Den finske skole er verdens bedste folkeskole. Kriteriet er de finske elevers høje scoringer i Pisa-undersøgelserne. Bogen er baseret på Frans Ørsted Andersens ph.d.-projekt, en komparativ undersøgelse af den danske og den finske skole med afsæt i de to forskningsspørgsmål: Hvordan er danske og finske skoleelevers og læreres oplevelse af skolegangen og udbyttet heraf? Hvorfor er de finske Pisa-resultater (2000, 2003 og 2006) generelt bedre end de danske?

Hen mod slutningen af bogen sammenfatter Andersen to finske uddannelsesforskeres konklusioner på sidstnævnte spørgsmål: "Finlands gode resultater synes at være forbundet med et helt netværk af sammenhængende faktorer, herunder elevernes egne interesser og fritidsaktiviteter, skolernes læringsmiljøer, forældrenes støtte såvel som andre sociale og kulturelle forhold".

Andersen fremhæver læringsmiljøet, identificeret ved 21 variabler, som afgørende faktor og konkluderer, at læringsmiljøet i den finske skole på de fleste variabler er bedre end i den danske skole. Variablerne er udledt af en række teoretiske tilgange med særlig vægt på flow-teorien. De beskrevne variabler er relevante for analyser af skolens praksis. Jeg kunne have ønsket en mere præcis kategorisering: Hvad hører eleven til, hvad hører læreren til, hvad vedrører undervisningen, og hvad vedrører andre forhold i og omkring skolen? Og jeg savner en diskussion af forholdet imellem dem - mon noget kommer før andet, er noget vigtigere end andet og hvorfor?

Cirka en tredjedel af bogen består af uddrag af observationer, lærer- og elevinterview. Den finske empiri fylder mest. Bortset fra ganske få forhold - den gratis sunde skolemad og enkeltmandsbordene - kunne den samlede empiri lige så vel beskrive forskellige danske skoler og klasser og således identificere spændingsfeltet i Danmark. De positive træk, som i undersøgelsen først og fremmest tillægges den finske skole, kan også iagttages i danske skoler og klasser. Og det er jo kun godt - det forøger chancerne for, at sådanne træk ved det gode læringsmiljø og det professionelle lærerarbejde kan vinde yderligere udbredelse i den danske skole. Hertil kan også denne bog inspirere. 

Bogens sidste kapitel er sammenligning, konklusion og perspektivering. Andersen tager forbehold for kvantificering af kvalitative data, men vælger dog at udarbejde en oversigt over resultaterne, hvor sammenligningen består i antallet af krydser for positiv tilstedeværelse af de enkelte variabler. Sammenstillingen af centrale udsagn viser, at markeringerne er baseret på ganske forskellig empiri - nogle gange elevsvar, andre gange lærersvar og atter andre gange Andersens observationer.