Anmeldelse

Elverskud

Nordens Twilight holder niveauet

Nicole Boyle Rødtnes ramte pletskud med sin første bog i serien "Elverskud", som indbragte hende en nominering til Orla-prisen 2014. Seriens andet bind, "Søsterpagt", holder det høje niveau.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Første bind efterlod de to halv-elverpiger, Rosa og Birke, i en kaotisk situation. De var dybt splittede mellem deres bånd til den menneskelige race og alt i Tørveby - og på den anden side deres slægtskab med elverne, deres afdøde mor og de hypnotiske kræfter, elverblikket udstyrer dem med. Eksperimenterne med netop elverblikket og dets evne til at fremkalde mænds begær havde fået katastrofale følger, og Åmanden havde i den forbindelse været nødt til at drukne en ung mand.

Fakta:

Titel: Elverskud

Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes

Pris: 199,95

Sider: 272

Serie: Elverskud

Forlag: Alvilda

I dette bind er det netop politiets efterforskning af mordet på Benjamin, der presser pigerne og deres far, og da den smukke elver, Aske, tilbyder sin hjælp, er de i vildrede om, hvorvidt han er en trussel eller deres redning. Under alle omstændigheder får Birke sin egen elvermedicin at føle, da hun i uimodståelig grad tiltrækkes af den unge elver og dermed udfordres på sit forhold til menneskedrengen Malte. 
"Søsterpagt" slutter på ægte cliffhangervis, og der er dermed lagt dygtigt i ovnen til tredje og sidste bind.

Romanen er først og fremmest en spændende og velskrevet frilæsningsbog for primært piger fra 12-års alderen, men den rummer også et didaktisk potentiale i litteraturarbejdet i 6.-8. klasse. For eksempel vil "Elverskud"-serien være en oplagt mulighed for at aktualisere kanonstof som folkeviserne "Agnete og Havmanden" og "Elverhøj". Hele bogen eller udvalgte passager kunne med fordel give eleverne en forforståelse og nysgerrighed over for det videre arbejde med de sværere tilgængelige og langt mere moralske historiske tekster.
Man kunne også forestille sig denne serie indgå som en del af en kønsopdelt læsning af værker, der trækker tråde tilbage i historien. Hvis pigerne skulle svælge i folkevisernes og denne bogs undersøgelse af, hvordan begær påvirker vigtige beslutninger, kunne drengene passende få lov at dykke ned i Josefine Ottesens suveræne portræt af middelalderdrengen Odd og hans livskamp i "Krigeren"Det kunne give anledning til spændende diskussioner af samtidens og historiens opfattelse af henholdsvis mænd og kvinder.