Anmeldelse

En milliard rejsende sætter spor

Turisme er helt bogstaveligt noget svineri. Men sådan behøver det ikke at være, fortæller stærkt fagligt og motiverende materiale til samfundsfag og geografi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Bæredygtig turisme – i en global verden” giver et godt og tydeligt bud på, hvordan vi skal forstå begrebet ”bæredygtig turisme”, således at vi også i fremtiden kan rejse ud og opleve den globale verden.

Fakta:

Titel: Bæredygtig turisme

Forfatter: Peter Bejder, Erika Brenner og Kaare Øster

Pris: 240

Sider: 64

Forlag: Turbine Forlaget

Bogen er skrevet med stor faglig sikkerhed og i et felt, der helt sikkert vil motivere og fastholde elevernes fokus. På kloden er der hvert år en milliard rejsende, og hvis det skal fortsætte, må vi vide, hvad vi gør. Derfor har dette materiale en helt afgørende betydning. Der sættes særlig fokus på området gennem arbejde med bæredygtighed via det økologiske, det sociale og det økonomiske.

Bogen beskæftiger sig gennem eksempler på bæredygtig turisme i Afrika, Asien, Oceanien og Latinamerika med en række problemstillinger og muligheder, der beskriver de udfordringer, de enkelte områder står med. Eksempelvis et godt afsnit om et turistbureau i et slumkvarter i Lima i Peru.

Materialet er også støttet af netsiden renturisme.dk, hvor man finder elevstof, lærervejledning, arbejdshæfte med elevøvelser og aktiviteter.

Hvis man skal mere i dybden, findes der sidst i bogen en god oversigt med både litteratur og weblink, der kan give den enkelte elev nye faglige udfordringer.

Hele materialet med bog og webside fremstår som et stærkt fagligt materiale og kan bruges både i faget geografi og i samfundsfag. Materialet kan i den grad anbefales og vil klart motivere eleverne.

Det kan bruges i den daglige undervisning, men også være relevant i forhold til arbejdet med folkeskolens projektopgave. Bør kunne findes på skolens fagbibliotek.