Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen vil stå i spidsen for et opgør med new public management i det offentlige.

DLF vil hjælpe S med at minimere bureaukratiet

Socialdemokraterne vil gøre op med kontrollen med de offentligt ansatte, minimere bureaukratiet og få tilliden tilbage. Det har formand Mette Frederiksen netop sagt på partiets kongres i Aalborg. DLF-formand Anders Bondo er klar til at bidrage til at styrke det professionelle ansvar i folkeskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mette Frederiksen har set helt rigtigt - der skal ske noget nu", siger Anders Bondo. "I Sverige har regeringen gjort et opgør med new public management til officiel politik, og det er det, jeg hører Mette Frederiksen være klar til nu".

Anders Bondo og mange andre repræsentanter for de offentligt ansatte har længe efterlyst et opgør med de seneste års styringsregime:

"Det er med til at fjerne det professionelle engagement og ansvar for kvaliteten på rigtig mange felter - ikke mindst folkeskolen", siger Anders Bondo.

Han hæfter sig ved, at Mette Frederiksen ikke kommer med en færdig løsning, og han og DLF er klar til at bidrage. Lærerforeningen har tidligere budt ind med et bud på et kvalitetssystem for folkeskolen i erkendelse af, at politikerne har en legitim interesse i at få indsigt i, om de får kvalitet for skattekronerne.

"Vi er klar til at tage handsken op og sætte os sammen med Socialdemokraterne og andre og bidrage", siger Anders Bondo og nævner som eksempel på det aktuelle styringsregime det faktum, at folkeskolereformens kvalitetsmål er fastlagt med udgangspunkt i elevernes resultater i de nationale test i læsning og regning:

"Det er en alt for snæver målstyring, som indsnævrer folkeskolen i forhold til alle de vigtige opgaver, skolen har i forhold til eleverne og i forhold til samfundet", siger han og konstaterer, at i sidste uge på en høring om de nationale test var der ganske vist mange forskellige holdninger til testene, men ikke rigtig nogen syntes, de er gode.

Læs Anders Bondos kommentarer til Mette Frederiksens tale:

Debat: Styrk den offentlige sektor - de professionelle medarbejdere er nøglen

 

 

 

Læs mere

Mette Frederiksens tale