Anmeldelse

Samfundsfag, Geografi, Engelsk, Tværfagligt

ZAPP jorden rundt

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kommunikation Global Island

Ungdomsmagasin, nummer 2/2002

Bettina Gram, redaktør

40 sider, 48 kroner, 195 kroner i abonnement for seks numre årligt

Mellemfolkeligt Samvirke

Telefon 7731 0091

Ung kommunikation foregår i dag anderledes og hurtigere end nogensinde før. Ingen kender endnu alle de muligheder, det vil kunne give på kryds og tværs af jordkloden. Men tøv lidt - for endnu er mindst 1/3 af verdens befolkning uden elektricitet, chat og surf, e-mail og sms-beskeder.

Dette temanummer af ungdomsmagasinet 'ZAPP' lægger op til et spændende og vedkommende emne på de ældste klassetrin. Gennem korte artikler belyses unges kommunikation rundt om i verden. Vi besøger tre spillegale 16-årige danskere på en net-cafe, unge japanere, der forsøger at bryde med gamle traditioner for at blive internationale, et optimistisk ungdomscenter i Sydafrika samt unge på et nepalesisk diskotek. Sammen med en række kortere faktaindslag og talrige illustrationer giver bladet lettilgængelige eksempler, der i et undervisningsforløb kan suppleres med kommunikationsformer fra mange andre steder i verden.

Uden at hæftet har noget direkte med dette at gøre, peger titlen videre frem mod et helt nyt, danskproduceret community-netspil 'Global Island', www.globalisland.nu, der for alvor er klar til brug først på efteråret. Et computerbaseret rollespil, hvor elverne selv skal forholde sig til etiske spørgsmål og forvalte de begrænsede ressourcer.

Selv om man som underviser har bestået det pædagogiske it-kørekort, kunne det være en god ide at smugtræne, så dialogen med eleverne bliver endnu mere kvalificeret. I hæftet henvises til et fantasy-strategispil: 'ARCHMAGE', www.magewar.com/archmage/, hvor op til 10.000 spillere kan være med på samme tid, så her skulle nok være plads til et par enkelte lærevillige.

Med dette hæfte som introduktion til global kommunikation vil der i efteråret kunne gennemføres et spændende og nyskabende netspilsforløb, hvor elevernes holdninger virkelig kan blive udfordret på tværs af landegrænser.

Kaare Øster