Bogens generelle budskab er præget af optimisme og tro på, at forældresamarbejdet er værdifuldt for både lærere og forældre og for børnenes trivsel og læring. Den rummer analyser af forældresamarbejdet, men bliver ikke ved det. Den vover sig ud i helt konkrete forslag til en god praksis. Derfor vil den kunne virke som en inspiration for både lærere og interesserede forældre.

Lærerne skal være ledere i skole-hjem-samarbejdet. Dette understreges tydeligt af forfatterne til denne bog. De skal indgå i en dialog med forældrene, men der vil altid være et asymmetrisk forhold til forældrene. Lærerne repræsenterer ikke kun sig selv. De er også forpligtet i forhold til en lovgivning og læreplaner, ledelsen og lærerteamet. De har også et særligt ansvar for, at kommunikationen med forældrene fungerer, og at der er et godt socialt samspil og en effektiv faglig undervisning i klassen.

For nogle år tilbage ledede jeg som pædagogisk konsulent ved Fyns Amt et projekt med titlen "Sammen kan vi meget", der blev gennemført i samarbejde med Skole og Forældre. Det gik hovedsageligt ud på, at forældre eller en person udefra skulle lede de første forældremøder, når en ny lærer skulle lære sine forældre at kende. Læreren var således reduceret til deltager i mødet på lige fod med forældrene, og det skulle give en særlig god kontakt.

Dette projekt var set i bakspejlet en misforståelse. Jeg er enig i, at det er lærerne, der skal lede forældresamarbejdet og klart melde ud, hvordan de vil styre undervisning og samarbejdet, men samtidig skal de være empatiske, lyttende og villige til at indgå kompromiser i så vid udstrækning som muligt.

I denne bog går forfatterne måske næsten et skridt for meget i retning af lærerstyring. Om forældrene skriver de: "Så vil de ofte antage, at læreren agerer på samme måde til mødet, som når hun er i klassen med børnene". Det tror jeg ikke, moderne forældre vil acceptere.

Det andet nøglebegreb er kommunikation. I den forbindelse inddrages også systemisk tænkning. I gennemgangen af en kommunikationsmodel understreges betydningen af at være opmærksom på samspillet mellem forskellige grupper af forældre og samspillet med faktorer, der virker udefra. Forfatterne skriver enkelt, inspirerende, levende, engageret og overbevisende om, hvordan god kommunikation med forældrene kan fungere. Fremstillingen bygger også på et solidt teoretisk grundlag, blandt andet Barnett Pearce.

Der præsenteres gode forslag til forskellige typer af forældremøder og forældresamtaler og gøres opmærksom på faldgruber. Efter hvert afsnit er der gode, jordnære og instruktive spørgsmål til diskussion.

Jeg kunne imidlertid ønske mig, at forfatterne havde forholdt sig til samarbejdet med tosprogede forældre, da Danmark som bekendt er et flerkulturelt samfund. Desuden negligeres problemer med de svageste forældre, som det er svært at engagere i et samarbejde.

Nogle af de problemer i skole-hjem-samarbejdet, som er beskrevet i Hanne Knudsens bog "Har vi en aftale - Magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie", er ikke beskrevet. Således er analysen af udviklingen af skole-hjem-samarbejdet gennem de sidste årtier og beskrivelsen af den nuværende status ikke så skarp og dybtgående, som jeg kunne ønske mig.

Alt i alt en lettilgængelig og inspirerende bog til udbygning af et godt forældresamarbejde i praksis. Men hvordan skal alle disse intentioner tilgodeses, når nu lærerne presses til at undervise flere timer? Det vil være naivt at tro, at disse besparelsesforanstaltninger ikke kommer til at betyde mindre tid til forberedelse af en engageret undervisning, og at der lægges mindre vægt på skole-hjem-samarbejde.