Anmeldelse
Global undervisning
Fæld træer! - red skoven
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Tina Læbel
48 sider, 160 kroner, rabat ved køb af klassesæt
Nepenthes, telefon 8613 5232
E-post: info@nepenthes.dk
Bæredygtigt skovbrug fylder på verdensplan i dag tre gange Danmarks areal. Det lyder måske ikke af så meget, men det går den rigtige vej. Kravet for at blive godkendt er, at der i driften tages ligelige hensyn til naturen, menneskene og økonomien. Og flere og flere forbrugerkrav er med til, at mærkningsordningen udbredes mere og mere - også i Danmark.
Regnskovsgruppen Nepenthes giver med denne bog til de ældste klassetrin en nem og overskuelig indføring i, hvordan der kan lægges op til en faglig behandling af problemer omkring skovfældning såvel hos os selv som i resten af verden.
Indholdet tager udgangspunkt i træ og trævarer, som eleverne kender fra egen hverdag, og der gennemgås forskellige træsorter. Herefter omtales principperne for et bæredygtigt skovbrug og miljømærkning af træ: FSC-mærket. FSC er et internationalt skovforvaltningsråd, der i fællesskab er dannet af miljøorganisationer, tømmerfirmaer, træhandlere og indfødte folks organisationer. Bogen behandler også emner som den biologiske mangfoldighed, drivhuseffekt og forhold om indfødte folk og deres brug af skovene. Endelig fortælles om de danske kulturskove og vores måde at forvalte dem på.
Et enkelt lille afsnit om træets bygning og fysiologi er efter min mening ramt lidt ved siden af i forhold til det øvrige indhold, idet det forekommer næsten overflødigt og burde være velkendt stof for de ældste elever. Samtidig fortælles, at vi ikke længere bruger træ til opvarmning i Danmark, og at vor el og varme stammer fra afbrænding af gas, kul og olie. Her er desværre ikke medtaget noget om den stigende andel, der stammer fra vedvarende energiformer.
Bogens layout er særdeles indbydende,teksten er velbearbejdet og nem at gå til og understøttes af flotte og informative illustrationer. Hist og her er der bogen igennem indsat små arbejdsopgaver, og til slut gives en række længere oplæg til aktiviteter.
Herudover har Nepenthes også en hjemmeside, der specielt er rettet til undervisning. Den kan ses på adressen: www.nepenthes.dk/greenfiles/ og herpå findes også en række henvisninger til øvrige steder på Internettet. I kombination hermed giver 'Fæld træer! - red skoven' masser af muligheder for et spændende, vedkommende og vigtigt undervisningsforløb i såvel fag som tværfag fra 7. klassetrin og opefter.
Kaare Øster