At få levernes opmærksomhed så de lytter koncentreret til Carl Nielsens ”Aladdin-suite”, sådan som Mette Frederiksen beskriver det i et indlæg http://www.folkeskolen.dk/576811/paa-jagt-efter-dannelse#576826,  ja, det  er en opgave, en vigtig opgave. Men hvad er intentionen? Hvor er mit ansvar som lærer for en afbalanceret helhed af kvalifikation, subjektifikation  og socialisation? Hvordan kommer fantasien frem? Kan man tage et enkelt element ud af dannelsesbegrebet, som fx at udvide elevernes horisont? Dvs. kan man tage udgangspunkt i et delelement uden at have helheden med i intentionen?

Handler dannelse ikke, udover at være noget med at kunne forholde sig til det, man møder med et åbent sind og kunne forholde sig til det – også om en udefinerbar forundelig livsfølelse, man kunne kalde det livsglæde i tilværelsen. Hvis intentionen med at arbejde med et stykke klassisk musik i en tredje klasse også er at vægte fænomener som tilværelsesforståelse, livsglæde, forunderlighed, skal der så ikke mere til end - ved hjælp af værktøjer som at lægge brikker i rækkefølge: A-B-A-C-A-D  -  at lære formen på en ”rondo”?

Er vi lærere nyttige idioter, hvis vi går ind på læringsmålsstyringens præmisser om, at undervisning handler om ”at blive så dygtige som muligt”, altså ensidig fokusering på kvalifikation, fx til at lære formen på en rondo, at lære teknikken til at læse, regne, skrive? Hvad med indholdet? Læser, lytter, regner vi ikke altid om NOGET på jagt efter en MENING. Skal vi acceptere, at vi er gået fra indholdsstyring til målstyring? Er det ansvarligt?

Skal vi ikke blive ved at sætte spørgsmålstegn og lave civil ulydighed over for den systematiske redskabsgørelse, værktøjer og metodefixeringen af vores undervisning, fordi vi kan komme til at glemme helheden, intentionen, formålet, ja selve indholdet?

Musikstykker kan sættes ind i helhedsmæssige sammenhænge, hvor man arbejder med et overordnet emne, som bidrager til dannelse set i helhed, altså ikke elementer stykket sammen, men en samlende forståelse og oplevelse af ”at livet er værd at leve for mig, sammen med de andre”.

For at belyse menneskesynet bag læringssmålsstyring har jeg herunder samlet et uddrag fra en brevveksling om menneskesynet bag læringsmålsstyring, Folkeskolen.dk december 2015, mellem Lasse bak Sørensen og Lærke Grandjean:

Lærke Grandjean: Jeg bærer altid et billede med mig af kronragede, nøgne mennesker, der stuves sammen i et kammer – for at blive udryddet med gas. For mindre end 60 år siden i oplysthedens, fornuftens og humanismens århundrede blev 6 millioner, 6 millioner, mennesker dræbt – uden at fællesskabet forhindrede det. Det er dette billede, der har fastfrosset sig i min sjæls inderste, der gør, at jeg altid har et forbehold for ”fællesskabet”. For hvornår bliver dette såkaldte fællesskab til en hob, en masse, som blot går i takt, og som dermed forsømmer at være et fællesskab af unikke, selvstændigt tænkende, kritiske og bedømmende mennesker?"

Lasse Bak Sørensen: Her først som svar et citat fra Niels Engelsted, svømmeren og flodens ophavsmand: "Det, der har fået Frankl til at se den selvoverskridende betydning som selve menneskets moralske rygrad, er en ekstrem erfaring, som han har gjort. Nemlig erfaringen som fange i en KZ~lejr, hvor menneesker, der så sig selv i en sammenhæng større end sig selv, havde en chance for at over~ leve, hvorimod mennesker, der ikke _kunne se ud over sig selv og lejrens pigtråd, uundgåeligt var dømt til hurtig fortabelse. Den lære, som Frank! - og andre - drog af dette laboratorieeksperiment i menneskelig ydmygelse og menneskelig værdighed, har han så ført ud i menneskets normale liv, ligesom Freud gjorde med det, han lærte fra sine neurotiske Wiener-patienter i terapiværeIset."

