Holstebro lukker måske hver anden skole
Op mod halvdelen af de skoler, der er tilbage i Holstebro efter sommerferien, er i fare for at lukke, hvis politikerne bakker op bag et forslag fra kommunens Børn og Ungeforvaltning.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I oplægget fra embedsmændene foreslås det, at 10 skoler bliver lukket, så der på længere sigt kun er 11 skoler tilbage i den geografisk set store kommune, der allerede har lukket flere små skoler.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at kommunen ønsker at styrke de faglige miljøer på skolerne ved at bruge penge på at efteruddanne lærere, på at opdatere it-udstyr og på at nærme sig det vejledende timetal.
I øjeblikket halter det gevaldigt på alle tre områder, hvilket hænger sammen med, at kommunens nettoudgift pr. elev kun er 50.000 kroner, hvor landsgennemsnittet er tæt på 60.000 kroner.
"Kommunen en af landets billigste på folkeskoleområdet, og politikerne vil ikke bruge flere penge. Derfor kan vi godt se det fornuftige i at forsøge at få mere ud af midlerne og måske lukke nogle skoler for at frigøre midler til at højne niveauet på de resterende skoler", siger formand for Vestjysk Lærerforening Torben Voss.
Nødvendigt at tage fat
Lærerne har ingen holdning til det konkrete forslag, men de mener, at det er nødvendigt at tage fat på efteruddannelse, på at skaffe skolerne mere tidssvarende it-udstyr og netadgang og på at undervise eleverne mere.
"I øjeblikket er der helt lukket for efteruddannelse, og der mangler 13 mio. kr. på budgettet for at kunne komme op på det vejledende timetal, så der skal ske noget", siger Torben Voss.
Ifølge forslaget skal alle skoler fremover være to-sporede for at styrke de faglige miljøer.
De skoler, som ifølge forslaget skal lukke, er: Nørrelandsskolen, Ellebækskolen, Naur-Sir Skole, Idom-Råsted Skole, Nr. Felding Skole, Borbjerg Skole, Ejsing Skole, Ryde Skole, Sevel Skole og Staby Skole.
Et andet forslag går ud på at bygge en ny byskole og at samle overbygningen på færre skoler.
Hvis forslaget bliver ført ud i livet venter lærerkredsen, at en del af de overflødige lærere vil kunne blive ansat på de skoler, der overlevet.
Oplægget fra embedsmændene bygger på en rapport udarbejdet af konsulentfirmaet Rambøll, som beskriver forskellige senarier for, hvordan den nordvestjyske kommunes skolevæsen kan rationaliseres.