Anmeldelse

Pattedyr

– deres fantastiske udvikling

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er altid forbundet med en vis fornøjelse at finde ud af noget mere om ens ophav. Hvor stammer vi mennesker fra, og hvilket dyreliv var der på den tid, er spørgsmål, der ofte bliver stillet, især af børn. Til anskueliggørelse af vores ophav er der nu udkommet en bog, der forsøger at give svar på det meste. Bogen er inddelt i en række afsnit, der hver især beskriver en udvalgt gruppe af dyr. Illustrationerne varierer mellem tegninger af udvalgte arter inden for de enkelte grupper og fotos af skeletter, forsteninger og lignende. Beskrivelserne er ligeledes suppleret med en tidsakse, hvor det tydeligt fremgår, hvornår de enkelte dyr levede. Ligeledes er det for afsnittet mest centrale også at finde i en lille faktaboks, så siderne ikke bliver alt for uoverskuelige at komme igennem. Bagest en omfattende ordliste, hvor de sværeste ord står forklaret. Her findes også en oversigt over museer rundt om i verden, hvor man kan se forskellige udstillinger om fossile pattedyr, hvis ens vej tilfældigt skulle falde forbi.

Bogen giver læseren en hurtig oversigt over et meget omfattende emne, og det er herefter op til den enkelte at gå videre med tingene, hvis interessen er der. I direkte undervisningssammenhænge er bogen dog ganske urelevant. For at tilfredsstille den nysgerrige bør den efter min mening dog alligevel være at finde på skolebibliotekernes hylder.