Debat

Didaktik er blevet et modeord, men pædagogik og dannelse kan ikke reduceres til ambitioner om disciplinering

Det er på høje tide, at vi lærere tager bladet fra munden. Af Lærke Grandjean

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Andrea Heiberg skriver i en debatkommentar her i Folkeskolen.dk : ”Desværre har ingen fundet på at dokumentere den lærerangst, men jeg tror, den er omfattende”  Se dette link http://www.folkeskolen.dk/580767/skoleekspert-debatten-om-dannelse-er-forvroevlet#581152 

Den angst, Andrea Heiberg her taler om, drejer sig om ” hvad forældre og skolepolitikere kan finde på at kritisere dem (lærerne) for i fald, de kommer til at afsløre deres holdning i skolen”.  Denne følelse sammenholdt med, at det - med indførelsen af læringsmål, tests og omfattende og tidrøvende administration - langsomt men sikkert er blevet nærmest umuligt at inddrage ´følelser, fantasi og fornemmelse for tilværelsestydning´ i sin pædagogik og undervisning genkender jeg og vist mange andre. Personligt har jeg derfor, med blødende hjerte, forladt mit lærerjob. 

Jeg kan ikke se mig selv i øjnene som lærer, når jeg med topstyring tvinges til at lade som om livet er et andet sted. Tvinges til at lade som om, de mennesker, elever, jeg skal undervise, ikke er mennesker, der lever livet her og nu med alt, hvad det indebære af fx angst for forældrenes skilsmisse, glæde over en god vens accept, sorg over en bedstemors død, følelse af overfladiskhed m.v.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg vil insistere på at kunne se mig selv i øjnene, og selvom jeg ikke mere har et lærerjob, er jeg stadig lærer. For såvel som jeg ikke kan skille livet fra min lærergerning - kan jeg ikke skille min lærergerning fra livet. Pædagogik er blevet min skæbne. Jeg vil hellere dø end give afkald, derfor skriver jeg nu om undervisning og pædagogik ud fra devisen: Hver ting til sin tid. 

Hvad skal vi gøre? Hvor vi skal vende os hen? 

Jeg tror ikke, man i et nøgternt sprog kan dokumentere ´lærerangst´, ej heller tror jeg, at man med målinger eller spørgeskemaer eller udvalgte interviews forskningsmæssigt kan dokumentere eller bevise, at vi lærere har det ad helvede til, fordi skolen er ved at dø grundet tidens forstands- og evidensbesættelse.

Bag om alverdens evidens, målinger og forskningsinterviews står det klart: Man kan ikke adskille livet fra den pædagogiske gerning. Man kan ikke lave en konstruktion af, hvad det vil sige at være menneske.

Det handler ikke om HVAD men om HVORLEDES. 

Som lærer består min vejledning af mine elever simpelthen i, HVORLEDES jeg underviser. HVORLEDES jeg selv lever livet. HVORLEDES jeg selv er menneske. 

Børn og unge kan ikke narres ind i konstruktioner. De fordrer den ægte vare. De fordrer tillid og tiltro til mig som menneske. Alt andet fører til uro og kaos.

TILLID og TILTRO opnås ikke ved at bygge pædagogik og undervisning på intellektuelt konstruerede teorier, der opsplitter virkeligheden.

Teoretiske begreber kan, i en vekselvirkende bevægelse med praksis, anvendes  til i samtale og diskussion at indkredse og italesætte, hvad pædagogik og undervisning indebærer. 

Gode teoretiske begreber er for eksempel, Pædagogisk paradoks, Tilværelsesoplysning, Pædagogisk fænomen, Filosofisk problem m.v.

Men man ødelægger pædagogik og undervisning, hvis man evidens- og målingsbaserer begreberne. Eller anderledes sagt, man snyder livet, hvis man forsøger at lade som om, der ikke bag ethvert forsøg på at bedrive forskning og undervisning er et bestemt menneske- og livssyn. Hvilket menneske- og livssyn ligger bag anvendelsen af evidens- og målingsbegreberne? Er mennesker strukturer? Er livet en konstruktion?

Begrebet didaktik kan være sprængfarligt, fordi det, isoleret set, kan gå godt i spænd med måling og evidens, fx med tanke på bestemte disciplineringsstrukturer. Det kan ødelægge den pædagogiske og undervisningsmæssige samtale, hvis didaktikbegrebet ikke udvides til det almene, altså hvis didaktikken ikke sættes i forhold til værdier og holdninger – til menneske- og livssyn. 

Konklusionen er, at det er på høje tide, at vi lærere tager bladet fra munden og fortæller om den omfattende og udbredte angst som Andrea Heiberg beskriver.

Det er på tide, at der radikalt sættes lys på: 

At pædagogik drejer sig om livet selv.

At pædagogik drejer sig om mennesker.

At pædagogik og undervisning drejer sig om dannelse til, hvad det vil sig at være et menneske i tilværelsen - at finde sig selv og hinanden via historisk viden, viden om traditionerne, om videnskabsfagene og viden om, og indsigt i, samfundsmæssig ansvarlighed over for hinanden og naturen.

At skolens pædagogiske og undervisningsmæssige formål er tilværelsesoplysning.