I dette folkeskolens jubilæumsår dukker diverse analyser og internationale undersøgelser som Pisa op, og sidste skud på stammen er en sammenlignende undersøgelse af samfundsfag/samfunnskunnskap i Danmark og Norge.

Undersøgelsen og dermed bogen er delt op i to dele, således at første del omhandler faghistorie og fagsyn, læreplaner og fagenes placering. Disse områder bliver sammenlignet og analyseret.

Anden del går på arbejdsformer, lærernes arbejde, elevernes holdninger, viden og færdigheder og selvfølgelig opfattelsen af demokrati. Endelig stilles spørgsmålet, om eventuelle forskelle kan begrundes ud fra blandt andet lærebogssystemer.

Der er vel ved enhver form for selektion af emner og temaer altid en risiko for historieforfalskning. Også i dette tilfælde, hvor der nævnes en række bøger, men hvorfor netop disse bøger er valgt og ikke alle de andre systemer og bøger, omtales ikke. Ej heller de mangfoldige muligheder, der efterhånden er dukket op på internettet, hvor gode eller dårlige disse end måtte være.

Blot 30 procent af de adspurgte skoler har meldt tilbage, altså under en tredjedel. Det anfægter dog ikke forfatterne bag undersøgelsen, der finder det helt i orden og begrunder den lave besvarelsesprocent med, at der er udpræget træthed i at blive "målt". Spørgsmålet er derfor også, lighederne til trods, om ikke der konkluderes på et for let grundlag.

Selvfølgelig er der forskelle de to lande imellem, og her nævnes de forskellige lærerkulturer, hvor den liberale og autonome danske lærerkultur står over for den norske, der er langt mere læseplans- og lærebogsstyret.

Der er forventeligt ikke de store udsving i sammenligningerne om elevernes demokratiopfattelse i Danmark og Norge, og på et punkt er der forholdsvis stor enighed, nemlig i forbindelse med spørgsmålet om, at det er vigtigt, at politikerne lytter til befolkningen, men også at læreren tager eleverne med på råd.