Anmeldelse
Kemien i din hverdag
Kemien i din hverdag
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Kemien i din hverdag" kan tænkes allerede at være på din skole. Bogen er trykt i ikke mindre end 50.000 eksemplarer og kan gratis sammen med lærervejledning bestilles i klassesæt hos FDB.
Fakta:
Titel: Kemien i din hverdag
Forfatter: Helle Houkjær, Lone Skafte Jespersen
ISBN: 9788764204544
Type: Bog
Forlag: FDB Skolekontakten
Det store oplag taget i betragtning stiller store krav til indholdet og formidlingen. "Kemien i din hverdag" tager udgangspunkt i den kemiske virkelighed, vores børn færdes i. Bogens omdrejningspunkt er seks scenarier: kemien på værelset, kemien på badeværelset, kemien i køkkenet, kemien i spisestuen, kemien i bryggerset, kemien i haven. Alle vigtige og velvalgte scenarier.
Der lægges i materialet op til mange gode undersøgelser af, hvordan vores elever bliver påvirket af kemien i hverdagen. Der fortælles om, hvordan kemien indvirker på vores liv, og hvilke uhensigtsmæssige virkninger kemien kan have. Målet er at hjælpe til med, at vores opvoksende generation bliver bevidste forbrugere, som kan håndtere kemien i hverdagen. Der gives rigtig mange gode bud på, hvordan den voksne forbruger kan agere og købe miljørigtigt. Hvilke materialer kan vi med fordel benytte, og hvilke tilsætningsstoffer skal vi være opmærksomme på.
Desværre males der bogstaveligt talt fanden på væggen - materialet mangler i alt for høj grad "at lade frøet få lov at spire" og give næring til, at vores elever i 5. klasse og opefter, som er materialets målgruppe, kan få mod på at leve i en verden fuld af kemi. Bogen og lærervejledningen er på trods af dette et godt bud på et supplerende materiale til emneundervisning i, hvordan kemien påvirker vores hverdag. Materialet må dog ikke stå alene, men bør opfattes som en opslagsbog til brug i naturfagsundervisningen i 7.-10. klasse.