Hvad siger du til det? At lære det "selvoverskridendes betydning" er det ikke kernen i god opdragelse og god skole, også selvom det ikke giver garantier mod, at nogle bevægelser, partier og religioner, mister orienteringen og bliver deres eget formål, os mod dem. Da har de jo netop mistet det selvoverskridende, som måske var udgangspunktet. Den historie kender jeg rigtig godt fra min egen ungdoms politiske engagement på venstrefløjen. Der var dem, som holdt fast i det selvoverskridende og så var der dem, der gjorde personlig karriere. Socialdemokratiets udvikling/afvikling er vel et af de mest sørgelige eksempler på, at den egoistiske trang til magt opløser det oprindeligt selvoverskridende?

Lærke Grandjean: Jo, for fanden, Lasse. Det er netop denne overskridende, transcendentale, pædagogik, jeg altid selv har forsøgt at finde, fremme, udføre.

Frankls hjerteskærende men håbefulde beskrivelser fra "ondskabens mekka" har været med mig lige fra start og præger min gerning i meget høj grad. Kærligheden, troen, håbet - på trods. (Jeg tænker også meget på det nu i den aktuelle terror-tid samt i denne tid med socialdemokraternes ødelæggende "nødvendighedspolitik").Det tragiske er at en sådan overskridende pædagogik ikke er mulig efter målingstyringens indtog.Hvor ærgerligt (tragisk) at DLFs idé om en forsøgsskole uden læringsmålsstyring blev nedstemt.

PS. Ja til en åben overskridende pædagogik. Nej til en lukket "humanistisk" pædagogik. Lige et PS, fordi selvom jeg er glad for Frankl, Fromm og Løgstrup – banker mit hjerte også for Kierkegaard, Nietzsche og Zizek, fordi sidstnævnte alle tre søger "overskridelse", og ikke "fundament" som de tre første. 

Men. De er jo alle seks ”bare” mennesker, som du og jeg, og de skal ikke sættes op som endegyldige indehavere af nogen sandhed. Vi skal selv tænke over tingene. Men det ”skader” jo ikke at tale lidt med de kære filosoffer, som har levet før os (nå ja, Zizek er nulevende), og få gode tanker med fra dem.Hvad jeg mener er, at målstyringsdiskursen i dansk pædagogik fordrer kamp, og den kamp er der forunderligt nok ikke ret mange, der tager, sådan virkelig alvorligt og samlet. Vi har fyrtårne, som tager kampen, fx Rømer, Mårtensson, Kemp, Nepper Larsen, Dorte Jørgensen. Men der er i Danmark ingen pædagogisk demokratiske foreninger eller organisationer, der i fællesskab har som formål at tage kampen op med tanken om den ”pædagogisk, humanistiske og politiske elite”, der ligesom i egne cirkler lukker sig om at være tænketanke eller fagforeninger m.v. med helt sikkert gode og vigtige formål – men uden plads til det overskridende, det transendente, hvilket medfører, at den pædagogiske kampplads mangler dimensioner og videre horisonter.Altså, jeg mener simpelthen, at det ikke er tilstrækkeligt at være ”pædagogisk humanist”, fordi så er fundamentet givet på forhånd, nemlig tanken om det gode menneske. Men hermed udelukker man muligheden for noget andet og større end det menneskelige. Det menneskelige, der også indebærer holocaust og ISIS. Det onde er menneskeligt, og vi kan bare kikke indad i os selv, så véd man godt, at det onde, fx dagligdags ”små-ondskab” som dril, mobning, tyveri m.v., ikke bare er noget inde i Hitler, Breivik eller andre som vi angiveligt kan se er onde. Spiren til det onde er i os alle sammen og under rette vilkår vokser ondskaben sig stor som en tjørnehæk. Det er derfor, jeg mener, at kampen imod læringsmålsstyring har brug for andre måder at tænke pædagogik på, end "fundamentalistisk humanistisk", nemlig nogle overskridende måder. Der er også brug for, at foreninger og organisationer stopper op og lytter til og handler på, at demokrati er ikke bare er noget, der er. Demokrati er noget, der sker. Men det sker kun, hvis man har modet, viljen og handlekraften til at lukke op og se andet end lige sine sædvanlige cirkler.

