Anmeldelse

Unge fremtidsdrømme

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kok og så skuespiller. Roadie og så politibetjent. Pædagog og så fotograf. Ja, det er svært at skulle vælge sit fremtidsarbejde, når der nu er så mange muligheder. Kan man ikke begge dele eller holde alle tre-fire muligheder åbne? Men tænk hvis nu ... »Noget af det værste, jeg kunne forestille mig, det er at være en nyuddannet togkontrollør på 27 år ... og være hadet af alle«.

Sådan siger Nicklas. Det er ham med kok og skuespiller. Når fremtiden kommer tæt på, er det godt at kunne spejle sine tanker, sin usikkerhed og sine forventninger i nogle andre unges billeder. Denne bog vil være god at få ind i de unges univers, når vejledningssamtalerne og uddannelsesplanen er aktuel virkelighed. Via en snak mellem en gruppe unge fra 9. og 10. klasse om deres forventninger og drømme til fremtiden og derefter en række interview med unge på forskellige trin i deres uddannelsesliv fortæller bogen om drømme og håb, om frygt og usikkerhed, om succes og om det at føle sig »forladt på perronen«.

Det er de unge selv, der taler, og sproget er de unges eget. Ind imellem disse ungebilleder dukker en række fornuftige (og kedelige?) voksne op. Det drejer sig om skolevejledere, en LO-konsulent, en konsulent fra Dansk Industri og en forsker fra Institut for Fremtidsforskning. De forholder sig til nutidens samfund, valgsituationerne og fremtidsdrømmene, og de kommer med mange fornuftige tanker og gode råd, set fra en vejlederstol. Men hvad tænker mon de unge? Bogens indhold er et miks af kloge overvejelser, sjove tanker, muntre udsagn og meget stof til eftertanke og udfordring, både for de unge og for de mange voksne, der arbejder med unge i deres hverdag. Bogen vil være meget anvendelig i både undervisningen og i forberedelsen til den unges tackling af verden efter folkeskolen. Den vil sætte gang i tanker, følelser og meninger og kommentarer, og det kan anbefales.