»Jeg tror, du er muslim, fordi du har gemt håret væk«, siger en dreng.

Foran klassen står tre kvinder. Alle bærer tørklæde, men på forskellig måde. Eleverne skal gætte. Den ene kvinde er jøde, den anden kristen og den tredje muslim. Men hvem er hvem? Eleverne i 7.a på Tove Ditlevsens Skole i København har fået en opgave.

»Din tro - min tro« er på besøg.

»Gæt løs. Der er ingen præmier«, siger en af kvinderne.

»Jeg tror, at du er jøde på grund af tørklædet«, siger en elev og peger på den kristne.

»Okay, så er dette et kristent tørklæde«, siger den tredje og peger på sit stribede tørklæde, der hænger løst om halsen.

Eleverne er lidt generte i begyndelsen. Det lykkes dem at gætte, at Havva Kocbay er muslim. Hun har dækket håret med et tørklæde. De to andre med tørklæde om hals og skuldre er sværere at gætte.

»Det er lidt snyd med mig. Jeg har valgt at blive jøde. Jeg skulle jo sige, at jeg er jøde, fordi jeg har læst skrifterne og bedst kunne lide jødedommen. Men jeg mødte en jødisk mand, og så synes jeg, at det er bedst, hvis man har samme religion, når man er et par«, siger Hanne Rosenzweig, der er pensioneret lærer.

Hun og sognepræst Jonna Dalsgaard tager deres tørklæder af.

»I Tyrkiet bærer nogle kvinder tørklæde og andre ikke. Tørklæderne er også bundet forskelligt, men man kan ikke sige, at kvinder uden tørklæde ikke er muslimer. Nogle bærer tørklæde af kulturelle grunde«, siger Havva Kocbay, der er født i København og har tyrkisk baggrund.

Et blæs i vædderhornet

Hanne Rosenzweig fortæller om jødernes hellige bog toraen. Egentlig befinder vi os i 5772, men det er ikke noget, jøder bruger i deres hverdag. Hun siger, at bogen begynder med skabelsen og en beretning om Adam og Eva.

»Vi bruger verdens ældste blæseinstrument i disse dage, hvor vi fejrer vores nytår. Det er et snoet horn fra en vædder. Vi har ikke fyrværkeri, vi anvender vores vædderhorn til at byde året velkommen, ligesom man byder en fyrste velkommen - ved at blæse i hornet«.

»Da du valgte at blive jøde, var det så ikke svært at sige farvel til alt det kristne? Holder du jul?« spørger en pige.

Hanne Rosenzweig fortæller, at det kan være svært, fordi nogle familier synes, at man svigter. Men hun har det godt med sin kristne familie. Hun holder ikke jul, men en lysfest i december.

Eleverne har mange spørgsmål. En del af dem går til konfirmationsforberedelse.

»Når man bliver døbt, modtager man Guds kærlighed. Hvis man melder sig ud af folkekirken, mister man den så?« spørger en pige.

»Alle mennesker har Guds kærlighed. Den mister du aldrig«, svarer Jonna Dalsgaard.

Hvordan finder man Mekka?

»Når man står i en skov og skal bede, hvordan finder man så retningen til Mekka?« lyder et spørgsmål.

»Jeg bruger kompas. Mange har det i deres mobil«, svarer Havva Kocbay.

Hun fortæller, at på mange hoteller er der et lille tegn i en skuffe eller i loftet.

»Jeg har hørt, at det er usundt for håret at gå med tørklæde. Hvad mener du?« spørger en pige.

»Jeg har også hørt det, men jeg har gået med tørklæde siden 2. klasse uden problemer«, svarer Havva.

Hun beder fem gange om dagen og fortæller om sin afvaskelsesproces inden. Hun vasker hænder tre gange, skyller mund tre gange, skyller næse tre gange og vasker sig andre steder på kroppen. Så tager hun en overdel på og knæler på et lille tæppe.

»Det er mit møde med Gud«.

Havva studerer historie og religion.

Desuden arbejder hun på Københavns Museum og fortæller, at hun først spiser frokost med sine kolleger og derefter går ind i et andet rum alene for at bede.

»Jeg har været på den lille pilgrimsrejse. Jeg forbereder den store, til når jeg har fundet min Adam«, siger hun og griner.

Hun forklarer, at koranen fortæller hende, hvordan hun skal være over for andre mennesker, naturen og dyrene. Hun læser et vers om naturen fra koranen og beder eleverne lukke øjnene imens.

»Hvorfor siger du 'fred være med ham', hver gang du har sagt Mohammed eller profeten?« vil en elev vide.

»Det er ligesom i gamle dage, da man af respekt tiltalte sin klasselærer med De, hr. eller fru. Jeg gør det af respekt og kærlighed. Jeg sender en masse fredshilsner til min profet«, siger Havva Kocbay.

Spisebord med præstechips

Jødernes helligdag er lørdag, de kristnes er søndag. De to religioner har en fest, hvor de dækker et flot bord. Muslimerne samles til fællesbøn på deres helligdag fredag.

»Alteret er et spisebord. Der er lys, vin og brød - eller præstechips, som mine konfirmander kalder det. Brød og vin er symbolsk. Det symboliserer, hvad Gud giver mennesker hver dag«, siger Jonna Dalsgaard.

De tre kvinder fortæller om de samme traditioner på forskellige måder. Det er Havva Kocbay, der slutter af.

»Husk at tale med folk, I synes ser anderledes ud. Spørg dem. Det er mit råd«.

Og det er hele formålet med »Din tro - min tro«. Fysisk at gå ud på skolerne og vise, at man har meget til fælles trods forskellig religion.

»Det var spændende at få viden om forskellig tro. Jeg vidste ikke meget om islam og jødedommen. Det er ikke noget, jeg taler meget med mine venner om, selv om jeg har muslimske venner«, siger Konrad fra 7.a.

De tre kvinder taler bagefter om, hvor stille eleverne var i begyndelsen. De bliver altid godt modtaget. Eleverne er åbne og lyttende. Enkelte gange er der elever, der tester dem og deres tro.

»Vi oplever, at mange har en religiøs blufærdighed. Religion er nærmest blevet et tabu. Mange danskere skynder sig at sige, at de er døbt, men ikke er særlig troende«, siger Jonna Dalsgaard.