Skolestuen giver kræftsyge børn tro på livet

Som sygehuslærer forsøger Lone Nybro at give kræftsyge børn faglige og sociale udfordringer. Hvis man har oplevet børn blive frataget muligheden for at kunne komme i skole, opdager man, hvor stor betydning skolegang har, erfarer hun.

Publiceret Senest opdateret
Hvert år får 150 børn konstateret kræft – tre ud af fire bliver i dag helbredt. Behandlingstiden strækker sig ofte over to-tre år. »Når de bliver frataget muligheden for at komme i skole, kan man virkelig både se, høre, føle og mærke, hvor meget det er et afsavn«, fortæller sygehuslærer Lone Nybro.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under en stribet strikhue sidder niårige Emma med hovedet fordybet i skolebøgerne. Hverken lyden af gråd fra et barn, der ikke vil stikkes, glade saxofontoner fra hospitalsklovnen eller de hastige skridt fra sygeplejerskerne ude på gangen ser ud til at forstyrre hendes koncentration.

Men lærer Lone Nybro sørger nu alligevel for altid at have døren lukket mellem skolestuen og børnekræftafdelingen, der er en del af H.C. Andersens Børnehospital i Odense.

»Skolestuen skal fungere som et sted, hvor børnene kan komme og få et pusterum fra det hektiske miljø, der er her på afdelingen«, siger hun.

Noget at indhente

Hver formiddag underviser Lone Nybro de indlagte og ambulante børn i den lille skolestue. De mødes på tværs af 0.-10. klasse, og undervisningen tager udgangspunkt i den enkeltes tilstand. Det kan dreje sig om alt fra dansk-, matematik- eller engelskopgaver til et spil ellerhøjtlæsning i en sofa. Der er typisk mellem en og seks elever i skolestuen, men i dag er det indtil nu kun Emma, der er mødt. Derfor har Lone Nybro god tid til at hjælpe hende med opgaverne i danskhæftet.

Emma har fået fjernet en kræftsvulst i hjernen og været igennem et langt kemoforløb, så det er mange måneder siden, hun havde en skoleuge i sin egen klasse i folkeskolen.

»Emma har en søster i samme klasse, og det gør det nemmere for familien at følge med i, hvad der foregår«, fortæller Lone Nybro.

»Tvillingesøster«, retter Emma og fortæller, mens hun griner, om den første skoledag, hvor de drillede læreren ved at tage ens tøj på, så hun ikke kunne se forskel.

»Så ligner de bare hinanden på en prik«, tilføjer Lone Nybro.

»Ikke længere«, bryder Emma ind. »For hun vil ikke klippes. Hun vil have langt hår, der går helt ned til hofterne«.

»Ja, så bliver der noget at indhente«, svarer Lone Nybro.

Et liv efter sygdommen

For læreren er det vigtigt, ligegyldigt hvor syge og svækkede børnene er, at de bliver tilbudt undervisning. Også selvom det kun betyder et besøg på stuen, hvor man læser en bog i sengen.

»Når jeg inviterer dem ind i skolestuen eller tilbyder undervisning ved sengen, så viser jeg dem, at jeg tror på, at de vender tilbage til det normale skoleliv«, siger Lone, der føler sig overbevist om, at håbet kan være med til at gøre dem raske.

»Det er nemt for mig at tro på, for hvis man tager den med modsat fortegn og spørger, om det, at de har mistet håbet, kan være med til at gøre dem mere syge? Så ja, det kan det. De skal gennem en hård behandling, og det er lang tid af et barns liv at være syg tre år. Derfor er det afgørende at have troen på, at man nok skal klare kampen«, siger hun.

Et år og to dage

Døren går op, det er Kasper og hans mor.

»Hej, Lone, ved du, hvilken dag det er i dag? Det er et år og to dage siden, jeg blev syg«, fortæller 12-årige Kasper, inden hun når at svare.

Sidste år fik han konstateret leukæmi og har nu afsluttet et langt behandlingsforløb med kemoterapi. Kasper og Emma falder hurtigt i snak om, hvordan det går med behandlingen, og hvilket spil de skal spille i pausen.

