Anmeldelse
Skolebyggeri
Skoleinventar og udstyr
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hæfte 9
Af Børge Koch med flere
Serie: Skolebyggeri og skoleindretning
42 sider, 89 kroner
Kroghs Forlag
'De 'forstolede børn' sidder sig ihjel, og hvis de endelig får lyst og lov til at bevæge sig, kan de ikke komme til det, fordi lokalerne ikke er indrettet til det . . .' Det er stærke ord, Børge Koch indleder hæftet om skoleinventar og udstyr med, men han har jo ret. Børn bruger hele kroppen til at opleve, lære, udtrykke og udvikle sig med, og det må til at afspejle sig i skolens fysiske rum.
Indretning af læringsrum har to vigtige formål: at være medspiller i skoleudviklingen og at sikre lærere og elever et sundt fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Med hensyn til elevernes psykiske sundhed minder Børge Koch om Christen Kolds stadig aktuelle opfattelse af, at skolen skal opleves hjemlig, for at eleverne føler sig frie og naturlige. Omkring det fysiske arbejdsmiljø peger han på, at den mest belastende arbejdsstilling for ryggen er den siddende foroverbøjede, derfor bør kombinationen af stående og siddende arbejdsstillinger benyttes i langt højere grad, end det forekommer i dag.
Efterfølgende er der tre artikler med inspiration til møblering og indretning, hvor kodeordene klart er fleksibilitet og multianvendelighed.
Hæftet afsluttes med en artikel af Alfred Jensen, der kræver fri adgang til edb-øerne. Alfred Jensen fastslår, at elevernes frie adgang til computere ude i fællesområder giver mange muligheder for selvudfoldelse og erhvervelse af færdigheder, der gør eleverne mere selvhjulpne, og så må problemer med destruktiv behandling af materiellet løses hen ad vejen.
Hvor er jeg enig - hvis vi hver gang vælger de nemme løsninger, får vi ikke ændret og udviklet skolen, for det, vi kender, er trygt og godt, men sjældent godt nok.
Et hæfte med vigtige synspunkter, ideer og inspiration, men ikke de store overraskelser.
Dorte Olsen