Bjarne Nielsen udpeget til rådgivende forum om specialundervisning
I forbindelse med sammenlægningen af Speciallærerforeningen af 1981, Formidlerne og Danmarks Lærerforening blev det besluttet at oprette to fora, som skal rådgive hovedstyrelsen. Nu er medlemmerne udpeget.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I april valgte hovedstyrelsen Leif Sort som leder af det nye forum for specialpædagogik, og Ulla Marie Mortensen som leder for forum for undervisning af børn og unge. På hovedstyrelsens møde i sidste uge udpegede man så 'den faste kerne' i de nye fora.
Af forretningsordenen fremgår det, at hovedstyrelsen skal udpege deltagere med "relevant viden og erfaring inden for det pågældende område".
Til forum for specialpædagogik udpegede man Bjarne Nielsen, der er formand for Samrådet af Specialpædagogiske Foreninger, og hovedstyrelsesmedlem Peter Hess-Nielsen.
Til forum for undervisning af unge og voksne udpegede man hovedstyrelsesmedlem Henrik Billehøj og Helle Sindum, som underviser og er tillidsrepræsentant på Social- og Sundhedsuddannelsescentret, Sosu C, med afdelinger i Herlev, Gladsaxe og Brøndby.
"Med de udpegninger kommer kernen i det rådgivende forum om specialpædagogik til at omfatte personer med viden om både specialpædagogik og specialundervisning for børn og voksne, og vi har også solid viden om de afdækkende, rådgivende og visiterende opgaver inden for specialpædagogikken", siger Leif Sort.
"De rådgivende fora er helt nye tiltag, så vi har ingen traditioner eller kutymer at læne os opad", siger han.
Det første møde i det rådgivende forum for specialpædagogik holdes omkring 1. juni, og det vil blive brugt til at drøfte arbejdsformen og til at skabe overblik over området.