Blandt danske uddannelsesforskere er der tilsyneladende en rationalistisk oprustning i gang for at gøre det muligt at »finde ud af, hvad der virker« i undervisningen.

Én af de prominente tilhængere af denne meget resultatorienterede »evidensbaserede« forskning er Lars Qvortrup, der er dekan på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU). Den 1. august bekendte han sig i Information som »pædagogisk ateist«: »Forskningen, ikke dannelsen skal vise vej. 'Du skal ikke tro, du skal vide', lyder formaningen til vor tids undervisere«. Og dekanen fortsætter: »Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for«.

Qvortrup opstiller en aparte modsætning mellem dannelse og evidens, og det fremgår, at han betragter dannelsestænkere som repræsentanter for lunefulde stemninger og religiøst føleri.

Hans position som ensidig tilhænger af rationel fornuft og effektivitet frem for erfaringsmæssig intuition og følelse, af teori frem for praksis, af objektivitet frem for subjektivitet, af regler frem for samtale, af systemer frem for kultur - er imidlertid problematisk. Problemet er ensidigheden.

Holdningen vil muligvis bringe DPU tættere på den politiske magt, for her er succeskriteriet for tiden nemlig nytte og effektivitet. Men positionen vil fjerne forskerne fra lærernes og elevernes virkelighed. Lærere har en erfaringsbaseret indsigt, som forskerne burde forholde sig nysgerrigt og ydmygt til i bevidstheden om, at nogle påvirkninger er umulige at måle, fordi der er for mange variabler - eller fordi målingen påvirker processen.

Desuden kan lærere ikke undervise uden både at have viden og idealer, holdninger og tro på det, de gør. Ligesom eleverne dybest set ikke kan lære uden at »holde af« den viden, de personligt tilegner sig i en undervisnings- og udviklingsproces under lærerens ledelse. Og uden at kunne lide læreren.

Undervisningen må ikke alene vise sin gyldighed i teorien, teorien må også vise sin gyldighed i praksis. Og følelsen må være med i fornuften, ligesom fornuften må være med i følelsen. Også af forskere og dekaner må man kunne forlange en afbalanceret virkelighedsopfattelse og en udvidet filosofisk-æstetisk tænkemåde, der forholder sig til skolens og undervisningens drægtige dilemmaer og perspektivrige paradokser.

Erik Schmidt