Anmeldelse

Frøken Ignora får besøg af sin mor / Frøken Ignora og frøken Gisela / Frøken Ignora tager til Paris / Frøken Ignora og blomsterne / Frøken Ignora bliver milliardær

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er et glædeligt og vistnok specielt dansk fænomen, at forfattere, der har etableret sig i voksengenrer, giver sig til at skrive for børn. Det har givet os en række letlæsningsbøger med kraft i sprog og illustrationer og med et plot, der ikke lader sig spænde inde af læsepædagogiske hensyn. Det eneste forudsigelige i de små episoder er sådan set hovedpersonens totale afvisning af længerevarende indgreb i sin personlige frihed og hendes empati over for andre mennesker - altså lige med undtagelse af de påtrængende personer, der ikke kan finde og acceptere deres plads i periferien af Ignoras tilværelse. Mødre, søstre og den slags.

Fakta:

Titel: Frøken Ignora får besøg af sin mor / Frøken Ignora og frøken Gisela / Frøken Ignora tager til Paris / Frøken Ignora og blomsterne / Frøken Ignora bliver milliardær

Forfatter: Katrine Marie Guldager

Type: Bog

Forlag: Alinea

De små historier passer til nogenlunde sikre læsere, som ikke er blege for at give sig i kast med ord som "guldkaramelpapir" eller "ballongynger", men forfatteren sørger for, at mange basisord bliver gentaget og vendt og drejet i flere bøjningsformer, samtidig med at historien drives fremad. Illustrationerne er heller ikke nogen, man behøver at kede sig over, når man går i 2. klasse.

Frøken Ignora har stået i lære hos Pippi Langstrømpe og Tobias i Tårnet, ikke mindst hvad angår hendes grundlæggende livsholdning: hun er helt sin egen. Derved deler hun indstilling med de mange læsere i målgruppen, der vil drømme sig op ad alle trapperne til et tårnværelse, hvor voksne nok er velkomne, men hvor de meget gerne kan finde ud af at trippe ned ad alle trinene igen, så fantasien kan få fred til at vokse.