De samfundspolitiske idealer i årtusindets sidste årti præges af begreber som 'markedsøkonomi' og 'den politiske forbruger'. Samtidigt er det ved at gå op for os, at velfærdssamfundet i sin hidtidige skikkelse næppe fortsat kan finansieres.

I den situation er det naturligt at oveveje, om det centrale i velfærden kan bevares, hvis vi trimmer og effektiviserer systemet ved anvendelse af markedsorienteret brugerstyring.

Forskningsleder Palle Mikkelsen gør i sin bog rede for den brugerstyrede konkurrencemodel i en klar, om ikke ligefrem sprudlende, prosa og får den langt hen ad vejen til at syne både logisk og rimelig. Men da han i sine eksempler når frem til den stockholmske omegnskommune Täbys vilkår for firmaer, som leverer hjemmehjælp, braser korthuset sammen. I punkt ni står der, at firmaet med 14 dages varsel til månedsskiftet kan opsige en kunde.

Så længe vi har undervisningspligt, kan en offentlig skole ikke opsige Charmaine, Hassan eller Elvis, uanset hvor mange hjem der fjerner deres børn fra skolen på grund af de tre og deres ligesindede. I skolens sammenhæng synes det frie brugervalg mest at være en bonus til dem, der i forvejen kan finde ud af det.