Professor Lars Qvortrup anklagede i et debatindlæg i Berlingske Tidende d. 3. juni 2015 lektor Thomas Aastrup Rømer for at være infam, usaglig, polemisk, fordrejende. Thomas Aastrup går, ifølge Lars Qvortrup, efter manden i stedet for bolden, og Thomas Aastrup Rømer undergraver den frie akademiske debat, når han fri og frejdig, igen og igen, påviser den nye folkeskolereforms fejl og mangler. Lars Qvortrup er ikke alene om at klage over Thomas Aastrup Rømer, der med sin ligefremme stil, kan opfattes som en Klods Hans-figur i den pædagogiske verden. Han siger tingene, som de er, og han holder sig ikke tilbage med at sige, hvad han mener om tingene. Det er mildt sagt ikke populært i dele af den akademiske tradition. Men til gengæld har Thomas Aastrup Rømer lidt af en helte-status i den praktisk pædagogiske verden, og han får fuld opbakning, når klagerne over ham når til tops til ledere og presse. Det er kun i den angrebne akademiske verden, man ikke forstår at værdsætte Danmarks Pædagogiske Klodshans. Nu har Thomas Aastrup Rømer så skrevet en opfølgning af ”Krisen i dansk pædagogik”, der udkom på Forlaget Fjordager i 2013. Denne var en samling af blogs, hvor Thomas Aastrup Rømer i et bramfrit sprog slog ned på akademiske kollegers gøren og laden, når de lavede forskning, der ensidigt understøtter den nye folkeskolereforms tekniske uddannelsessyn og nye læringsmålsdiskurs. I sin nye bog ”Pædagogikkens to verdener” fortsætter Thomas Aastrup Rømer denne videnskabelige linje, som vækker så megen harme blandt nogle af hans akademiske kolleger. (Værket, som anmeldes andetsteds, er på 575 sider og indeholder endvidere mere traditionelt videnskabeligt arbejde).

Jeg besøgte Thomas Aastrup Rømer i Aarhus for at tale med ham om hans motiv til at udfordre pædagogikkens  to verdener i sin karakteristiske Klods Hans-stil.

Thomas Aastrup Rømer forklarede mig, at han faktisk ikke rigtig har noget motiv, heller ikke et valg. Han kan ikke lade være med at skrive, som han gør. Det startede med, at han efter 14 års ansættelse på et seminarium blev ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet, og kort tid efter var han vidne til en uretfærdig fyring af nogle af sine nærmeste kolleger. Det reagerede han på. Ligesom han reagerede, da universitetet pludselig ville tvangsflytte nogle forskere fra Aarhus til København. Han blev, efter disse sager, opmærksom på, hvilke praktiske konsekvenser, der kan være af den systemteoretiske tænkning, der dominerer i dansk pædagogik, hvor den tyske sociolog Niklas Luhmann er en vigtig inspirator.  Thomas Aastrup Rømer begyndte for alvor at læse systemteoretikernes arbejder og fandt ud af, at der er en forbundethed mellem politik, organisation og videnskabelige distinktioner. Han kunne se hele den måde, det blev fremført og begrundet på, gik igen og igen. Han fik også blik for, at mange af disse folk var yderst fremtrædende i skolepolitikken, og denne massive fremtræden blev mere og mere tydelig, som tiden gik. De grundlæggende filosofiske idéer arbejdede sammen med policy, pædagogik og organisation, og det blev en samlet del af hans forskningsarbejde at undersøge dette. Han skrev simpelthen ned, hvad han så og hørte. Han fandt på at kalde det hele for Danmarks Pædagogiske Oligarki, fåmandsvældet, og det var ikke blot i polemisk øjemed, men i et forsøg på empirisk at dokumentere, at det faktisk eksisterer.

Fåmandsvældet udgør et lille netværk af folk, som lever af et opgør med dansk og europæisk pædagogisk tradition, og som i stedet bygger på en radikal instrumentalisme. Børn bliver set som økonomiske konkurrencestatssoldater eller egoistiske opportunister. Etiske og politiske formålsdiskussioner er ikke med. Netværket ser ens på pædagogik og uddannelse, og de sidder på kryds og tværs i de samme udvalg, grupper og kommissioner. De centrale personer er professor Jens Rasmussen, professor Lars Qvortrup, forskningsleder Andreas Rasch-Christensen og rektor Stefan Hermann. De skriver kronikker og debatindlæg sammen og sidder i lidt forskellige kombinationer centralt placeret i uddannelsesudvalg.