Lasse Bak Sørensen: Ja, hvorfor var der ikke bred opslutning om en forsøgsskole? Skyldes det sådan et gammeldags tradeunionistisk syn på, hvad en fagforening skal beskæftige sig med - løn og arbejdsforhold - Basta Bum!

Her er lidt Kierkegaard fra min krimi/thriller, Medusas øje, til inspiration for vores samtale:Mag blinkede til Jo. ”Han er i hvert fald ret cute, synes du ikke?”Jos blik søgte hjælp hos højere magter. Næst efter nice var der ikke et ord, hun hadede mere end cute. Du kan godt glemme det Mag, hvis det er en lille, lummer venindechat, du er kommet efter.”Tror du, han kan lide mig?” fortsatte Mag uden at registrere advarselstegnene.”Hvem?””Jonathan selvfølgelig.””Hvor skulle jeg vide det fra.””Du har jo haft en kæreste.””Har jeg?””Lad nu være Jo, du kom sammen med Bertram i et halvt år. I sad vel ikke kun herinde og diskuterede ham der filosoffen, hvad er det, han hedder?””Kierkegaard!” hjalp Jo.”Nå, ja, Kierkegård … opmuntrende navn ... så hed han vel Sten til fornavn?””Ha, ha, ha!” sagde Jo. Hun synes ikke, Mag var særlig morsom. ”Han hed Søren … Søren Kierkegaard. Og jeg synes ikke, han er så klog mere. For meget Gud og kristendom … men han skrev faktisk noget klogt om kærlighed.” Jo granskede sin søsters ansigtsudtryk, før hun fortsatte. Ingen grund til at så frø på stengrund eller kaste perler for et svin. Mag anstrengte sig virkelig for at se ud, som om der ikke var noget hun hellere ville høre end Kierkegaards tanker om kærlighed.”Fortæl! Hvad skrev han?””Han skrev om kærlighedens renselse. At kærligheden ikke bør være afhængig af gensidig identifikation.”Mag rullede med øjnene.”Og oversat til menneskesprog betyder det?””Det betyder, at vi ikke kun skal elske dem, der er ligesom os selv, for så er det i virkeligheden os selv vi elsker – altså ren og skær egoisme.”Mag grublede et øjeblik.”Var det derfor, du slog op med Bertram? Fordi, I var for ens, fordi du bare elskede dig selv?””Det … det kan godt være,” svarede Jo tøvende, ”men det var vist ikke det, der var Kierkegaards pointe. Med kærlighedens renselse mente han næstekærlighedens renselse. At vores næstekærlighed skal omfatte alle, også de mange mennesker, som ikke ligner os selv.”Mag grublede igen. Det gjorde Jo også, over sit eget hjertes rummelighed. Hvordan stod det til med kærligheden til en tvillingesøster, der var vidt forskellig fra hende selv? Irriterende forskellig. Det var ikke svært at elske Mag, når hun som nu strålede af glæde over en eller anden opdagelse, hun havde gjort. ”Dansk Folkeparti trænger altså til at få deres næstekærlighed renset? Deres næstekærlighed er jo møgbeskidt.” En bekymret panderynken fjernede Mags smil, så fortsatte hun: ”Men hvad med vores næstekærlighed, Jo? Trænger den ikke også til at blive renset? Er den ikke ligeså snavset? Kan vi måske elske dem, som tænker helt anderledes end os, fx Dansk Folkeparti?”

Lasse Bak Sørensen:Der er altid plads til en til. Lærke og jeg er godt i gang med at redde hele verden, er der ikke nogen, som gider være med?

Se evt. hele brevvekslingen på dette link: http://www.folkeskolen.dk/576141/maalingsstyring---som-at-toemme-en-gylletank-i-en-spillevende-aa#576696