Anmeldelse

Akavet

Helt på tværs og lige på kornet

Ronnie Andersens "Akavet" er en sært dragende og mønsterbrydende bog om dem, der falder uden for mønsteret. På romanens forside står der: ”Du er (ikke) alene om at føle dig anderledes”. Denne roman skal ikke lades alene. Det er den simpelthen både for anderledes og for god til.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En overfyldt togvogn, masser af stemmer, der blander sig med hinanden, mennesker, der trækker én i ærmet, meddelelser i højttalerne, brudstykker af musiktracks. De fleste, der har prøvet sådan en situation, ved, at den stiller store krav til ens selvkontrol.

Fakta:

Titel: Akavet

Forfatter: Ronnie Andersen

Pris: 229,95

Sider: 272

Forlag: Høst og Søn

For hovedpersonen i Ronnie Andersens nye roman "Akavet" er situationen endnu mere krævende. For Mikke er, som han selv siger, et menneske uden filter. Han kender ikke de normale sociale spilleregler, så i togvognen er det tæt på at gå galt for ham. Hans indre er i oprør: ”Hold nu kæft. Du voldtager min hjerne med dit lort …”, tænker han, og som læser venter man bare på, at låget ryger af, og at han eksploderer ud over sine medpassagerer.

Mikke er på vej et sted hen, men han ved dårligt nok selv hvor: Enten er han på vej til et sted, der kan kaldes "hjem" med en mor og en far, bortset fra at "hjem" ikke er et rigtigt hjem, for Mikkes forældre kan ikke have ham hjemme. Eller måske er han på vej til det, han kalder "Hjemmet", som er institutionen, hvor han er anbragt, fordi hans filterløshed er diagnosticeret som en socialfobi.

På rejsen trækkes læseren med ind i Mikkes hvirvelvind af tanker og erindringer, der blander sig med nuet. Men det er ikke en decideret flashbackhistorie, for i bogen kommer læseren helt ind i Mikkes fortumlede bevidsthed. Insisterende og medrivende blandes fragmenter fra før og nu, fra musik og film, fra begivenheder og tanker, så det ville være mere oplagt at kalde kompositionen for en flashinkonstruktion.

Brudstykkerne samler sig dog langsomt til et billede af, hvordan Mikke måske når frem til, at en togrejse ikke behøver at ende i en katastrofe. Men før vi kommer dertil, har vi selv været på rejse ind et miljø, som sjældent finder plads i ungdomslitteraturen. "Hjemmet" er nemlig befolket med andre unge på kanten, som for eksempel drengen, som de andre skal tage hensyn til, ved at volumenkontrollen på fjernsynet altid står på et tal, der går op i fem, eller "Den Bragende Årsag", Maiken, som med jævne mellemrum smadrer inventaret på sit værelse. Alene i den indgående skildring af alle disse unge, der går på tværs og imod, hen over og neden under almindeligheden, er "Akavet" en særegen oplevelse.

I denne verden er der to steder, hvor Mikke kan finde nogenlunde ro. Det ene sted er paradoksalt nok i hans mormors strikkeklub, hvor de vise kvinder har set nok i livet til, at de tager bruddene på de sociale koder med ophøjet ro. Det andet sted er hos pigen Klara, der ikke bor på "Hjemmet", og som ikke bare lever med, men faktisk er vild med Mikkes afstikkende facon. Selv uden for "Hjemmet" vrimler historien med forbløffende sidehistorier og aparte personer. Måske er grænserne mellem det normale og det utilpassede ikke så skarpe, som nogen gerne vil have os til at tro.

Bogens fremstilling af historien om Mikkes vej væk fra socialangsten er fængende, og den står stærkt også i kraft af Andersens rammende sprog, som når Mikke taler om, at ”savn kan folde sig ud som en blomst, men det kan også komme som et tigerspring som Angsten”.

Oven i dette kommer romanens æstetiske udformning, der hele vejen fra tekstens grafiske fremstilling over den springende kronologi, der sjældent er markeret i teksten, og ned til de sproglige detaljer spiller sammen med romanens handlinger og personer. For eksempel er bogen sat på en måde, så man skal dreje den 90 grader for at kunne læse teksten.

Ronnie Andersen har efterhånden fået etableret sig en solid plads i nutidens ungdomslitteratur ved at give realistisk stemme til de unge på kanten. Ikke de stille eksistenser, men de skæve af dem. Det begyndte med et blik ind i hashpsykosens forvredne univers i debuten "Date med en engel" og er fortsat frem til "Komatøs", som Andersen i 2012 fik Kulturministeriets Forfatterpris for. "Akavet" er endnu et flot værk i denne strøm. Men ikke nok med det. Hans fortsatte insisteren på at finde nye former, der hænger kongenialt sammen med figurerne i hans romaner, gør ham til en markant mønsterbryder i børne- og ungdomslitteraturen.