, 6. klasse

Forfatter: Claus Buttenschøn, Olaf Ries

ISBN: 9788723038074

Pris: 193,75 kroner

Sider: 126 sider

Type: Bog

Forlag: Alinea

Alle bogens kapitler præsenteres efter samme opbygning. Først "flyver Find" til at skabe overblik over emnet, og hvad vi kan bruge det til i nutiden. Herefter følger en række sider med baggrundsviden og en eller flere sider med fakta om emnet. Hvert kapitel afsluttes med ideer til at komme videre med emnet og forslag til aktiviteter for klassen og eleverne. I en skolebog er illustrationerne et vigtigt element i forståelsen af emnerne. Disse er i denne bog en blanding af tegninger tegnet særligt til bogen, historiske malerier, gamle tegninger og nutidige fotos. Her er det vigtigt, at man som lærer er opmærksom på, hvad det er for en illustration, man iagttager. Maleriet på side 16 i bogen viser Christian den 4.s kroning i 1596. Men maleriet er udført af Otto Bache i 1859 og er altså ikke samtidigt. Måske en snak værd om, hvad et historisk maleri er for noget.

Bogen giver et bud på, hvorfor det netop er i Afrika og Asien, at man stadigvæk finder udbredt fattigdom, og hvorfor Europa er en økonomisk stærkere region. I flere kapitler problematiseres forholdene mellem indtrængende europæere og de oprindelig befolkning, for eksempel slavehandel.

Alt i alt præsenterer bogen en række spændende emner og problemstillinger, hentet både fra Danmark i 1600-tallet og fra vores relationer til omverdenen også uden for Europa, for eksempel forskellene mellem rige og fattige lande, hvordan krig tidligere foregik, om magtforholdene i et land og om behandling af minoriteter. At kunne relatere disse til nutiden er en af opgaverne i arbejdet med at bruge denne bog. Derfor er der også udfordringer til læreren, som dog bliver klædt godt på med bogen.