Anmeldelse
Letlæsning
Bo og kniven
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Søren Vagn Jacobsen
48 sider, 137,50 kroner
Gyldendal
De grønne mænd
Af Søren Vagn Jacobsen
67 sider, 156,25 kroner
Gyldendal
To tyve og en skinke
Af Knud Hermansen
56 sider, 150 kroner
Gyldendal
Siden den første 'Dingo'-bog så verdens lys i 1987, er der efterfølgende udkommet ikke mindre end 560 titler. Og langt de fleste af udgivelserne har været af opsigtsvækkende god kvalitet. 'Dingo'-serien har måske - i smuk forening med forbedrede undervisningsmetoder - været en af de vigtigste faktorer i den positive udvikling af elevernes læsekompetence, som vi i de senere år har været vidne til - specielt i de tidligste skoleår. Serien har med sine forfattere og illustratorer - begge sædvanligvis af høj standard og kvalitet - signaleret til målgruppen, at der i bogens univers er et righoldigt tilbud af oplevelser, som det er umagen værd at sætte sig ind i. Samtidig har serien med sine enkle angivelser af sværhedsgrad og målgruppeniveau været en gave for dansklæreren og skolebibliotekaren, som skal tilbyde eleven en progressiv, stigende læseudfordring. Og 'Dingo'-serien tilbyder i disse måneder et par nye titler, som varmt kan anbefales til både normalundervisningen og specialundervisningen.
'Lille Dingo' har med Søren Vagn Jacobsens glimrende historie om 'Bo og kniven' gjort det igen. Med et lixtal på kun 6 får forfatteren fortalt en både spændende og rørende historie om Bo, der falder for fristelsen til at låne fars skarpe kniv og tage den med i skole. Pludselig vælter ulykkerne ind over Bo, som til sidst slet ikke kan overskue konsekvenserne af den handling, som han i et kort øjeblik havde troet kunne forblive hans uskyldige hemmelighed. En historie med masser af samtalestof om angst, forbud, børn/voksne, kammerater med mere. 'Bo og kniven' er lige velegnet til selvlæsning som til fælleslæsning på 1.-2. klassetrin.
Samme forfatter har i 'Grøn Dingo' - læseniveau 1.-2. klassetrin (middel sværhedsgrad) og stadig med Bo som hovedperson - skrevet en veloplagt historie om at blive grebet af computerspillets fantasiverden - og ikke længere være i stand til at skelne fantasien fra virkelighedens verden. Bo trodser forældrenes forbud mod at tænde for computeren, da han er alene hjemme, og snart er han viklet ind i en mareridtsverden af grønne, gule og røde mænd, som hjemsøger hans ellers så fredelige og trygge barndomshjem. Men med hjælp fra sin gode ven, Ali, og en lille hund, Vaks, som hans forældre får den glimrende idé at forære ham, får han jaget dæmonerne på flugt. Orla Klausen har illustreret begge bøger i sin kendte streg, og i den sidstnævnte historie får læseren valgmuligheden mellem at læse historien om Bo og de grønne mænd som en normal bog eller som tegneserie. En spændende nyskabelse, som forfatter og illustrator som bekendt tidligere er sluppet heldigt fra.
I samme kategori udsender forlaget en gendigtning af en af de allerførste titler på skolebibliotekets hylder inden for letlæsningsgenren - nemlig Knud Hermansens 'To tyve og en skinke'. Forfatteren var sammen med blandt andre Esther Skriver og Agnete Elkjær Laursen blandt de pionerer, som for 30-40 år siden udfyldte et stort behov for let, pædagogisk bearbejdet læsning til specialundervisningens elever. Historien om manden og konen, der i flere omgange får besøg af ubudne gæster på jagt efter de lækre sager i ægteparrets fadebur, er stadig hyggelig og munter læsning. Og moralen om 'den kloge narrer den mindre kloge' er jo stadig aktuel.
Jeg kan varmt anbefale alle tre titler til skolebibliotekets hylder, læseklinikken eller klasselokalets læsekrog.
Mogens Bille