Venstre-kommuner giver for få dansktimer i de små klasser

Halvdelen af kommunerne overholder ikke minimumstimetallet for dansk i 1.-3. klasse og hver fjerde kommune giver heller ikke nok matematiktimer. SF peger på, at de værste kommuner er Venstre-ledede og har kaldt Bertel Haarder i samråd.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er stærkt provokerende, at Venstre i årevis har påstået at ville gøre noget ved fagligheden i folkeskolen, når Venstre er det parti, der åbenbart ude i kommunerne finder det sværest at leve op til kravet om minimumstimetal i folkeskolen", siger SF's uddannelsesordfører Pernille Vigsø Bagge.

En tredjedel får ikke timer nok i Venstre-kommuner

Siden 2003, hvor en ny bekendtgørelse trådte i kraft, har 1.-3. klasses elever haft krav på 450 matematiktimer og 810 dansktimer(rettet 18/9).

Men en opgørelse fra Undervisningsministeriet viser, 49 kommuner ikke lever op til kravet i dansk og 26 ikke lever op til kravet i matematik.

I langt de fleste kommuner er der tale om under ti procent af børnene, som ikke får nok matematik- eller dansktimer. Men i en række kommuner er det større andele.

Værst ser det ud i Nyborg, Lejre og Struer hvor en tredjedel af børnene i indskolingen ikke får nok dansk eller matematiktimer. Og som SF's Pernille Viggsø Bagge peger på, er det alle tre kommuner, hvor Venstre sidder på magten.

"Undervisningsministeren plejer at fralægge sig ansvaret og svare, at det er op til kommunerne at fastsætte timetallene i folkeskolen. Det er jo total laissez faire pædagogik, når især Venstre kommuner åbenbart helt uden konsekvenser kan sjofle de fastsatte krav til timetal. For Venstre er altså den uartige elev i klassen, der groft forsømmer sig. Det er helt urimeligt", siger Pernille Vigsø Bagge.

Ministrene er kaldt i samråd

Det ser værst ud i de små klasser, men i alt viser opgørelsen, at 22 procent af eleverne i folkeskolen ikke modtager minimumstimetallet i et eller flere fag eller fagblokke. Det har fået Pernille Viggsø Bagge til at kalde undervisningsministeren og indenrigsministeren i samråd. Hun beder ministrene redegøre for, om regeringen og KL's kommuneaftale vil betyde bedre muligheder for kommunerne til at tilgodese folkeskoleområdet fremover, herunder prioritering af det lovpligtige timetal.

Læs mere

Undervisningsministeriets statistik overtimetal