Eleverne er gode til at bruge hinanden, når der er noget, de vil vende om deres sygdom. Og de er gode til at vise omsorg over for nye elever og besvare spørgsmål, fortæller Lone. Det kan være om, hvordan det er at miste håret, appetitten og kræfterne til alt det, man kunne før. Det værste er ikke længere at kunne komme i skole, forklarer Kasper.

»Mine venner synes, at jeg er heldig med, at jeg bare kan ligge derhjemme og se fjernsyn og spille playstation. Men så prøv at gøre det bare en måned i træk, så vil du give alt for at komme tilbage til skolen og vennerne«.

Emma er enig. Hun ved godt, hvad Kasper taler om, og den gensidige forståelse, som de oplever hos hinanden, gør det lettere at forholde sig åbent til sygdommen.

»Man skal ikke først forklare alt, man kan bare sige en sætning, og så ved man, at den anden forstår det«, supplerer Kasper.

Den røde sofa

Oplevelsen af gensidig forståelse er den samme i den røde sofa et stykke længere nede ad gangen, som forældrene er henvist til, mens deres børn er i skolestuen.

»Det er rart at have nogle, der ved, hvad man er igennem«, siger Emmas mor, Jeanette Arnfast, der nu har fået selskab af Kaspers mor.

De er begejstrede over den positive effekt, skolestuen har på behandlingsforløbet.

»Det ville være ubærligt, hvis jeg, hver gang vi skulle herhen, måtte tvinge Emma til det. Skolestuen gør, at Emma ikke kun forbinder hospitalet med nålestik og lange ventetider, men også med leg og læring og at se vennerne«.

Sygehus, hjem og skole

Børn med kræft er ofte i et behandlingsforløb på to-tre år, og her bliver det pludselig meget tydeligt, hvor central en plads i deres liv skolen egentlig har. Når et barn behandles med kemoterapi, svækkes immunforsvaret, og det betyder, at lægerne i perioder fraråder, at barnet går i skole. De fleste får derfor hjemmeundervisning undervejs i forløbet, fortæller Lone Nybro.

Som hospitalslærer er hun den, der skal bygge bro til hjemskole.

»Sygehus, hjemog skole er tre vigtige elementer iet kræftsygt barns liv, så samarbejdet er vigtigt«, siger hun.

Det er to år siden, at hun skiftede fra folkeskolen til jobbet som hospitalslærer, og det gik hurtigt op for hende, hvor stor betydning skolegangen har for børnenes identitetsudvikling.

»Når de bliver frataget muligheden for at komme i skole, kan man virkelig både se, høre, føle og mærke, hvor meget det er et afsavn, og hvor svært det er at undvære at få lov til at komme i skole og være sammen med sine klassekammerater«.

Skolen repræsenterer det normale

»Skolen giver en ugerytme, sociale og faglige udfordringer, leg og samhørighed med jævnaldrende. Det skaber en naturlig udvikling og vækst. Det er det normale liv«, siger hun og fortæller, at hun oplever en stor glæde og lettelse, når lægerne giver grønt lys til, at man igen må komme i skole.

»Skoledagen repræsenterer den normale tilværelse og trygheden, som bliver slået i stykker, når man får konstateret kræft. Inde bag er der et barn, der bare har lyst til at være normal og gå i skole ligesom alle andre«.

»Den daglige undervisning stimulerer og adspreder og gør én i stand til at fortsætte den personlige udvikling«, fortæller hun.

Emma har valgt, at de skal bruge frikvarteret på et spil Uno. Midt i spillet kommer en sygeplejerske ind med et stativ, hvor der hænger en pose med blod, som hun sætter fast til en slange på Emmas mave. Emma holder uberørt blusen op med hagen og smider en rød 5'er på.

»Kom nu, Lone, det er din tur«, siger hun.

Og da Lone taber, starter de forfra med et nyt spil.

»Ved at holde fast i undervisningen viser jeg over for barnet, at jeg tror på, at det har en fremtid - at der er et liv efter sygdommen«.