Anmeldelse

Læs & forstå matematik

Læs & forstå matematik

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Matematiklærere karakteriseres ofte, med rette eller urette, som den faggruppe, der mest ihærdigt benytter fagbegreber i undervisningen frem for at tale elevernes sprog. Der er fokus på faglig læsning og skrivning som aldrig før.

Fakta:

Titel: Læs & forstå matematik

Forfatter: Michael Wahl Andersen, Trine Kjær Krogh

ISBN: 9788723040886

Pris: 468,75 kroner

Sider: 71 sider

Type: Bog

Forlag: Alinea

"Læs & forstå matematik" er i den forbindelse et rigtig godt bud på, hvad man kan gøre, når fagsprog ikke er nok. Materialet formidler faglig viden og indeholder en række enkle redskaber til at bruge i undervisningen, når der sættes specielt fokus på faglig læsning.

Bogen giver baggrunden for, hvordan læseforståelse opbygges hos eleverne, og hvilken betydning brug af fagsprog har. Materialet lægger vægt på, at eleverne skal lære deres matematikbogs opbygning indgående at kende. Der arbejdes med forforståelse, og eleverne lærer gennem enkle teknikker at visualisere opgavers indhold og problemer. Eleverne tvinges til at sprogliggøre og tegne kernen i opgaven. Derved lægges vægten på indhold og forståelse, mens den rent færdighedsorienterede del nedtones.

Bogen indeholder enkle kopiark til brug i undervisningen til opbygning af handlekompetence hos eleverne. Seks af kopiarkene er vedlagt som plakater.

Et pragtfuldt materiale i en tid, hvor testtyranniet har flyttet fokus fra indhold og forståelse til træning, test og prøver. Det paradoksale er, at netop ved at benytte materialet opnår eleverne kompetencer til at klare test og prøver bedre - og dermed leve op til kompetencetænkningen i Fælles Mål 2009.