Det nærmeste Thomas Aastrup Rømer kan komme en forklaring på sit motiv til at analysere og udfordre dette lille netværks gøren og laden er, at han ikke ønsker den nye reformskole. Han vil ikke stiltiende være vidne til, at den gives videre til samfundets næste generation. Han indtager bevidst en naiv position, hvorved han lader følelserne strømme ind i videnskaben. Problemet med den traditionelle pædagogiske videnskab er, at den afsondrer sig fra det folkelige liv. I den optik bliver der ingen følelser, intet hverdagsliv tilbage. Men det folkelige liv og den pædagogiske videnskab skal være i kontakt med hinanden. Politik og følelser skal med i det akademiske arbejde, og det skulle gerne fremgå af ”Pædagogikkens to Verdener”, at man ikke kan tale om en ægte pædagogisk videnskab uden følelser, fantasi og forestillingsevne.  Klods Hans eller ej, Thomas Aastrup Rømer taler og svarer tidens melodi på sin egen facon.

Jeg ville have en uddybende forklaring på, hvad det er, der er galt med den nye folkeskolereform? Der er indført et ny-sprog, udviklet som en form for opgør med de pædagogiske tanker, som vores land er bygget på og tidligere har været knyttet til. Der er kommet en opsplitning i måden, hvorpå man taler om pædagogik, som har manifesteret sig kraftigere og kraftigere i nye begreber. Pædagogikken er blevet opdelt i to. Den verden, der tidligere bestod af videnskab, normativitet og formålsdiskussioner, er i faretruende forstand ved at blive dømt ude. Der har i dag udskilt sig en egen organisation med et stivfrossent læringsbegreb, tømt for substans. Men Thomas Aastrup Rømer vil insistere på den pædagogiske verdens værdier fra før folkeskolereformen. Det er derfor, han vil fastholde de gode ord som: lærer, skole, dømmekraft, disciplin og kundskaber.

Skolens opgave er i høj grad at lære børn og unge at læse og få kundskaber fra hele skolens fagrække. Men man kan ikke løsrive fx læsning og betragte det som ren, målbar teknik, for dermed tømmer man skolens opgaver for indhold til fordel for at ensrette og servicere til en global kapitalisme, der understøtter den såkaldte konkurrencestat. Man må forstå, at læsning skal ses i sammenhæng med den kultur og den tradition, man er midt i. Man må betænke sammenhængen og indholdet i det, læsning drejer sig om, nemlig at tilegne sig en teknik, men altså ind i en sammenhæng. Læsning skal ses som en fordybelse ind i den praktiske, åndelige kulturelle virkelighed, barnet står midt i. Sådan er det med skolekundskaber i det hele taget, de skal ikke blot ses som tal i en statistik, hvor man kan score højt i fx en PISA måling. Det er imidlertid, hvad der sker med den nye folkeskolereform, og det er Thomas Aastrup Rømers anke.

Det er hans store indsigelse som pædagogisk filosof, at samtalen mellem pædagogisk videnskab og den konkret praktiske, åndelige, kulturelle og samfundsmæssige er forstummet. Samtalen er brudt, fordi den nye folkeskolereform er koblet op på en helt anden form for ideologi, end den pædagogiske tradition indtil nu ellers har været dybt indfældet i med historie, religion, kultur og kunst. Det er det, Thomas Aastrup Rømer prøver at gøre opmærksom på. Han tager ikke ny-sproget for gode varer, og selvom det kan være hårdt at stå på mål for hårde ord som dem i Berlingske Tidendes aktuelle debat, så opgiver han ikke sin karakteristiske stil. Hvis Klods Hans figuren handler om at finde pudsige og glemte tekster frem og undersøge sætningernes rækkefølge, sammenhæng og udelukkelser og derpå råbe til hele samfundet: ”Se jeg har fundet en død krage”, så er han helt med på den.