Anmeldelse

Flydende læsning i praksis

Bedre måder at læsetræne på

Folkeskoler med respekt for sig selv har etableret en læsepolitik, der sikrer, at eleverne får læst hver dag. En praksis, som bygger på viden, der viser, at jo mere man læser, jo bedre en læser bliver man. "Flydende læsning i praksis" udfordrer denne praksis.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskoler med respekt for sig selv har enten etableret læsebånd eller på anden måde en læsepolitik, der sikrer, at eleverne får læst hver dag. En praksis, som bygger på viden, der viser, at jo mere man læser, jo bedre en læser bliver man. "Flydende læsning i praksis" udfordrer denne praksis.

Fakta:

Titel: Flydende læsning i praksis

Forfatter: Gertrud M.R. Brandt

ISBN: 9788750042785

Pris: 269

Sider: 108

Serie: Lyst og læring

Forlag: Akademisk Forlag

Flydende læsning handler om præcis afkodning, hastighed, forståelse og prosodi (udtryksfuld personlig oplæsning).

Undersøgelser viser, at selvstændig stillelæsning ikke er tilstrækkeligt effektivt for især elever, som ikke har udviklet tilstrækkelige ordafkodningsstrategier. Læsetiden skal afstemmes med elevernes evne til koncentration og eventuelle læseproblemer. I bogen præsenteres forskellige metoder til at opnå flydende læsning. En af metoderne er gentaget læsning med systematisk, tydelig støtte og feedback. Specielt læsesvage elever får ved almindelig læsning sjældent mulighed for at opleve at kunne mestre én eneste side. Gentaget læsning giver dem den vigtige træning.

Hvis metoden følges, vil eleverne genlæse den samme tekst fire gange. En anden metode er ord per minut-metoden, som begynder med en test på alle elever i klassen, derefter begynder træningen med differentierede tekster. I bogen er der oversigter, der viser, hvor mange ord per minut børn på forskellige klassetrin skal kunne læse højt. Desuden er der en progressionsplan for flydende læsning på syv trin. Der henvises til kopisider, som kan downloades fra forlagets hjemmeside.

"Flydende læsning i praksis" er en inspirerende bog at læse med mange tydelige modeller og oversigter. Den griber fat i en problematik, som vi er mange lærere, der kan nikke genkendende til. Der præsenteres mange relevante og tilgængelige metoder, som kan hjælpe os til at kvalificere elevernes læsning.