Det var oplivende ord, som fik mig til at tænke over, om det pædagogisk, undervisningsmæssige sprog mangler ord for noget vigtigt i samfundsdiskussionen om skole og uddannelse.

Den pædagogiske tænketanks, SOPHIAs, formand Jens Raahauge spørger i et indlæg i Altinget.dk i november 2015: Hvorfor er det gået så skævt, at eleven i den nye læringsmålingsskole er gjort til objekt med det formål, at menneskets bestemmelse er at arbejde? 

Et videre spørgsmål kunne være: Kan det tænkes, at vi, der beskæftiger os med pædagogik og uddannelse, selv har bidraget til denne udvikling? Fordi vi har stået stejlt på, at værdigrundlaget i skolen skal være rent humanistisk – og altså ikke har tilladt det religiøse at spille med?

Med et religiøst sprog kan man uden videre sætte fokus på tro, eksistens, åndfuldhed, transcendens - altså uden videre insistere på at overskride det sociale, det etiske og det samfundsmæssige/verdensmæssige. Man kan komme ned under det rent menneskeligt-humanistiske og dermed tvinges til at forholde sig til dybere værdier for det at eksistere. Altså, at vi ikke kun eksisterer som borgere i samfundet og verden, nej, vi eksisterer som levende skabte væsener (med Jorden, naturen og dyrene), der skal finde samklang og samspil med, samt forståelse af, hvad det indebærer.

Med andre ord: I striden om, hvad det vil sige at være et menneske og om, hvad et menneskes bestemmelse er – må man da ikke i pædagogisk tænkning forholde sig til, at menneskets rolle er andet og mere end samfundsborger og verdensborger?

 Den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta siger i et interview i februar 2015 (https://www.folkeskolen.dk/562759/interview-med-gert-biesta-ved-laerke-grandjean-2015), at man kan sammenligne skolens opgave med at skabe god undervisning for eleverne – med Bibelens to skabelsesberetninger. Man må vælge mellem at være som Gud i den første skabelsesberetning, hvor han vil kontrollere mennesket – og at være som Gud i den anden skabelsesberetning, hvor han sætter frihed højere og indser, at han ikke kan kontrollere, det han har skabt. 

Denne uddannelsesforsker, Gert Biesta, inddrager det religiøse sprog samt forestillingerne fra Bibelen både i dette eksempel og generelt som en underløbende strøm i hele sin pædagogiske forskning. Dermed står han ved, at uddannelse og pædagogik er et ”svagt projekt”, hvor det er umuligt at give garantier for, om noget virker uddannelsesfremmende eller ej. Det kræver mod af en pædagogisk forsker således at sprænge de ellers faste forestillinger om, at pædagogik og tro skal holdes adskilt. 

Måske skal vi i Danmark tilsvarende finde modet til at bringe folkeskole og folkekirke sammen og sige, at lærerne og skolen har en forkyndende opgave? Jeg tænker ikke her på forkyndelse som en dogmefyldt lære, men som aktuel tiltale; ikke som verdensanskuelse, men som et kald til afgørelse.

Er det på tide at sprænge rammerne og indse, at uden at inddrage forkyndelse om tro, håb og kærlighed, altså et religiøst indhold i det pædagogiske - så bliver pædagogik og undervisning taget på sengen i spørgsmålet om, hvad et menneske er? Og hvad skolens formål er?  Så står vi tilbage uforstående, spørgende: Hvorfor er det gået så skævt?

Økonomisk støttes den pædagogiske tænketanks, SOPHIAs, arbejde af lærernes fagforening. Er det i forlængelse her af på tide at stille skarpt på spørgsmålet, også til formanden for SOPHIA, om man skal give læringsmålingsskolen et nyt, religiøst modspil? Om der kan ligge et svar - på spørgsmålet om, hvorfor det er gået så skævt - i at værdigrundlaget, bygget på humanisme, har brug for yderligere mod til at tiltale det religiøse?

 Med andre ord er spørgsmålet, om der er brug for en afgørende ny og udvidet forståelse af pædagogik og pædagogisk tænkning - i striden om, hvad det vil sige at være et menneske? At udkæmpe striden om, hvordan menneskesynet i folkeskolen skal være - og dermed udkæmpe striden om, hvordan skolens formål om åndsfrihed, ligeværd og demokrati kan opfyldes, har aldrig været vigtigere end nu i det kommende år 2016.