Danmark er et moderne samfund, hvor religionernes rolle og placering er markant anderledes end for blot få årtier siden. Det véd vi i kraft af forskellige undersøgelser herom, understreget med denne om den religiøse mangfoldighed i Århus.

Undersøgelsen er udført som en del af forskningsprojektet Det Danske Pluralisme Projekt, hvor både teologer og religionsvidenskabsfolk deltager. Med undersøgelsen understreges det, at den religiøse situation i dag er præget af individualisme, hvor det er den enkelte frem for kollektivet, der står centralt, at ideer fra den store verden lynhurtigt også viser sig hos os, at der handles med religion, og at der findes mange forskellige svar på samme spørgsmål. Alt sammen også i kraft af den sekularisering, som har ført til, at religion er blevet frigjort fra at have alle mulige legitimerende opgaver i samfundet til netop at være ramme om eller blot element i den enkeltes livsprojekt.

Forskerne beskriver de mange forskellige religiøse grupper, som har adresse i Århus. I alt 75, herunder tæller for eksempel den danske folkekirke som én. Forskerne gør opmærksom på, at forskellighederne inden for folkekirken og for eksempel den katolske kirke er så markante, at man kan tale om, at der her rummes forskellige religioner.

De enkelte hovedreligioner præsenteres i indledningskapitler blandt andet med hensyn til oprindelse både generelt og i Århus, lære, ritualer med videre. Dernæst følger så præsentation af de enkelte grupper. Og det er særdeles interessant læsning. Nogle har få medlemmer som Østens Gamle Kirke, andre som Irakisk kulturforening Al-Zahra har som formål også at få etableret sportsaktiviteter, og nogle er der nok, men er ikke organiserede, for eksempel jøderne. Hvad angår de hinduistiske og buddhistiske grupper er mangfoldigheden ligeledes stor, ligesom der kan opleves en vis pendling mellem forskellige grupper.

Den mest forskelligartede gruppe udgøres af de nyspirituelle og religiøse grupper og af god grund, for der er stor forskel på Antroposofisk Selskab, Falun Gong og Aarhus blótlaug. I indledningsafsnittet til disse grupper vises, at grupperne trækker på meget forskellige traditioner, men at en vis systematik kan give et nogenlunde fagligt overblik.

I bogens sidste kapitel fremlægges en selvstændig undersøgelse vedrørende alternativ behandling og spiritualitet i Århus, hvor der enkelt spørges efter, om der i de alternative behandleres praksis er en religiøs eller spirituel tilgang. Og det er der hos langt de fleste alternative behandlere. Af de rigtig mange danskere, der benytter de alternative behandlere, er der altså mange, som oplever denne spiritualitet eller åndelighed som positivt og som noget, der fungerer. Der er her tale om en kulturel strømning, som givet vil understøtte det moderne autonome menneskes oplevelse af selv at kunne skabe en egen identitet og derved religiøsitet.

Bogen er vigtig af flere grunde. Den blotlægger den stadig voksende religiøse mangfoldighed, som vi i skolen skal kvalificere eleverne til at manøvrere i. Den dokumenterer, at Danmark ikke er et monoreligiøst og monokulturelt samfund mere. Og den viser, hvad det er for forudsætninger, nogle af skolens elever og deres forældre også har, og som skal indtænkes, når vi træffer beslutninger om undervisningens mål og indhold.

I det hele taget bør dette forskningsarbejde føre til besindelse i forhold til skolens undervisning, både af lærere og særdeles meget af politikere, som tror, at Danmark er, som Danmark var for 50 år siden, og tror, at Danmark fortsat bør være sådan.

Bogen er velskrevet, klart redigeret, godt illustreret og rummer også både adresser og litteraturhenvisninger for de enkelte grupper.