Som lærer vil jeg insistere på at være novice. Hver gang jeg går ind i en klasse, er jeg lige så ukyndig som mine elever, eller mere, for de ved jo noget om dem selv, det gør jeg ikke. Det, jeg har med mig ind i klassen er tilværelseserfaring og erfaring med pædagogik, undervisning og med mine fag. Men at vise underet er nyt hver gang. Jeg må stå i det åbne rum og møde de nye elever/kursister på en måde, der intet har at gøre med ansvar for virksomhedsregnskab, men med frihed. Jeg skal vove mig ind i det pædagogiske paradoks: At et andet menneske har tillid nok til at tro, at (den besværlige) tilegnelse af et ukendt undervisningsindhold kan føre til frihed og selvstændighed. Jeg tager ansvar for min undervisning, for mine fag, for mine egen handlinger, men jeg gør det på ny hver gang, og jeg gør det i en menneskelig forstand, ikke i en økonomisk. Det er et usikkerhedens rum, jeg står i, jeg kan ikke udstikke nogen som helst garantier, jeg er ikke dygtig til noget som helst af sædvanlig karakter. Det, jeg kan med mine elever, kommer som en særlig gave, en gave, jeg ikke ved, hvorfra kommer, men jeg ved, når jeg får gaven, den har med inspiration, kærlighed, tillid, tro, håbefuldhed at gøre. Jeg kan opstille nogle muligheder, jeg kan angive nogle retninger, jeg kan stå for en faglighed. Jeg kan eksistentielt være til stede side om side med mine elever, men om de tager imod, er der ingen som helst garantier for, elevernes indlæring kan ikke, og skal ikke, måles, testes eller på nogen som helst måde udsættes for økonomiske kalkuler. Indlæring har at gøre med det enkeltes menneskes unikhed og særlige personlighed, det er et felt, jeg ikke har, eller skal have/tage, adgang til. Det handler fundamentalt set om det enkelte menneskes frihed og selvstændighed til at sige ja eller nej. Undervisning af andre mennesker kan ikke opgøres i sammenlignelige tal til statistikker. Eleven kan måske tage imod undervisningsindholdet nu, måske senere, måske slet ikke. Det er vilkåret for undervisning, som ingen teknikker, redskaber, værktøjer hverken kan eller skal ændre ved. Jeg skal blive på min bane, som er undervisningens bane, jeg skal holde mig langt væk fra elevernes bane, som er deres. Hvis de lærer 7-tabellen, er det et mirakel, hvis de lærer at læse, er det et mirakel, hvis de kommer til at holde af litteratur, er det et mirakel. Jeg kan kun håbe (og måske tro) på det som lærer, jeg kan intet garantere. Jeg skal vedholdende stå ved min ukyndighed, at undervise er en gave, en kunstart. Man kan stille sig ydmyg, taknemmelig og forsøge at bedømme hvor, hvornår, hvordan, man måske kan lykkes med sin undervisning.

Lærings- og målingsdiskursen er fundamentalt fejlagtig, og den er ved at ødelægge skolen, men ukritiske forskere og politikere tror på konkurrencestatens pædagogik, der har ét eneste formål: At uddanne børn og unge til arbejdskraft.

Danmarks leder af Institut for Uddannelse og Pædagogik (IUP/DPU), Aarhus Universitet, udtaler, at udsatte børn skal presses til et bedre liv. Et modstandsdygtigt barn sammenlignes med en plastisk membran. Danmarks pædagogiske leder tror, at det barn, han står over for, er en objektiv størrelse. Han tror, at han neutralt iagttagende og objektivt analyserende kan regne ud, hvordan barnet skal behandles for at glide smertefrit ind i den eksisterende samfundsorden. 

Som om dette barn ikke er et menneske, som du selv, lige så værdigt, som du selv. Som om dette barn ikke har et ansigt, et navn, en evne til at tænke, føle, mærke, være sårbart. Pædagogik og undervisning løsrives fra den menneskelige tilværelseseksistens, fra fagene, fra den fælles samfundsdiskussion.

Danmarks pædagogiske leder fodrer det politiske modedyr, konkurrencestatsdyret, mennesker reduceres, lærende kompetencedele i et skolesystem, anti-sårbare, duelige mennesketyper, membraner, sociologiske objekter til frit studie.  Tilværelsesoplysning med helhedssyn på mennesket kendes han ikke ved. Under mottoet, indholdsstyring er død, længe leve målstyring, uddeler han forskningsguld til kompetenceudvikling med duelighedssyn. Danmarks Pædagogiske leder surfer på læringsbølgens top, sørger for at universitetet leverer it-didaktik og systemer, resultatmålinger og evidensberegninger, børn og unge skal presses til et dueligt liv i konkurrencesystemet.

Det er en tysk sociolog ved navn Niklas Luhmann, der tænker verden ind i systemer, han ser skolen som en maskine og børnene som konstruktioner. Politikerne og forskerne bag den nye folkeskolelov har taget Niklas Luhmann til sig, børnene skal presses ind i systemer og blive verdens dygtigste, pædagogik og undervisning transformeres til læringskompetencer tilpasset nye konkurrencesystemer, det er hele verden, vi konkurrerer med, der er ikke plads til filosofisk dialog eller eksistenspædagogik. Førertrøjen i globaliseringskapløbet jagtes, alt skal struktureres, staten er en koncern, børn og unge skal testes og måles, så de kan passe til Danmark-koncernen. Det er arbejdsduelighed, der er selve formålet. Kultur, religion, historie, demokrati, kærlighed – ud til højre. Fryser du? Fryser samfundet? Kan vi leve i systemer uden næring fra jord, vand, luft, ild, fortællinger om det heles tilblivelse og fortsatte eksistens?